Helsingør er en by fuld af stemning. Fra de skæve huse i Strandgade over Kronborg, der troner ud over Øresund, til klosteret og kirkerne i bymidten, som giver på én gang en stemning af det historiske og det tidløse.
De fleste menneske – både dem, der bor i byen og dem, der blot kommer forbi – mærker byens stemning. Det kan være svært at sætte ord på, vanskeligt helt at forklare, men jeg tror, at vi alle kender til det, at vi bliver stemt af byens rum og stemning.
Kirkerne i byen er med til at ’stemme’ os som mennesker. Kirketårnene rejser sig fra jorden mod himlen, bryder den horisontale linje i landskabet, og minder os om, at menneskelivet ikke kun er spændt ud mellem en vandret linje i livet fra fødsel til død, men at der også lodret fra oven, fra himmel til jord, er en akse, som vi menneske sommetider må forholde os til.
Derfor siger man også, at kirkerne giver byen sjæl. Midt i blandt livets mange materielle goder, mellem butikker, markeder og handlende, dér ringer kirkeklokkerne over byen, som påmindelse om, at vi sommertider i vores liv skal vende blikket væk fra os selv og vores medmennesker og i steder rette det op ad mod himlen.
Det skal vi være glade for og sætte pris på her i Helsingør. For hvad ville Helsingør være uden byens kirker? Den lodrette linje i livet hører nemlig med til det at være menneske, det gjorde den før i tiden, det gør den nu, og det gør den i fremtiden, og det er skønt at vores bybillede – med kirkerne rundt om i byen – vidner om denne tilværelsens vertikalitet. Det er med til at gøre vores smuk og fuld af stemning.