Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Markusevangeliet 10,13-16
Forleden dag besøgte jeg som så mange gange før vores smukke bibliotek i Kulturværftet, og der stod jeg så i elevatoren med min kaffe i den ene hånd og en bog om Kierkegaards syn på barnet og barndommen i den anden hånd, og så bed jeg mærke i en lille detalje, som jeg ikke helt har kunne slippe.
For her i elevatoren fra stueetagen, der kan man enten køre ned i kælderen (der har jeg faktisk aldrig været), eller til første sal, anden sal eller tredje sal. Og det er altid sådan med elevatorer, tænker jeg, eller med større bygningers indretning, arkitekturen for så vidt, at de siger en del om, hvordan vi mennesker tænker. Det er altid chefen på toppen, i hjørneværelset på øverste etage med udsigten, og så rengøringsrummet et sted i den mørke kælder. Det vigtige på toppen, det mindst vigtige i bunden.
Og her på Kultuværftet, der fordeler etagerne og deres funktion sig på følgende måde: Kælderen er det støvede arkiv, 1 sal er til børn og leg, 2. sal til fiktion, det skønlitterære, og 3. sal til fakta og tidsskrifter.
Og her stod jeg så, kiggede på knapperne i elevatoren, og blev i et sekund forvirret over, om jeg skulle til 1., 2. eller 3. sal – leg, fiktion eller fakta. Og så fik jeg den tanke, måske banal, måske søgt, at netop denne her kategorisering på mange måder svarer til, hvordan vi opfatter menneskets psykologiske udvikling.
Først barndommen, 1. etage, hvor legen, det sanselige, det bevægelige, nysgerrigheden, eventyret er det, hvorom alt drejer. Barnet er altid i et med sine omgivelser, der er ingen bagtanker, ingen fordomme, ingen dyb refleksion, der adskiller barnet fra omgivelserne, blot umiddelbarhed, en væren-til i verden, hvor alt omkring barnet pirrer barnets nysgerrighed og fantasi: noget, der kan dreje, en ting, der kan åbnes, en bold, der kan rulle, en stol, der skal bestiges, et mønster, der skal undersøges. Barnet levet nærmest i et eventyr, hvor alt er fortryllet, alt er magisk, mystisk og mærkeligt.
Så senere, når barnet har vokset sig lidt til, lært verden at kende, fået undersøgt alt det, der nu skal pilles ved, så begynder barnet at få et sprog for verden, og dermed også en kategorisering: Det er en bil, det er en færge, det er et fly. Nu skal alt ikke berøres, men sprogliggøres. 2. etage – fiktionen.
På 2. sal handler det om sprog. Litteratur. ord, ord og atter ord. Med sproget, børn såvel som voksne, kan vi undersøge verden, både den verden, der er omkring os, naturen, byen, menneskene i den, men også den verden, der er inden i os – melankolien, nostalgien, forelskelsen, alle de følelser som er drivkræften bag verdenshistoriens romaner.
Sproget, når det først udvikles hos barnet, sætter sig som en form for kile mellem barnet og verden, en kile, eller en bro, om man vil, der på én gang distancerer barnet en smule fra sine omgivelser, nu kan barnet så at sige forstå verden på afstand gennem sproget, og samtidig gør sproget også barnet fortrolig med, hvordan verden hænger sammen. Med sproget kommer nemlig en forståelse af verden, en form for tæmning eller beherskelse af de fænomener, som møder os.
Dog ikke sådan, at verden i litteraturen mister den mystik og fortryllelse, som den har fra barnets blik, for sproget kan også rumme fortryllelsen og det fantastiske – skønlitteraturen er nemlig en måde at formidle verdens fortryllelse på i sproglig form.
Tager man nu elevatoren til tredje sal, så træder vi ind i videnskabens verden. Det er her, den gode udsigt er, i kildehenvisningernes sfære. I videnskaben hersker refleksionen og rationaliteten, her er mennesket på afstand af verden, kalkulerende beregnende, målende. Her handler det om præcision, ikke poesi, om objektivitet ikke om subjektivitet, om fornuft ikke om følelser.
Jeg stod så der i elevatoren, i tvivl i et splitsekund om, hvilken knap jeg skulle trykke på, men jeg gik efter udsigten, trykkede 3.sal, fandt mig en stol, åbnede min bog og læste så følgende sætning fra Kierkegaards Kærlighedens Gjerninger:
Sæt et Barn hen i en Røverhule (men Barnet maa ikke blive der saa længe at det selv fordærves), lad det altsaa kun være der en ganske kort Tid, lad det saa komme hjem og fortælle Alt, hvad det har oplevet: og Du skal see, Barnet, der dog (thi det er ethvert Barn) er en god Iagttager og har en ypperlig Hukommelse, vil fortælle Alt paa det Omstændeligste, men dog saaledes, at i en vis Forstand det Vigtigste er udeladt, saaledes, at Den, som ikke veed, at Barnet har været blandt Røvere, mindst vil falde paa det i Anledning af Barnets Fortælling. Hvad er det da Barnet udelader, hvad er det Barnet ikke har opdaget? Det er det Onde. Dog er Barnets Fortælling, om hvad det har seet og hørt, aldeles nøiagtig. Hvad er det da Barnet mangler, hvad er det, som saa ofte gjør et Barns Fortælling til den dybsindigste Spot over de Ældre? Det er Forstand paa det Onde, og at Barnet mangler Forstand paa det Onde, at det end ikke lyster Barnet at ville forstaae sig paa det Onde.
Kierkegaards tanke er, at barnet ser verden i al sin umiddelbarhed og med uskyldighedens blik, thi barnet kender ikke til ondskab, synd og skyldighed. Det står i modsætning til os voksne fra 3. sal – vi ankommer til verden med vores fordomme, vores bagtanker, med vores fornuft, som tilsiger os, at verden er anderledes, end den viser sig.
Dér, hvor barnet ser verden, farverne, formerne, figurerne, dér ser vi voksne igennem verden, vi ser faren bag det blå hav, vi ser håbløsheden i tiggerens fremstrakte hænder, vi ser det onde i røvernes øjne.
Men måske, i grunden, ser barnet verden meget mere præcis end os voksne? Måske er det det, der er tanken bag Jesu ord fra Markusevangeliet om, at ”Den, der ikke modtager Guds rige, som et lille barn, kommer slet ikke ind i det”, nemlig dette, at verden er fortryllet, et mysterium, som vi dybest set ikke kan forklare, måle eller veje. Vi kan ikke blot se verden fra afstand, fra 3. sal, man skal turde tage springet ud i verden, ned til første sal, leve i den, mærke den, i en tro og tillid til, at verden er god og fuld af kærlighed.
Når barnet vandrer ud i verden, går på eventyr, så gør barnet det med en grundlæggende tillid til, at verden er god. Ja, barnet ser ikke ondskaben i røvernes øjne, som Kierkegaard skriver.
Og måske skal vi gøre det samme som barnet: gå ud i verden nysgerrige, fordomsfrie, tillidsfulde, undrende, og ligesom barnet, der altid står på fundamentet af sin mors og fars betingede kærlighed, så skal vi have en dyb tillid til, at Gud er en kærlig far for os i himlen, med tilgivelse, med kærlighed, med barmhjertighed.
Og der sad jeg så på tredje sal, min kaffe var drukket, bogen var læst, og så tog jeg elevatoren ned – ikke til første sal -, men ned til stueetagen, og gik ud i verden blandt alle de andre mennesker. Solen skinnede fra en blå himmel, folk gik ture hånd i hånd og fuglene sang så smukt i min have. Ja, verden er i sandhed fantastisk og fortryllende!