Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« Matthæusevangeliet 11,16-24
Jeg kan huske – midt i en dansktime dengang jeg gik i 8-9. klasse – at vores lærer, Hans Henrik, tog en tyk bog frem, han holdt den op for an os, og sagde så: Forestil jer, at denne bog rummer hele universets historie, fra det første BANG til der, hvor vi er i dag. Hver side repræsenterer – lad os sige – 10 millioner år, hver sætning i bogen svarer 500.000 år, hvert ord er 50.000 år og hvert bogstav er 1.000 år.
Og se så her: Her begynder det hele, side ét, for godt 14 milliarder år siden, al energi og materie samlet i ét punkt, et punkt, der var så fortættet, at det til sidst – eller rettere: til at begynde med – bristede i en gigantisk energieksplosion, der med sig skabte tid, rum og masse, som vi kender det i dag. Skabelsen af universet, som en ballon, der udvider sig – og stadig udvider sig - i alle retninger.
Efter nogle hundrede millioner år begynder stjernerne at danne sig, komplekse atomkerne, der sender alle partiklerne i kredsløb; vores eget solsystem – deriblandt Jorden - blev formet for godt 4,6 milliarder år siden, altså godt 9 milliarder år efter BIG BANG.
Jorden – denne her lille og ubetydelige plet i vores solsystem - var først et livløst og goldt sted med ingen ilt i atmosfæren, men så for 3,8 milliarder år siden udviklede de første en-cellede organismer sig, livet i sin simpleste form, og langsomt – meget langsomt – blev livet mere og mere mangfoldigt - cyanobakterier, stromatolitter, fotosyntese.
Årene – ufattelig mange år – gik, og først for 800 millioner år siden udvikler dyr og planter sig. Muslinger, kæbeløse fisk, koralrev, senere insekter, hajer, frøplanter, – og for godt 240 millioner år siden herskede dinosaurerne, T-rex, bracciosaurus, triceratop, men altid har sin tid, og også disse kæmpedyr går i sig selv igen og uddør.
For godt og vel 120.000 år siden dukker mennesket først op. Vi er altså helt henne på sidst side, ja vel i den sidste sætning, hvis ikke blandt de allersidste bogstaver – og det er, i hvert fald for mig – ubegribeligt, ufatteligt, dels hvor stort universet er, dels hvor små vi mennesker er i historien.
Det kan være svært at forestille sig, at livet – dette liv vi selv er, og det der omringer os, birketræer, ørreder, hjorte, solsorte, edderkopper, fluesvampe, løver, spækhuggere, at al det liv, mangfoldig i dets vælde, har udviklet sig fra bare én organisme, en amøbe, for godt 4 milliarder år siden!
Men får vi først greb om, hvor lang tid vi taler om, så forstår vi måske bedre, at livet nærmest har haft uendelig af tid til rådighed. Fra amøbe til atombomber. Tænk på, at for 20.000 år siden boede mennesket i grotter og havde ikke engang opfundet hjulet! Men i evolutionsteorien er 20.000 år ingenting. En spytklart i havet, simpelthen.
Men hvad stiller vi op med denne – basale – konstatering? At universet begyndte – fra ingenting til alting – og er så stort, så det vel er uendeligt, og samtidig – her på vores lille jord – at er livet så kompleks og mangfoldigt? Karl Ove Knausgård skriver et sted, at han kan gå med til én tilfældighed, at universet opstår i et stort BANG, men to tilfældigheder, at livet så samtidig har udviklet sig så smukt? Solopgangen over Øresund, kunsten på væggene på Louisiana, mennesker der holder i hånd på deres gåture rundt om Kronborg?
Én tilfældighed, lad gå, to så afgørende tilfældigheder, der må være noget mere, noget andet, bag. Jeg ved ikke, om Knausgård har ret, det må være en smagssag, men det kan i hvert fald konstateres, at vores verden, livet, tilværelsen, ligger en ”religiøs tydning nær”. En barn blev os givet, siger vi, når vi tager imod vores børn ved fødslen, blev os givet, eller: ”Hvad har jeg dog gjort, siden at livet er mig så uretfærdigt”? Vi taler i passiver, som om, der er noget uden for verden, noget aktivt, der har betydning for vores verden, for mit liv. Deri, vil jeg mene, gemmer sig en religiøs tydning af vores tilværelse.
Eller sagt på en anden måde: Forleden gik jeg en tur i min have. Jeg skulle se til mine sommerfuglebuske, som jeg plantede sidste efterår. De er mørkelillae, og det ene blomsterskud er pragtfuldere end det andet. Og om dagen stimler sommerfugle i alverdens farver til for at samle nektar fra blomsterne.
I princippet, hvis man kigger med det ene øje, handler det om overlevelse: En plante vil gerne formere sig, en sommerfugl vil gerne æde. Evolution. Men kigger man med det andet øje: farverne, bevægelserne, duften, så handler det ikke bare om overlevelse, så er det faktisk smukt, en fryd for øjet.
Tænk, hvis jeg fangede sommerfuglene og kvaste dem mellem mine fingre, eller rev busken op og lod den svede og visne midt på græsplænen. Det ville være forkert.
Og hvorfor, om jeg må spørge? Fordi, det, der udspiller sig for vores øjne, det er godt. Det har betydning og giver mening. Måske er det en tilfældighed, hvem ved, men jeg erfarer det som godt, noget, der skal bevares og passes på. Noget dyrebart.
Når vi i dag hører fra Matthæusevangeliet, at folk ikke dansede med, når fløjten spillede, så kan vi i dag fortolke det sådan, at vi mennesker sommetider overser eller ser igennem det vidunderlige, der er lige for øjnene af os. En gudløs verden, hvor alting er et udslag af tilfældigheder, og hvor ingen dybere mening har rod, kun den mening, der nu for mig – her og nu – er rigtig.
Kristendommen vil det anderledes, ikke at der ikke er plads til BIG BANG og evolution, det er der, bestemt, men sådan, at der bag disse fænomener – universets opståen - og drivkræfterne – livets udvikling - er noget større, der står bag det og har sat en mening og retning med det. Ikke det naturvidenskabelige spørgsmål om hvordan, men det endnu dybere spørgsmål, som ligger før det, nemlig hvorfor. Hvorfor er det noget og ikke intet? Fordi Gud vil det. Hvorfor opstod livet? Fordi Gud vil – af kærlighed - livet – i dets mangfoldige former og farver -, og det vi skal, som mennesker i denne fantastiske og fortryllende verden, er, at høre den smukke fløjten, der i vores liv lyder for vores ører.