”Gud er død” – og hvad så?
”Gud er død”, ja mere end det: ”Vi har slået ham ihjel.” Sådan skriver Friedrich Nietzsche i slutningen af 1880’erne. Det slagskraftige slogan, der kunne stå øverst på banneret ved indgangen til det moderne, som en overskrift, der indvarsler og indkapsler begyndelsen af det 20. århundrede.
”Gud er død”. Bag disse ord gemmer sig den forestilling, at værdierne er styrtet i grus, det absolutte fundament, det Sande, det Evige, det, som giver mening og holder tilværelsen oppe, er faldet sammen til et kæmpe stenbrud, hvor 2000 års værdier, moralske indsigter og erkendelser, ligger tilbage hulter til bulter uden at noget står over noget andet. ”Intet er sandt, alt er tilladt”.
Det er så menneskets opgave selv at finde sin mening, samle sten sammen i stenbruddet, bygget noget nyt op, ikke efter en guddommelig vilje, men efter menneskets vilje – bygget af menneskets egne hænder. Der er ingen model, vi kan bygge efter, ingen idealverden bag denne verden, som mennesket kan bruge som skitse. Derfor voksede også de store politiske ideologier frem i begyndelsen af det 20. århundrede – nazismens og kommunismen –, som nu står tilbage i historiens klare lys som monumenter over, hvor katastrofalt det kan gå, når mennesket forsøger at bygge Babelstårnet og sætte sig selv på den øverste piedestal.
Er alt så tilladt?
Nietzsches samtidige, Dostojevskij, som også levede og åndede i nihilismens kolde vinde, udfolder i sine romaner, hvordan mennesket lever, når Gud er død og alt er tilladt. I romanen Forbrydelse og Straf er den unge og fattige student, Raskolnikov, opslugt af tidens strømninger. I en blanding af fortvivlelse, overmod og kedsomhed beslutter han sig for at skaffe penge til dagen og vejen ved at myrde en pantelåner, som ingen alligevel bryder sig om. Når Gud er død, så er alt jo tilladt.
Men spørgsmål er, om han kan slippe afsted med forbrydelsen? Nu har han et bestialsk mord på samvittigheden, men kan samvittigheden bære at have begået et mord? Raskolnikov hjemsøges af samvittighedens stemme, som indhyller hans liv i en skygge, han ikke kan slippe af med.
Raskolnikov, den unge student, kan ikke flygte fra sig selv, og til sidst går han i opløsning. Nok var alt tilladt, Gud var død, men der var noget dybt forankret i ham, som fortærede ham indefra, en stemme fra dybet, der sagde, at han havde gjort noget absolut forkert, selvom tiden fortalte ham, at alle værdier er relative.
Du skal selv skabe dit liv
Nok vandrede Raskolnikov rundt i Sankt Petersborgs mørke gader i midten af 1800-tallet, men måske er Raskolnikov ikke så fjern fra os i dag alligevel, for det er også en tanke i vores tid, at verden og livet ikke rummer en indbygget mening. Du er din egen lykkes smed, du skal selv skabe dit liv og finde din mening med dit liv.
Måske er det alt sammen fint, så længe vi har mættede maver, så længe vi har et trygt hjem, så længe vi lever og er lykkelige, men når vi trænges i knæ, når sygdomme rammer os, når det ulykkelige hænder, når katastrofer, konflikter og krige raser, ja så falder ikke bare vores liv sammen, men hele verden sammen i et stort og sort meningsløst hul uden trøst, uden håb, uden retning.
Er der håb?
For ikke lang tid siden, så døde en al, al for ung kvinde her i Sct. Mariæ Sogn. Uretfærdigt revet bort. Moren, som jeg talte med dagene efter begravelsen, spurgte mig så: ”Kære præst, er min datter hos Gud nu?” Et spørgsmål, som sætter det hele på spidsen – fra Nietzsches nihilisme til modernitetens meningsløshed. Og hvad er svaret – hvad ville du svare?
Jeg svarede: ”Jeg ved det ikke, men det tror og håber jeg”. Det håb, der her viser sig, tror jeg, vi alle på den ene eller anden måde næres af – særligt når vi trænges i knæ af livet. Håbet om, at døden ikke har det sidste ord i livet, har rod i kristendommens fortælling om, at Jesus Kristus påskemorgen brød gravens mørke og opstod fra de døde.
Da Nietzsche i 1800-tallet filosoferede med hammeren og forsøgte at bryde kristendommen ned, så var hans hovedanke, at kristendommen satte et ideal, et mål i det hinsides, dér for enden af livet, som slet og ret var en illusion. Et fatamorgana.
Men dét, som Nietzsche måske ikke havde nok greb om, det var, at opstandelsen, håbet om opstandelse, slet ikke er forankret i fremtiden som en begivenhed, der ligger for an os; opstandelsen er et nutidigt fænomen, et håb, en trøst, vi bærer med os lige dér, hvor vi hver især befinder os i vores liv. Så når Nietzsche proklamerer Guds død, så må vi svare med ordene, som de lød påskemorgen, og som de lyder rundt om i alle kirkerne: ”Frygt ikke, han er opstået”.