Krig og kristendom – et år med krig i Europa
For et år siden så vågnede jeg om morgenen torsdag d. 24. februar. En morgen, tilsyneladende, som mange andre, vintergæk i haven, fuglene i buskadset, bølgerne på Øresund, men da jeg tændte min telefon og tjekkede avisernes overskrifter, så gik der et jag igennem min krop.
Russiske militærkøretøjer kørte ind i Ukraine, missiler i luften, bilkøer med mødre og børn på flugt. En krig om magt, grænser, identitet, stolthed, var begyndt midt i Europa.
Hvis vi tænker nøje over det, så er det vel sådan, at freden, og ikke krigen, er en undtagelsestilstand i historien. Fra tidernes morgen – fra huleboernes spydspidser til moderne tids atombomber – der har volden, konflikten, krigen være en del af menneskets færden og kulturernes sammenstød. Naboer mod naboer, stammer mod stammer, nationer mod nationer, kultur mod kultur. Krigen er både pilespidsens enkle form og det komplicerede liv den tilintetgør.
Eftersom krig for mange af os heldigvis er en undtagelsestilstand, en zone i det menneskelige, hvor grusomheder og prøvelser foregår, som de fleste af os kun kan betragte udefra, næsten på samme måde som vi forholder os til grusomheder i fiktionen, rører den kun ved det rationelle i os, det, som forstår og fordømmer, eventuelt forstår og accepterer.
Krigens væsen er imidlertid netop at sønderrive det rationelle. Bryde alle regler, love og overenskomster, ødelægge alle etablerede værdier, der styrter i grus som en boligblok, der rammes af en mortergranat, og på den måde skræller krigen alt fra, for at lade det stå tilbage, som har at gøre med det inderste af os, nemlig vores identitet. Hvem er jeg? Hvem er vi, mit folk, mit land?
Der kan næppe tænkes en krig, som ikke har med identitet at gøre. For identitet er en så grundlæggende størrelse, så tæt forbundet med følelser og drifter, og så langt fra fornuftens rækkevidde at den hverken kan tænkes frem eller tænkes væk, så det krigen river op, dens konsekvenser, forbliver i grunden fremmede for alle andre end dem, der deltager i den.
Når vi gennem det sidste år har fulgt med – fra afstand – på krigens rædsler i Ukraine, så vækker billederne minder om en fortid, vi troede, vi havde passerede. Mennesker på flugt i Europa, smadrede byer, granater der daler ned over civile. Kvinder og børn søger ly, mens mændene finder geværet frem under sengen.
Ser vi tilbage i historien, så når krigene det absolutte lavpunkt, et sort hul, når man går så langt ned ad stigen til det laveste i mennesket, at man, når man ser sin fjende i øjnene, ikke ser et menneske med den værdighed, som burde høre til ethvert menneske, men i stedet ser man blot fjenden, et dyr, et skadedyr, måske, som skal slagtes.
Som den franske filosof Levinas siger, så er ansigtet på vores medmennesker på én gang en bøn og en befaling. Når en soldat kigger sin fjende dybt i øjnene, så burde barmhjertigheden vækkes ved øjnenes stiltiende bøn, der siger: – ”Jeg beder dig, gør mig ikke fortræd og jeg befaler dig: du må ikke gøre mig fortræd! Når de russiske Wagner-lejesoldaterne i Bakhmut massakrerer andre mennesker, så trodser de denne ansigtets følsomme bøn, og når de – og den tid kommer - senere bliver hjemsøgt af mareridt over deres ugerning, som også SS-soldater oplevede det efter Anden Verdenskrig, så er det, fordi de aldrig kunne undslippe sig befalingen fra deres ofres øjne. ”Du må ikke slå mig ihjel”.
Det vi må holde stædigt fast i, ud over al den politiske hjælp, vi kan sende i retning af Ukraine, det er, at vi skal se hinanden ansigt til ansigt, fra kærlighedens vinkel, og ikke fra hadets vinkel, for med kærlighedens blik vil man ikke omforme den anden, men i stedet omfavne den anden. Kærligheden gør ikke blind, som man siger, den gør seende, og selvom kærligheden har trange kår – særligt i en verden, der er ved at gå af lave – så har vi ingen anden udvej, for freden, den dybe fred, hviler på kærlighed – ikke på krig.
Det er blevet sagt, at det er Gudsriget, der bryder frem, når kærlighedens blik råder mellem os mennesker. Gudsriget, et rige, der ikke er af denne verden, thi den er – som vi har set hele sidste år – funderet på magt, krig og konflikt, hvorimod Gudsriget hviler på kærlighed, på barmhjertighed, på tilgivelse.
Hvis alle gjorde som Jesus, vendte den anden kind til, så levede vi i Gudsriget på jorden, men også dette er en radikal utopi, et håb, en drøm, for både kulturer, nationer, storpolitik, diplomatiet, ja, mennesket selv, er af denne verden – vi kender grundlæggende kun retfærdighedens logik, øje-for-øje, musklernes og stormagternes tale, og ikke kærlighedens, vend den anden kind til.
Men når krigen raser, når ens liv er truet, så må man stille sig spørgsmålet: Må jeg, som kristen, slå ihjel? Dét spørgsmål har mange ukrainere nok stille sig selv, og dét spørgsmål stillede Kaj Munk også, der selv levede og døde i sin tids krig, i en prædiken fra 1942. Han skriver: "Hvor vilde man dog gerne, at Kristus var hernede paa Jorden endnu…. At han boede i Kongensgade og havde Træffetid fra 1-3. Saa kunde man gaa til ham og spørge ham: Undskyld, men passer det ikke, at De er Pacifist? Vi har set et lille Land overfaldes af en brølende, stormægtig, skånselsløs Fjende. Vi har hørt dette Lands Mænd gaa ud til Forsvar for Kvinder og Børn syngende Vor Gud han er saa fast en Borg. Alle Ofre og Lidelser tog de paa sig for at værne om den dyreste Gave, de følte Gud havde givet dem. Jeg spørger den Herre Jesus: Fordømmer du dem?" Og Kaj Munk når selv til en konklusion: "Den kristne Soldat er ham, der gaar ud til at lide selv¨- for i Menneskelighedens Navn - at skærme andre mod Lidelsen."