Af jord er du kommet - til jord skal du blive
Forestil dig, du er til en begravelse. Du har mistet din mor, din højtelskede mor, hende, som har fulgt dig, nærmest før du blev til. Den første gråd, de første skridt, første skoledag, din første kæreste, dit bryllup, dine børn. Hun har altid været der. I alle de store øjeblikke.
Nu står kisten i midten af kirkerummet. Hver gang du ser på den, tænker du på din mor og på, hvor meget du savner hende. Præstens tale fylder dine øjne med tårer, og hver gang orgelet lyder, og du prøver at synge med på salmerne, må du stoppe, fordi det får dig til at græde. En samtale er afbrudt, et bånd er klippet over, et barn er nu uden sin mor. Du mærker et hul i livet, et afsavn, som er så dybt, at tårerne triller ned af kinderne, og du må fortvivlet begrave dit ansigt i dine hænder. Du er ramt af sorg. Dyb sorg.
Er sorg en sygdom?
Og nu til det spørgsmål, som i denne tid vajer i tidens vinde: Skal sorg, langvarig sorg, have en diagnose? Netop nu diskuteres dette spørgsmål, for WHO, verdenssundhedsorganisationen, anbefaler, at langvarig sorg skal indgå i den lange liste af sygdomme, som vi mennesker kan lide af. Og heraf vil så følge, at sorgen gøres til genstand for ’det medicinske blik’, så den i givet fald kan behandles af lægen.
Diskussionen er kompleks og ikke uden problemer. For kan man tage noget så fundamentalt og eksistentielt som sorg, som alle mennesker før eller siden vil blive ramt af, og lægge den under den medicinske verden, så sorg bliver til en behandlingskrævende sygdom og ikke et grundvilkår, som slet og ret hører med til livet?
Faren er, at sorg bliver til en tilstand, som er unormal, som man skal kureres og helbredes fra, så man hurtigt kan komme ud på den anden side. Men er det i grunden muligt?
Set fra den eksistentielle vinkel og ikke den medicinske, så hører sorgen simpelthen med til et liv, der er fyldt af kærlighed. Man siger ofte, at sorgen opstår dér, hvor kærligheden og døden skærer
hinanden. Dér, hvor den kærlighed, man har i hjerte, ikke kan finde den, man elsker. Det er så denne hjemløse kærlighed, der slår over i sorg, og på denne måde så er sorgen simpelthen kærlighedens pris. Og hvem kan forestille sig et liv uden kærlighed?
Sorgen gør os til mennesker
Sorgen har eksisteret, lige så længe som mennesket har været til. Det ses tydeligt i menneskets historie, hvor sorgen altid har spillet en rolle. Fra det 4500 år gamle babylonske Gilgamesh-epos, hvor kong Gilgamesh vandrer hvileløst rundt i ørkenen efter sin vens død, til de græske tragedier over middelalderen og romantikkens sorgkultur og op til moderne tid
Det er menneskets gave (og forbandelse) at være forbundet til andre mennesker, og derfor er sorgen også vores tro følgesvend. Sorgen er kun mulig, fordi vi som mennesker altid hænger sammen med andre mennesker. Vi er aldrig helt alene, der er altid en anden. Det betyder, at det inderste af mennesket, menneskets selv, radikalt er vendt udad. Selvet, dig som læser dette, indgår altid i en relation til andre, og når vi mister en, vi har en nær relation til, mister vi derfor også noget af os selv.
På denne måde er det poetiske udtryk om, at sorgen er kærlighedens pris, dens skyggeside, ganske rammende. Sorgen er kærlighed, der bliver hjemløs, kærlighed, der så at sige ikke kan finde sin partner. Sorgen er simpelthen det, der gør os til mennesker.
Af jord skal du igen opstå
Orgelets toner klinger af i kirkerummet. Præsten træder frem foran kisten. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Kisten bæres ud, I lægger roser på kisten og siger et sidste farvel. I dagene efter, ja i ugerne efter, måske selv i årene efter, mærker du stadig sorgen. Skal du så ’komme videre’, helbredes med lægens pille og komme ud på den anden side? Nej! Du skal bevæge dig videre ’sammen med’ den afdøde, du skal forsøge at fastholde hende i erindringer, historier og genstande, der kan indramme relationen mellem jer. Sorgen og smerten hører med til livet. Der findes ingen kurerende pille mod livets smerte, for et liv uden sorg er et liv uden kærlighed. Og hvem ønsker det?