Måske du selv kan huske det, kære læser. Morgensangen på din skole da du var barn. Sådan begyndte dagen rundt om i landet for langt de fleste elever for 30 år siden, men sidenhen er fællessang i skolerne blevet stadig sjældnere og sjældnere. Og det er, for at sige det ligeud, en skam!
Der findes nemlig dårligt noget, der er mere dannende og fælleskabsskabende end fællessang. Her lader man åndedrættene mødes – på tværs af alder, køn og sociale lag – og stemmer i sammen i sangen. Det danner for det første et fællesskab nu og her mellem os, men det rækker for det andet også tilbage til vores historien og til vores tipoldeforældre, der netop sad som mennesker af kød og blod som os og sang af karsken bælg.
”Så syng da Danmark, lad hjertet tale, thi hjertesproget er vers og sang” står der i en kendt højskolesang, og det er netop, hvad sangen kan. Vi kan synge om det at være menneske med alt, hvad det indebærer: Kærlighed, krig og katastrofer. Solopgange, stemninger og sproget. Naturen, natten og næsten. Ja, kort sagt, alt hvad hjertet er fuld af.
I Danmark har vi en rig historisk tradition for både sange og salmer, som ikke blot har dybe historiske rødder i vores kultur, men også adskiller sig – som en dannende og formende tradition – fra mange af vores nabolande. Vi er en nation, et folk, der gennem århundreder er formet af sangen.
Den righoldige tradition må vi ikke tabe på gulvet. Fællessangen blomstrede pludseligt op under nedlukningerne, og den bølge skal vi ride videre på, og et udmærket sted at begynde er at genindføre morgensangen i folkeskolerne. Måske endda det kunne komme på dagsordenen for vores kære lokalpolitikere i det kommende kommunalvalg?