Onsdag d. 21. juni kl. 12.00: Organist Merethe Køhl Hansen, Sorø Klosterkirke.
Musik af Nicolaus Bruhns, Matthias Weckmann og Dietrich Buxtehude.
Merethe Lammert Køhl Hansen er født i 1977. Hun begyndte tidligt at spille klaver og orgel. Først hos Margrethe Østergaard, tidligere organist og kirkemusikskoleleder i Kalundborg og efter at have taget Præliminær Organisteksamen i 1994 blev hun optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Her studerede hun hos professor Hans Fagius i repertoirespil, docent Lasse Ewerlöf, Søren Christian Vestergaard og professor Bine Bryndorf i liturgisk spil, Poul Emborg i korledelse samt Svend Christiansen i teori. Diplomeksamen blev afholdt juni 2002 i Helligåndskirken med karakteren 11 i repertoirespil.
I 2000-2001 havde Merethe et studieophold i Paris hos prof. Susan Landale i repertoirespil og prof. Naji Hakim i improvisation og var derudover organist ved Den Danske Kirke i Paris.
Hun blev i sommeren 2001 ansat som organist og korleder ved Vor Frue Kirke, Kalundborg og fra oktober 2006 ansat som organist ved Sorø Klosterkirke og indtrådte samtidig som kunstnerisk leder for Sorø Internationale Musikfestival.
I 2012 grundlagde hun Sorø Klosterkirkes Drenge- og Mandskor og har siden bygget koret op med korskole, drengekor og mandskor med støtteforening, sangpædagog og akkompagnatør.
Fra 2015 har Merethe undervist på dirigentkurser gennem Børnekorakademiet og færdiggjorde i 2018 Kandidatuddannelse i korledelse på Syddansk Musikkonservatorium hos Alice Granum.
Løbende har hun givet adskillige koncerter både som solist, dirigent og akkompagnatør i ind- og udland og har derudover deltaget aktivt i flere masterclasses i både orgelspil og korledelse.
Gratis adgang.