Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Lukasevangeliet 2,1-14
_________________
Enkelte skud brød stilheden denne frostklare juleaftensdag i 1914, hvor sneen havde lagt sig som en dyne over landskabet, skyttegravene, bombekraterne, de visnede træer på slagmarken, en rolig dag langs fronten i Belgien – for første gang siden tyskerne havde invaderet landet fire måneder før.
Allerede aftenen for inden var skudsalverne blevet færre og færre. Og da månen langsomt hævede sig på himmelbuen, og stjernerne begyndte at lyse, nærmest som var det små huller i et sort tæppe, hvorfra det guddommelige lys kunne skinne, så blev stilheden mere og mere rungende.
Stemningen i de franske og britiske skyttegrave var trykket, for pludselig stilhed midt i en krig er altid foruroligende, et dårligt varsel om, at stormen – krigens rasen – om et øjeblik igen vil lyde.
Mon tyskerne forberedte et storstilet angreb? Granater fra oven, lyden af bomber, der skærer sig gennem stilheden og atmosfæren? Og pludselig – midt i denne larmende stilhed – hejstes små lanterne op over kanten af tyskernes skyttegrave, straks blev de skudt ned, men til soldaternes store overraskelse, så svarede tyskerne ikke tilbage med ild, krudt og kugler.
I stedet blev stilheden brudt af smuk solosang, først sagte, siden storladen, Stille Nacht, Heilige Nacht, Glade Jul, Dejlige Jul, og efter første vers trådte de tyske soldater frem og stemte i. Få, modige britiske soldater stak hovedet frem og så, at lyset, som de havde skudt mod, var små juletræer pyntet med levende lys, og rundt om dem stod de tyske soldater og sang deres julesalme.
Da sangen var klinget ud, blev der ganske tyst. Den britiske løjtnant, Charles Bairnsfather, skrev i et brev hjem til sine kære, hvordan han oplevede det:
”Jeg kravlede op af min skyttegrav og gik langs kanten hen til et tørt sted og kiggede ud over slagmarken. Fra hvor jeg stod, kunne jeg se vores lange zigzaggende skyttegrave og også tyskernes. Deres skyttegrave var oplyst af små juletræer, der mindede mig om teatrets scenelys. Vores enheder var helt fortryllet af tyskernes sang, og efter flere minutters stilhed reagerede de, som om de var tilskuere. Klapsalver og jubelråb brød ud. Sange begyndte derefter flere steder i vores skyttegrave. Jeg vil aldrig glemme det. Det var et af højdepunkterne i mit liv.”
Tænk sig, at stå der midt i en krigszone, sådan som soldater også nu står på det europæiske kontinent med skarpladte geværer, omringet af faldne soldater, med et savn til familien i hjertet, mærket af en kulde, der bider, midt i et mørke, der blinder, og så pludselig opstår et lys, en fred, en forsoning, som et mirakel midt i krigen og katastrofen. Som at stå midt i ordene fra Esajas’ Bog: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, og hver støvle, der tramper i larmen, hver kappe, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild”.
Disse gamle ord fra Esajas’ Bog rummer et spædt håb, som et lille foster, der ligger sig til rette under moderens hjerte og langsomt finder sin form, men først med fortællingen om Jesus-barnet i krybben, bliver håbet til virkelighed. Det fødes. Håbet træder ind i verden, Guds egen søn, og gør dermed hverdagen og dagliglivet med alt, hvad det rummer af glæde og sorg, lidelse og håb, til sit hjem.
Og når Gud træder ind i verden, så er det ikke på kejserens slot, men i dyrenes krybbe, ikke i pomp og pragt, men svøbt i fattige klæder, ikke som en helt med sværdet i hånden, men som et lille, skrøbeligt barn.
Fortællingen kommer med andre ord fra en anden verden, en verden, som hverken de kloge grækere eller de dannede romere kunne forestille sig, for hvordan kan det allerstørste – Guds fødsel, sammensmeltningen mellem tid og evighed – ske i det allermindste, en fødsel i en stald i Betlehem? Fortællingen går på tværs af vores fornuft, på tværs af vores forestillinger, for til det rent menneskelige, der hører krigen og slagmarken, pilespidsens enkle form og det komplicerede liv den tilintetgør, men i fortællingen julenat sænker der sig en fred, en himmelsk fred på jorden, som for os alle kan være et lys i mørket, et lys at varme sig ved.
På samme måde som soldaterne fra første verdenskrig, der stod der i det meningsløse ingenmandsland mellem skyttegravene, og som pludselig blev ramt af en fred fra oven, et glimt af forsoning, et stænk af håb, en mulighed for tilgivelse.
Som ordene fra englen julenat til hyrderne på marken: ”Frygt ikke, i dag er der født jer en frelser”, ord, der spejles påskemorgen til de bange kvinder ved den tomme grav: ”Frygt ikke, han er opstået”. Det er ordene om, at livet ikke blot er spændt ud i en lige linje mellem vores vugge og vores grav, men at der findes en anden linje i vores liv, en linje, der går fra himmel til jord. Som skærer sig ned i tiden. Som evighed, som kærlighed, som tilgivelse, som fuldendelse. Det er evighedens nedslag. Ord sagt fra et sted uden for verden, ord fra Gud, ind i vores verden: ”Frygt ikke, i dag er der født jer en frelser”.
Der findes en lydoptagelse fra første verdenskrig, som siger mere end tusind ord. Det er en optagelse fra krigens sidste minutter, og først så høres der maskingeværer, granater, der eksploderer, krudt og kugler flyver i luften, men så indstilles skydningen, krigen er forbi, og så stilhed. Absolut stilhed…
Og så – ud af stilheden – ganske svagt, så mere tydeligt, så kan man høre fuglene synge. Først en fugl, så to fugle, så et helt kor af fugle. Fuglesang, sekunder efter den skærende lyd fra den sidste granat. Fuglesang…