Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Lukasevangeliet 1,46-55
Sko. Noget så simpelt som sko. Kan der tænkes noget mere jordnært, mere hverdagsagtigt, mere almindeligt end sko? Sko indgår i den del af vores liv, som vi sjældent tænker over eller lægger mærke til – på linje med opvaskebørsten, gulvtæppet eller postkassen.
Ikke desto mindre, så var netop sko, endda udslidte og beskidte sko, et motiv, som Vincent van Gogh, vendte tilbage til adskillige gange. Han malede den ene udtrådte sko efter den anden.
Almindeligvis er tanken, at stor kunst skal tage sig af de store følelser og idéer, kærligheden, hadet, heltemodet, lidenskaben, og så kan huspoeterne og bodegadigterne tage sig af det lave og ligegyldige – alt det, som hører støvet og det hårde arbejde til.
Men sådan tænkte van Gogh åbenbart ikke. Men hvad var det, han så og fandt interessant i et par udtrådte bondesko? Hvorfor ikke male Kristus på korset eller Moses på Bjerget? Hvorfor ikke male jordskælvet i Lissabon eller Napoleon triumferende på hest?
Det, som åbner sig i et par slidte sko, som van Gogh kastede sin pensel over, er det helt almindelige liv. Det jordnære, det forbundne, det simple. Livet i ét med naturen og årstidernes skiften, det falmende efterår, det spirende forår, marken, der skal sås, marken, der skal høstes; livet i sin rene og simple form, hvor kun det nære har betydning: Familien, brødet, helbredet.
Den tyske filosof, Martin Heidegger, skriver et sted om van Goghs sko-malerier: ”Et par bondesko og intet mere. Og dog: Ud af den dunkle åbning i skoenes udtrådte indre stirrer arbejdsskridtenes møjsommelighed. I skoenes grove og robuste tyngde er ophobet udholdenheden fra den langsomme gang gennem de vidtstrakte og altid samme furer på ageren, hvor vinden blidt blæser. Under sålerne glider markvejens ensomhed forbi, mens aftenen falder på. Fra skoene genlyder jordens tavse tilråb, dens stilfærdige skænken af modnende korn og dens uforklarlige vægring mod at yde noget på vintermarkens øde brak. Gennem disse sko drager den klageløse ængstelse for brødets sikkerhed, den ordløse glæde over, at nøden atter er overstået, en bæven ved den forestående fødsel og en skælven for dødens allestedsnærværende trussel. Disse sko tilhører jorden, og det er bevaret i bondekonens verden.”
Vincent van Gogh lagde altså lærred, farve og pensel til det lave i tilværelsen, det beskidte, det udtrådte, det hårdtarbejdende. Bondekonens verden, hvor man får sved på panden, jord under neglene, og måske blot en lille bid brød i maven. Ikke det ophøjede, det forfinede, det elitære. Bankdirektørens verden, hvor langbordet er dækket, idéerne svæver og pengene strømmer.
Van Gogh gjorde med sin kunst det lave til det høje, og nu hænger van Goghs sko – bondekonens fedtede og mudrede sko – på de fineste kunstmuseer rundt om i verden, hvor så bankdirektøren og resten af eliten kan se, at det i grunden er det simple, ikke det komplicerede, det jordnære, ikke det ideale, det forbundne, ikke det flyvske, det fedtede og mudrede, ikke det sirlige og rene, der egentlig har den dybeste værdi i tilværelsen.
Man kan – fra afstand – få den tanke, at bondekonens sko repræsenterer det modsatte af religion, for er religion ikke typisk forbundet med det spirituelle og det himmelske, det oplyste og det ophøjede? Men det er, i kristendommen, kun den ene side af mønten, for her i kirken samler vi os om Kristus, på én gang det himmelske og det jordiske, på én gang det guddommelige og det menneskelige, på én gang Guds søn og samtidig født – i svie og smerte – af Jomfru Maria, kristendommens moderlige krop.
Netop i dag, Maria Bebudelse som vi hører det fra Lukasevangeliet, finder vi dette motiv: Det lave der bliver til det høje. For Maria, en fattig kvinde i folket, datidens bondekone kan man vel sige, skal føde Guds søn. Og det er en virkelig fødsel, sådan én, som vi alle har været igennem, hvor det i grunden er en kamp mellem liv og død, mellem tragedie og triumf.
Som Maria selv lovsynger: ”Herren har set til sin ringe tjenerinde, styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe – sultende har han mættet med gode gaver, og de rige har han sendt tomhændet bort.”
Marias Lovsang lyder som en forvarsel på den omvæltning, økonomisk, socialt, religiøst, som kristendommen bragte med sig, nemlig dette, at det lave skal blive det høje, de svage skal blive de stærke, de fattige skal blive de rige, som bondekonens sko, der nu hænger i de hellige haller på Louvre i Paris.
Antikkens magthierarki med eliten på toppen og folket i bunden styrter – med Kristus, den fornedrede konge - i grus, der dannes et nyt centrum og en ny periferi i samfundet, så også de svage – synderne og krøblingerne, dem med bylder, bumser og betændelse – får en stemme.
Historien om Maria, den fattige jomfru fra samfundets bund, den var helt utænkelig i antikken. Romerne, der skrev store latinske digte, eller grækerne, der skrev filosofiske afhandlinger, de kunne aldrig finde på at skrive historier, som handlede om de mennesker, der hører til i støvet. En forargelse for jøder, en dårskab for grækere, som Paulus skriver.
Men kristendommen ændrer fundamentalt perspektivet, og vender det hele på hovedet: De største skal blive de mindste, og de første skal blive de sidste.
Selv vores frelser, Kristus, hører støvet til. Han blev født af en kvinde fra folket i en beskidt krybbe i usle laser, han voksede op i fattige klæder, uden pomp og pragt, og red ind i Jerusalem palmesøndag, ikke som en konge, men sagtmodigt på et usselt æsel, og da han – efter romerne havde arresteret ham – hængte på korset langfredag, så hang i al menneskelig smerte og lidelse og udåndede med ordene ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Det et netop den mørke baggrund, som påskemorgen skinner fra – for Jesus blev korsfæstet, døde på korset, men det er kun for at han – påskemorgen – kan opstå fra den mørke grav. Kristendommen rummer på denne måde det kraftigste lys, fordi det netop skinner på baggrund af det stærkeste mørke.
Dét er en fortælling, som rejser sig fra støvet, det støv, som bondekonen dag efter dag måtte vandre ud i for at overleve, det er en fortælling, der har blik for den udsatte, den syge, den svage, fra livets smerte, – og for så vidt – så var det kristendommen, der gav stemme til dem, der var slaver, en stemme til dem, der måtte tigge på gadehjørnerne, en stemme til kvinderne, der var underlagt manden, en stemme til de syge, som var blevet udstødt fra samfundet, for, som Paulus siger, i kristendommen, ”der kommer det ikke an på om man er jøde eller græker, på om man er træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for vi hører alle Kristus til”