Forestil dig en verden, hvor alle fattige, dem som af den ene eller anden grund ikke kunne forsøge sig selv, de lå på ethvert gadehjørne med fremstrakte hænder og tikkede om småpenge, så de ikke dør af sult.
Forestil dig en verden, hvor næsten halvdelen af befolkningen var slaver, ja, og disse slaver blev end ikke betragtet som mennesker, men blot som en ting, som herrens ejendel på lige fod med æslet eller ploven.
Forestil dig en verden, hvor alle mænd havde magt og ret over kvinder. Kvinder skulle tie, deres mening betød intet, og deres eneste rolle var sådan set at være hustruer for mændene og mødre for børnene
Forestil dig en verden, hvor dem, som blev ramt af sygdom, de blev afskåret fra at være sammen med andre, de blev betragtet som ’urene’, som nogle, der selv var skyld i deres dårligdomme, og derfor hørte de til i udkanten af samfundet – så langt væk fra andre som muligt.
Dengang Jesus levede
Sådan – i korte træk – så verden ud på den tid, Jesus levede. Det var en fundamentalt anden verden end den verden, vi nu befinder os i. Det kan være vanskeligt til fulde at forstå, fordi mange af de goder, vi er omringet af, er blevet en selvfølge for os. Her dør man ikke på gaden, her behandles de syge, her har alle en stemme.
Dengang, for godt og vel 2000 år siden, der havde de svage ikke en stemme. Ser man på den litteratur, som både grækerne og romerne forfattede i århundrederne omkring år 0, så interesserede de sig aldrig for de svage. Synsvinklen var altid oppe fra og ned. Det var de stærkes blik, man fulgte, det var de lærdes pen, der blev ført, og al litteratur handlede dybest set ikke om virkeligheden, men om stil og retorik.
Fra Sokrates’ store forsvarstale til Senecas afhandlinger om etik – litteratur var for og til de lærde. Litteraturen havde ikke blik for ’det lave’, for tilværelsens dunkelheder, for de svage, der hørte til i vejkanten, eller de syge, hvis kroppe var fyldt med sygdomme og dårligdomme.
De svage får en stemme
Men netop kristendommen, evangelierne, bryder med denne måde at skrive litteratur på. For Det Nye Testamente er ikke skrevet fra de riges synsvinkel, fra dem, som sad på toppen af samfundet, den er ikke skrevet af de magtfulde til de magtfulde, tværtimod, det er en fortælling, som handler om dem, der er udstødte, om de syge og svage, om dem, som de andre ikke vil lege med.
Evangelierne er fulde af fortællinger om Jesus, der møder de udsatte og udstødte, fyldt af bylder, betændelse og ækelheder, men i stedet for at skubbe dem væk, som man skulle forvente, så tager Jesus dem til sig, i stedet for at sparke nedad, løfter han dem op, i stedet for at straffe, så tilgiver han.
Sådanne historie, historier fra periferien af samfundet, de var utænkelige i antikken. Romerne, der skrev store latinske digte, eller grækerne, der skrev filosofiske afhandlinger, de kunne aldrig finde på at skrive historier, som handlede om de mennesker, der hører til i støvet.
Men kristendommen, med Kristus, den fornedrede konge i centrum, ændrer fundamentalt perspektivet. Nu ses alt ikke var magtens tinder, fra elitens blik, men i stedet fra dem, der roder rundt på bunden, fra synderne og krøblingerne. Kristendommen vender det hele på hovedet: De største skal blive de mindste, og de første skal blive de sidste.
Vi er – dybest set – alle lige
Selv Jesus Kristus hører støvet til. Han blev født i en beskidt krybbe i usle laser, han voksede op i fattige klæder, uden pomp og pragt, og red ind i Jerusalem palmesøndag, ikke som en konge, men på et usselt æsel, og da han – efter romerne havde arresteret ham – hængte på korset langfredag, så hang i al menneskelig smerte og lidelse og udåndede med ordene ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Dét er en fortælling, som rejser sig fra støvet, ikke en fortælling, der daler ned fra himlen, det er en fortælling, der har blik for den udsatte, syge og svage, fra livets smerte, – og for så vidt – så var det kristendommen, der gav stemme til dem, der var slaver, til dem, der måtte tigge på gadehjørnerne, til kvinderne, der var underlagt manden, til de syge, som var blevet udstødt fra samfundet, for, som Paulus siger, i kristendommen der kommer det ikke an på om man er jøde eller græker, på om man er træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for vi hører alle Kristus til.
Sigurd V. Stubbergaard
Sognepræst i Sct. Mariæ Kirke
Slotspræst i Kronborg Slotskirke