Det unikke Marcussen og Reuter-orgel fra 1843 i Kronborg Slotskirke er en fornem repræsentant for den tidlige romantiske orgelbygning i Danmark. Med sine 20 stemmer, 2 manualer og pedal kan orglet i Kronborg Slotskirke ikke betegnes som et stort orgel, og det er da også først og fremmest bygget til at honorere kravene som gudstjenesteinstrument til den genindviede slotskirke. Men hvilke 20 stemmer! - som med deres smukke, bløde og karakterfulde klang smelter sammen til en klanglig helhed.
Når det drejer sig om udvalget af tidlig dansk romantisk orgelmusik kommer man hurtigt til kort, for nok findes der et pænt udvalg, men bortset fra J. P. E. Hartmanns og Niels W. Gades orgelmusik befinder dette repertoire sig i sidste halvdel af århundredet. Man kan undre sig over, at der netop fra Hartmann og Gade findes så forholdsvis få værker overleveret, når de værker, der foreligger, befinder sig på et så højt kompositorisk niveau. Hvorfor skrev de dog ikke noget mere? Forklaringen er, at improvisation er indgået som en langt mere naturlig del af en musikers virke, end vi er vant til i dag, hvor musikeren ofte er henvist til en mere reproducerende rolle. Vi har mange kilder, der beretter om improvisationens rolle og betydning. Vi ved f. eks., at Franz Liszt ved sit besøg i København i 1841 har hørt C. E. F. Weyse improvisere og omtaler dette i yderst positive vendinger. Men det eneste, vi har fået overleveret på tryk fra Weyses hånd, er nogle små præludier og hans skønne salmemelodier, som jo desværre ikke kan give os noget billede af Weyses improvisationstalent.
Men også Hartmanns evner som improvisator er der overleveret vidnesbyrd om. I en artikel af Hans von Bülow fra 1856 i Neue Zeitschrift für Musik, omtales Hartmann på følgende måde: ”Som betydelige virtuoser på orglet kan vi af personlig erfaring desuden nævne: Professor Hartmann i København…..”[1] Måske var dette positive udsagn årsag til, at Hartmann tilegnede Hans von Bülow sin orgelsonate i g-mol. Også Hartmanns efterfølger i Vor Frue Kirke, Otto Malling, omtaler dennes improvisationer ved den liturgiske gudstjeneste juleaften i Vor Frue Kirke og desuden Hartmanns evner til at forme postludier ved begravelser og bisættelser ”til et billede i toner af den bortgangne”[2].
Christian Barnekow hører også til de betydelige skikkelser i denne periode af dansk musikhistorie. Barnekow var hele sit liv økonomisk uafhængig og kunne derfor frit hellige sig kompositorisk virksomhed og arbejdet som organistvikar både for Hartmann i Vor Frue Kirke og for Gade i Holmens Kirke. Barnekow har med sine salmemelodier, hvoraf der stadig findes elleve i Koralbog til den Danske Salmebog, været med til at præge og videreføre den danske salmesang efter A. P. Berggreen. I den store g-mol fantasi demonstrerer Barnekow kompositoriske evner i et større format.
Navnet Matthison-Hansen er knyttet til et helt dynasti af musikere og komponister, hvoraf de betydeligste omfatter Hans Matthison-Hansen og dennes sønner Gottfred Matthison-Hansen og Waage Weyse Matthison-Hansen samt barnebarnet Frederik Matthison-Hansen (søn af W. W. Matthison-Hansen). Hans Matthison-Hansen slår for alvor sit navn fast som orgelspiller, da han ved Frederik d. VI`s bisættelse i 1840 improviserer over folkevisen om Dronning Dagmar. Denne udkommer senere på tryk sammen med andre fantasier. Disse fantasier for orgel er ganske givet et eksempel på (nedskrevet) romantisk improvisationspraksis. Et hæfte med diverse præludier til gudstjenestebrug fra 1846 rummer endvidere mange eksempler på romantisk forspilspraksis til salmemelodier. Det fortælles, at Matthison-Hansens orgelkoncerter i Roskilde Domkirke opnåede så stor interesse hos publikum, at der måtte indsættes ekstratog fra og til København. Mon ikke også improvisation er indgået som en væsentlig bestanddel af disse koncerter?
Søren Gleerup Hansen