Kronborg Slotskirkes orgelhistorie
af Henrik Fibiger Nørfelt
Kronborg Slotskirkes orgel er et kulturelt mindesmærke. Dels som følge af den gamle orgelfacade, der med sit orgelhus er en del af pulpiturfronten, og dels som følge af det indvendige orgelværk, som befinder i dette og det bagved senere opførte orgelhus.
Orglet fik en relativ kort levetid, idet slottet i 1658 blev erobret og besat af den svenske militærmagt. Da slottets belejring ophørte i 1660 - samme år som den store komponist Diderich Buxtehude udnævntes som Sct. Mariæ Kirkes organist – var orglet ifølge arkivalierne stærkt beskadiget. Måske har svenskerne bortført orglets piber om krigsbytte (ganske som det gik springvandet i slottes indre gård) eller pibernes metal er under belejringen blevet omsmeltet til bøssekugler?
I de følgende 150 år anvendtes kirkerummet som følge af militærets brug af slottet delvis til helt uvedkommende formål. Så sent som i begyndelsen af 1800-tallet nedtoges kirkens inventar på gulvniveauet, og rummet anvendtes til magasin
og senere til gymnastik og fægtesal, medens orglets rester forblev på pladsen.
Den vedholdende verdslige anvendelse af slotskirkens rum og håndteringen af det historiske inventar faldt mange af datidens mennesker for brystet, og da Christian den VIII i 1839 besteg tronen i Danmark, var det blandt hans første initiativer, at kirken skulle gendannes til sit oprindelige formål. Kirkens deponerede inventar blev igen installeret, ligesom man skulle tage stilling, hvad der skulle ske, for at man igen fik et brugbart orgel. Det blev besluttet, at den oprindelige orgelfacade skulle genanvendes med et nyt orgelværk bag denne. I dag havde noget tilsvarende næppe passeret, nemlig at man kondemnerede resterne af det oprindelige orgelværk (vindlader etc.), men den historiske forståelse rakte ikke dengang så langt. Organisten og komponisten C.E.F. Weyse var myndighedernes konsulent ved projektet og foreslog et orgel på mindst 24 stemmer, dvs. af samme størrelse som Lorentz-orglet havde været. Da orgelbyggeriet Marcussen & Reuter et par år efter fremkom med forslag for et orgel, var det – måske af hensyn til fremstillingsprisen – skrumpet til et værk på 19 stemmer, hvilken størrelse Weyse slet ikke var tilfreds med. Myndighederne bestemte sig dog for orgelbyggernes projekt, som Weyse ikke kom til at opleve, idet han døde i oktober 1842. Organisten og komponisten J.P.E. Hartmann overtog herefter Weyses rolle som rådgiver i sagen og fik tilføjet projektet endnu en stemme, hvorved det blev på de 20 stemmer, det stadig omfatter.
Orgelbyggerne Jürgen Marcussen og Andreas Reuter arbejdede dengang med stor succes og stor anerkendelse; siden de i 1829 havde bygget deres første store orgel til den nyopførte Christiansborg Slotskirke, havde de slået deres navn fast gennem flere store orgelprojekter (bl.a. Roskilde Domkirke i 1833 og Københavns Vor Frue Kirke i 1836). Orglet på Kronborg blev udført i tidens stil med et fyldigt første manualværk på 9 stemmer, placeret i den gamle hovedfacade i pulpiturfronten; et beskedent andet manualværk på 6 stemmer indbygget bag en svelleanordning blev sammen med pedalværket på blot 5 stemmer blev placeret sammen med bælgeværket bag en nyopført afskærmning bag hovedfacaden. Den gamle facade blev forsynet med nye klingende piber, dog i et færre antal end det oprindelige orgel havde, hvilket skyldtes klanglige hensyn. Når man i dag betragter den gamle facade, ses denne uoverensstemmelse klart - facadepiberne skulle have været flere og af lidt mindre diametre, lige som opstillingen af piberne i de to flade mellemfelter mellem de fremspringende tre tårne burde have været med dem største pibe i midten og faldende størrelser til siderne. Misforholdet mellem den gamle facades mål og de nyere piber skyldes uforenelige forskelle mellem byggemåde og klangidealerne – 1600-tallets Lorentz-orgel havde den transparente elegance som ide, 1800-tallets orgelværk havde en mere grundtonepræget klang som centrum. Forholdet vil dog aldrig kunne give anledning til en ændring af orglet, men er blot at betragte som et visuelt eksempel på udviklingen i to århundredes udvikling i orgelkunsten.
Den genindrettede slotskirke blev taget i brug igen i december 1843, hvor J.P.E. Hartmann medvirkede som organist. Han foretog godkendelsen af det nye orgel i anerkendelse af, at orgelbyggerne med projektet havde levet helt op til kontraktens bestemmelser og deres gode ry som anerkendte mestre. Orglet repræsenterede til fulde den beskedne rolle, hvilket minimum var i liturgisk sammenhæng; der var ikke i orglets størrelse taget højde for en mere ekstravagant anvendelse af instrumentet. Hvad forarbejdning, fremstilling og den klanglige udformning angik, var alt på det høje niveau, som orgelbyggerne var kendte for.
Orglet stod helt indtil 1982 uden ændringer. Efter op mod 140 års brug var orglet præget af sin alder og døjede med driftsikkerhed. I kølvandet på efterkrigsårenes enorme succes for dansk orgelbygning blev der fremsat planer om udskiftning af det indvendige orgelværk til fordel for et instrument i tidens stil. På dette tidspunkt var man imidlertid nået
til en vis forståelse for, at også 1800-tallets bedste instrumenter repræsenterede et kulturelt vidnesbyrd uanset deres stilistiske begrænsning. En for sin tid usædvanlig konserverende istandsættelse blev derfor gennemført i 1982, dog
med den modernisering, at orglet fik indbygget centrifugalblæser; indtil da havde man klaret sig et levende menneske som bælgetræder for organisten.
Op imod årtusindskiftet viste en ny teknisk istandsættelse sig nødvendig, idet det trods gode intentioner ikke alt var heldigt, hvad der var foretaget i 1982. I 2002 blev orglets tekniske indretninger derfor ført tilbage til deres oprindelige indretninger, og en ny kilebælg blev indbygget alene af hensyn til vindforsyningen med centrifugalblæseren. Beskedne men vigtige klanglige retoucheringer/tilbageføringer ved pibeværket efter oprindelige spor blev udført ved samme lejlighed.
Orglet står herefter bogstavelig talt i sin fulde autentiske skikkelse og med den klanglige pragt som Marcussen & Reuters instrumenter repræsenterede. På instrumentet kan fremføres og lyttes til den af mængde relativ beskedne, men i kunstnerisk henseende dog fuldgyldige musik, der skabtes på dansk grund af navne som for eksempel J.P.E. Hartmann, N.W. Gade, Hans Matthison-Hansen – og denne gengivet klangligt så overbevisende, at vi kan vigte os af, at her er ikke tale om lånte fjer eller kunstige nattergale, men den oprindelige vare!
Kronborg Slotskirkes orgel. Marcussen & Reuter 1843
Hauptwerk (C-f3) Oberclavier (C-f3) Pedalwerk (C-d1)
Principal 8 Fuss Gedackt 8 Fusston Subbas 16 Fusston
Bordun 16 Fusston Viola di Gamba 8 Fuss Principal 8 Fuss
Rohrflöte 8 Fusston Flöte 4 Fusston Gedackt 8 Fusston
Octave 4 Fuss Fugara 4 Fuss Octave 4 Fuss
Rohrflöte 4 Fusston Gemshorn 2 Fuss Posaune 16 Fuss
Quinte 2⅔ Fuss Dolcian 8 Fuss
Superoctave 2 Fuss
Tertz 1⅗ Fuss
Trompete 8 Fuss
Koppel Oberclavier-Hauptwerk. Svelle for Oberclavier. 3 spærreventiler. 3 kassebælge. Mekanisk traktur og registratur; sløjfevindlader. Tonehøjde o. 441 Hz.
Orglet har to af hinanden uafhængige anlæg for vindforsyningen: 1) Den oprindelige med tre kassebælge, menneskeligt betjent med trædeanordning; 2) den senere etablerede med elektrisk centrifugalblæser og kilebælg.