Om Kronborg Slotskirke

Billede
Orgeltegnbing KS 1838
Tegningen er udført af arkitekt Th. Bindesbøll i forbindelse med restaureringen af orglet i Kronborg Slotskirke 1838, og findes i Kunstakademiets samling af arkitekturtegninger


Kronborg Slotskirke

Af Lars Bjørn Madsen
 

Kronborg Slotskirkes historie begynder på sin vis med Erik af Pommerns indførelse af Øresundstolden og den efterfølgende opførelse af kongens respektindgydende rødstensborg Krogen, for allerede her - i hvert fald efter ombygningen af Krogen i vinteren 1558-59 - har der været et kapel eller en kirke i sydfløjen, men vi ved ikke meget om den. Kun at kirkerummet senere blev benyttet til opbevaring af våben, da slottet i en lang periode ikke havde tjent som kongebolig, men som fæstning.
Krogen afløstes som bekendt af Frederik den Andens elegante renæssanceslot, der i 1577 fik navnet Krogen ændret til Kronborg og stod færdigt i det ydre i 1579, om end i en anden skikkelse, bl.a. hvad angik østfløjen. På Kronborg skulle naturligvis også indrettes et kirkerum; noget der faktisk allerede var planlagt af bygmesteren Hans von Diskow i 1559-60. Ombygningen af Erik af Pommerns gamle slot begyndte først rigtigt i 1574. Kirken skulle indrettes i sydfløjen, men først når det øvrige byggeri var færdigt. Kirkebyggeriet blev dog alligevel påbegyndt i 1577, og året efter var den ydre ramme om kirken, der skulle optage to etager i den ene halvdel af sydfløjen, færdig. Også den prægtige kirkegavl, med Anthonis van Opbergen som slottets bygmester, var stort set færdig og har utvivlsomt tiltrukket sig de søfarendes opmærksomhed - ikke mindst inden østfløjen blev forhøjet! Der skulle dog gå fem år, inden kirken kunne indvies. I foråret 1582 var gulvet af gullandsk marmor og sort sandsten lagt, og påskedag den 15. april 1582 kunne »König Friederich in Dennemarck die newe Kirche auf der Festung Croneburg mit herrlichen Ceremonien einweihen lassen.« I forlængelse af indretningen af Sct. Mariæ Kirke til tysk kirke for byens mange tysktalende indvandrere, fik kirken en af kongen indkaldt præst, der skulle forrette gudstjeneste hver søndag i den tyske kirke og tillige holde en prædiken i Kronborg slotskirke en dag i ugen samt froprædiken hver søndag, alt »inn unnser deutscher Sprachen thuen«.   
Kirken var dog langt fra færdig, og først i løbet af de følgende år, blev kirkerummet færdigindrettet, bl.a. med den nuværende altertavle, ligesom også kirkeportalen mod gårdspladsen blev opsat.
Natten mellem den 24. og 25. september 1629 blev Kronborg ramt af en voldsom brand, som opstod ved to håndværkeres uforsigtighed. Ilden raserede slottets indre, men kirkerummet slap nogenlunde uskadt, takket være hvælvingerne, der havde holdt stand overfor det nedstyrtende tagværk - noget, man også oplevede ved Frederiksborg Slots brand langt senere; nemlig i 1859. 
Under svenskekrigene blev Kronborg som bekendt besat og senere bombarderet, og endnu engang led det prægtige monument over Øresundstolden stor skade. Klokketårnet blev helt ødelagt, og klokkerne blev ved den efterfølgende istandsættelse flyttet over til trompetertårnet midt på sydfløjens nordside. Afgørende for slotskirken var, at Kronborg nu blev opgivet som kongebolig, men det hindrede dog ikke Frederik den Fjerde i at lade iværksætte en omfattende istandsættelse af Kronborg. Her blev kirkegavlen og kirkeportalen delvis fornyet, og inde i kirken var alteret blevet nedtaget og genopsat i 1731, mens snedkere bragte det øvrige inventar i orden. 
Stadig var kirken i brug, og Sct. Mariæ Kirkes sognepræst tjente fortsat også slotskirken. U.F. Piper, der tiltrådte embedet i 1751, gjorde i hvert fald brug af kapellet, da han fik tilladelse til at undervise slaverne i religion søndag eftermiddag. 
Med Kronborgs fuldstændige overgang til militæret i slutningen af 1785, var det den spæde begyndelse til slotskirkens nedlæggelse. Nogle år før udbruddet af krigen mod England i 1807, blev kirken efter nedbrydelse af alter, prædikestol og stolerækker indrettet til magasin, og i 1810 fulgte indretningen til gymnastik- og fægtesal for garnisonen. Ikke just en indretning, der faldt i god jord hos slotspræsterne og som kritiseredes kraftigt af prins Christian (senere Christian den 8.). Det betød da også, at man i 1834 fjernede de »gymnastiske Apparater«, og at kirken nu blev overdraget til Rentekammeret og dermed efter endt restaurering atter kunne tjene som kirke. En række lokale håndværkere arbejdede på istandsættelsen, hvortil man genanvendte mest muligt af det oprindelige inventar, mens orgelbyggerne Marcussen og Reuter sørgede for et nyt orgel til kirken. Et kongeligt reskript af 8. november 1842 tillod, »at der for Fremtiden én Gang maanedlig, samt paa de store Høitidsdage, saalvelsom paa Nytaarsdag og almindelig Bededag skal forrettes Gudstjeneste i bemeldte Kirke, og at det forøvrigt skal staae de paa Kronborg indqvarterede Militaire og de der boende Betjente frit for, naar de ønske det, at erholde Ministerialia udførte i samme«, og samtidig blev det bestemt, at kirken atter skulle indvies ved en højtidelighed, inden gudstjenesterne atter kunne begynde.
Den 10. december 1842, på den anden søndag i Advent, kunne Kronborg Slotskirke da også indvies med deltagelse af Christian den Ottende og dronning Caroline Amalie med stort følge. Gejstligheden var bl.a. repræsenteret af biskoppen over Sjællands Stift, Mynster, samt Sct. Mariæ Kirkes og slotskirkens præst P. Fischer.
Og stadig er kirken i brug og af gode grunde særdeles populær. En gang om måneden holdes der gudstjeneste i kirken, og dato og klokkeslet kan man se i Sct. Mariæ Kirkes sogneblad, der udkommer 4 gange årligt.

KS

Foto november 2016