Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet. Matthæusevangeliet 9,18-26
Det er nærmest et maleri, vi ser for vores indre blik, når vi hører ordene fra Ezekiels Bog i dag. En stor dal, omringet af grå klipper, og i bunden ligger bunker af knogler. Hulter til bulter, indtørrede og forrådnede som gamle kødben, der tilfældigt og skødesløst er kastet ned i hullet som et andet spil Mikado.
Her på kanten af dalen, på toppen af klippesiden, står Ezekiel. Sikke et syn, som både rammer ham og os. Vi ved ikke, hvad der er gået forud, er det resterne af en krig, en brutal nedslagtning, eller resterne af en naturkatastrofe, et jordskælv, et vulkanudbrud, et tsunami, eller er det dønningerne af vinterens hungersnød, en fejlslagen høst, der sidst på året har krævet sine ofre?
Vi ved det ikke, men billedet er stærkt, rædselsvækkende som et ekspressionistisk maleri, eller som et mareridt, der dukker frem fra dybet af mennesket. Og dog er billedet af dalen fyldt af knogler ikke grebet ud af den blå luft, ud af en drøm eller underbevidsthedens finurligheder, for verden og historien vrimler af sådanne grave fuld mennesker, som uden den mindste barmhjertighed er blevet hældt ned i et sort hul.
Vi skal ikke langt tilbage i historien, ja måske slet ikke engang tilbage i tiden, før end massegravene dukker op som tragiske monumenter over den menneskelige færden i verden. Fra sovjettidens Stalin, der systematisk udryddede al modstand i sit hjemland med ordene ”det er en tragedie, når et enkelt menneske dør, men når millioner dør, så er det blot statistik”, over vel nok det sorteste hul i historien, Holocaust og gaskamrene, til nyere tids historie som torturlejrene i Srebrenica , de skarpe mancheter i Rwanda og de nedbrændte landsbyer i Dafur.
Der på kanten af graven står Ezekiel. Lamslået af det tragiske syn, sådan som også vi står rystede tilbage, når vi ser eller hører om de forfærdeligheder, der sker rundt om i verden. Nok er Ezekiel fortvivlet, men han er ikke uden håb, for her på kanten af livet, så at sige, spørger han Gud: Kan disse ben, disse indtørrede knogler, blive levende? Disse menneskeliv, som nok engang var, børn, der legede, kvinder der ammede, mænd, der dyrkede jorden, kan de vækkes til live igen? Kan det som var, det som nu er væk, blive til igen?
Og så rammes vi af endnu et stærkt billede: For Gud svarer, jeg fæster sener på jeres knogler, jeg dækker jeg igen med kød og trækker hud ned over hver af jer – og så blæser jeg livsånde i jer.
Så høres der en raslen fra dalens bund, knogler mod knogler, en skærende lyd, men så, langsomt blev knoglerne samlet til skeletter, og derpå fik de kød og hud, og nu var dalen fuld af ”levende døde”, kroppe, der bevæger sig, men uden liv i sig. For de manglede det sidste: Livsånden.
Derpå lod Gud blæse ånden ind i disse døde kroppe, så de rejste sig fra graven som en hær af mennesker, børn, kvinder og mænd i alle aldre, stod op fra graven, og vandrede tilbage til livet.
Og med ét stod blev det tragiske monument, som graven symboliserer, ændret til en triumfbue, en sejrsport over, at livet ikke blot ender i et meningsløst hul.
Grundtvig skriver i fortalen til Nordens Mytologi fra 1832, at mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Eksperiment, fordi, menneskets liv ikke er forudsigeligt ligesom det ikke kan siges, hvordan et eksperiment falder ud; mennesket forfølger ikke blot en skæbne, som allerede er rullet ud fra begyndelsen; det er frit, det kan tage enten den ene eller den anden vej i livet, som når vi står over for en mark dækket af nyfalden sne, hvor vi nok står et bestemt sted, vi har et udgangspunkt, men vi er frie til at vandre ud over den uberørte mark og sætte vores egne fodspor i sneen.
Når vi vandrer ud i den nyfaldne sne, ud i vores liv, så gør vi det som mennesker, der er gjort af støv og ånd. Det betyder, at vi er gjort af et forgængeligt materiale, en krop af knogler, kød og hud, ligesom dyrene, men til forskel fra ræven i skoven eller fuglen under himlen, så er vi også formet af ånd. Ånd, forstået sådan, at nok har vi vores fødder plantet på jorden, men vores hoved og tanker kan skimte mod himlen. Og heri ligger det guddommelige, som Grundtvig taler om, for mennesket er formet i Guds billede, gjort af støvets materiale, men vakt til live som mennesker, idet Gud blæser sin livsånd i os. Vi har en samvittighed, en bevidsthed og et ”jeg”, ja sågar en selv-bevidsthed, vi kan se os selv i spejlet og stille os det på en gang simple, men dog dybe og betydningsfulde spørgsmål, som kun er forundt mennesket, og som rækker langt ud over det rent instinktive og dyriske: ”hvem er jeg, lever jeg, som jeg vil, er jeg den, jeg gerne vil være”.
Ræven er den, den er, fuglen er den, den er, men mennesket er frit. Når vi i dag står over for en opvækkelse, en opstandelse, af de døde, både med dalen fuld af knogler og med Jesus og synagogeforstanderens døde datter, så står vi også – som mennesker – over for et frit valg. Tror vi det eller tror vi det ikke?
Ikke sådan, om vi tror, at det virkelig er sket i historisk forstand, at graven blev levende, at pigen rejste sig fra sit dødsleje, men sådan, om vi tror på, at der også i vores liv er en kræft, en guddommelig hånd, der griber os, når vi falder fra klippevæggens kant ned i gravens mørke.
Kristendommens kerne er, at der med historien om Kristus – fra krybbe over kors til opstandelsen – er givet et guddommeligt tilsagn om, at vi er båret ind i livet af Gud, formet af jordens støv af Guds hænder, sat til live som menneske af ånd, Guds livsånde, og når vores krop en dag går i opløsning som kroppe jo gør, så ender vi ikke i tomheden, i ormenes rige, men hos Gud, i Paradis.