Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« Lukasevangeliet 10,23-37
Hvad kan jeg gøre for at være et godt menneske? Eller: Hvad skal jeg gøre for at være et godt menneske? Dette er spørgsmålet, som dagens tekst i dag stiller. Og hvad er så svaret – hvordan bliver jeg et retfærdigt menneske, så jeg kan arve evigt liv, som den lovkyndige spørger i fortællingen? Her kunne det være fristende at komme med en simpel opskrift, en enkel læresætning, der kort og præcist kunne fortælle os, hvor vejen til det gode og evige liv er. Ja, findes der egentlig en grundregel, som til alle tider – igennem hele livet – udtrykker den rigtige måde at leve på?
Dengang da jeg gik i folkeskole, jeg vil tro det var i 5. eller 6. klasse, kan jeg huske, at min gamle klasselærer, Tina, fortalte os i klassens time engang, at man altid skulle behandle andre, som man selv ønskede at blive behandlet. Du skal leve på en sådan måde, så du kan ville, at den måde du lever på, skal andre også leve på. Det var en god huskeregel at have med sig, når man sommetider stod ude i skolegården og skulle til at opføre sig på en måde, som man dybest set godt vidste var forkert. Så kunne man altid spørge sig selv: Opfører jeg mig nu på en måde, som jeg gerne vil have, at andre også skal opføre sig på?
Denne enkle og ganske simple leveregel har faktisk fulgt mig siden folkeskolen, og engang imellem, når jeg er kommet i tvivl om, om jeg nu gør det rigtige, så har jeg taget den op ad lommen og spejlet mig i den. Det kan være en god ting, det er altid godt at reflektere over, hvordan man opfører sig og hvordan man behandler andre mennesker, men spørgsmålet, som dagens tekst jo stiller, er, hvem er egentlig min næste? Herom er denne huskeregel tavs, og selvom det er både lokkende og fristende at forsøge at koge livet ned til en enkelt, lille, fastlåst sætning, som gælder for alle mennesker til alle tider, så tror jeg ikke, at livet kan indfanges på denne måde. Livet er nemlig, som det er blevet levet gennem tusinder af år, en dynamisk størrelse, hvor dét, der kan være rigtigt på ét tidspunkt i historien, er forkert på et andet.
Netop denne dynamik afspejles i dagens tekst, fordi teksten faktisk ikke giver et entydigt svar på, hvem der er vores næste. Eller rettere: Fra hvilket perspektiv spørges der, når svaret på, hvem der er vores næste, skal findes – er det fra den stærke mand, der i al bekvemmelighed gerne vil vide, hvem der er hans næste? Eller er det den nødlidte, der ligger forblødt i vejkanten, der spørger, hvem er min næste?
Der findes to berømte malerier, der har lignelsen om den barmhjertige samaritaner som motiv. Det ene er malet af den franske romantiske maler Eugène Delacroix, det andet, og noget mere kendte, er malet af den hollandske impressionist Vincent van Gogh. Malerierne er næsten identiske, i midten af billedet er der tre ting, som rammer ens blik med det samme: Et æsel, en forslået ung mand, der ligger hen over æslets ryg, kun iført et spinkelt, brunt klæde; ved siden af æslet står en muskuløs mand, måske en håndværker eller en landarbejder, han er iført farverige klæder og på hovedet har han en lille, fin hat. Han læner sig ind over æslet og den forslåede unge mand, enten er han i færd med at hjælpe den nødlidende op på æslet eller også er han i gang med at bære ham ned. Det er ikke umiddelbart til at se.
Sådan er motivet altså – i grove træk – på begge malerier, men det, som er interessant, er, at motivet så at sige fremstår spejlvendt på de to malerier. Hos Delacroix, ham, der malede motivet først, er samaritaneren, den stærke mand, i centrum; han vender sin muskuløse brystkasse og solbrændte ansigt ud mod beskueren. Han er klædt i en prangende rødfarvet dragt. Det er ham, øjet først møder og som vi fæstner vores blik ved. Det er ham, vi skal lægge mærke til.
På van Goghs billede, derimod, der møder vores blik, hvis vi lader det glide hen over billedfladen, først den nødlidende unge mands øjne. Hans hovedet vender op mod himlen og smerten i ansigtet stråler ud af ham og møder os direkte. Her er det ikke den stærke samaritaner, der er i fokus, men den forslåede mand, der faldt i røvernes hænder.
Denne perspektivforskydning, som vi kan få fornemmelsen af ved at betragte de to malerier, kan vi også finde i selve bibelteksten. Først indledes lignelsen nemlig med, at den lovkyndige udspørger Jesus, hvem er min næste. Underforstået: Hvem skal jeg gøre gode gerninger mod, når alt kommer til alt? Det er altså den stærke mand, der sidder trygt og godt på toppen af den sociale rangstige, der spørger. Men Jesus vender dette spørgsmål på hoved, for han spørger til sidst, hvem var den næste for ham, der lå halvdød i vejkanten? Perspektivet, hvorfra der spørges, er altså spejlvendt: Nu er det ikke den stærke, der skal finde sin næste, men den svage, der er i nød, som skal finde sin næste. Jeg tror, at netop denne forskydning i synsvinkel rummer en dyb pointe om os mennesker.
Vi er nemlig alle, som menneske, både den stærke og svage, sommetider er vi et sted i livet, hvor vi er i stand til at hjælpe andre, sommetider er vi ramt af sorg og smerte, hvor al håb synes ude, og dér er det kun med andres hjælp, at vi kan komme op fra vores nød. Vi bærer alle begge roller med os gennem livet. Vi er på en og samme tid både den svage og den stærke. Derfor er vi også tæt forbundne som menneske, vi er udleveret til hinanden; den måde du lever på har – eller kan have – indvirkninger på mit liv. Hvert menneske har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vores egne hænder.
Hermed er der givet et kolossalt ansvar til det enkelte menneske, et ansvar, hvor vi skal være opmærksomme på hinanden, opmærksomme på vores næste. Vi er nemlig altid sat i et forhold over for andre menneske, et forhold, der er båret af tillid, vi vil hinanden det godt, vi tror på det bedste i hinanden, men det er vigtigt at holde sig for øje, at denne tillid eller barmhjertighed mellem mennesker, ikke bunder i menneskets egen interesse, som det er tilfældet med den lovkyndige, der gerne vil arve evigt liv. Vi er ikke selv centrum af universet, selvom alting er ’uden om’ os, nej, det er Den Anden, vores næste, vores medmenneske, der er centrum for vores liv. Vi handler barmhjertigt for vores næstes skyld, fordi vi ikke kan lade være, fordi det ligger spontant til os, som en del af det, at-være-menneske. Kigger vi et andet menneske i øjnene, så vækkes vores barmhjertighed – helt naturligt. Ansigtet på vores næste indbyder os til at være gode menneske, vi kan simpelthen se det i øjnene. Som den franske filosof Levinas siger, så er ansigtet på én gang en bøn og en befaling. Som vi kan se det i øjnene på den nødlidte mand, der faldt i røvernes hænder, – ”Jeg beder dig, gør mig ikke fortræd og jeg befaler dig: du må ikke gøre mig fortræd! Når tyske soldater under Anden Verdenskrig massakrerede andre mennesker, så trodsede de denne ansigtets følsomme bøn, og når de senere blev hjemsøgt af mareridt over deres ugerning, så var det, fordi de aldrig kunne undslippe sig befalingen fra deres ofres øjne.
Det er altså Den Anden, vores næste, der byder os at være barmhjertige, det er ikke for vores egen vindings skyld, for vores egen frelse eller det evige liv, som den lovkyndige siger. Som vi også har hørt i dag hos Paulus, så siger han: ”Vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus.” Denne tro er ikke handlingslammet, den er ikke indadvendt, som noget, der kun handler om mig, nej, det er en tro, der retter sig ud i verden, ud mod vores næste, som Paulus andetsteds siger: ”Vi har en tro, der er virksom i kærlighed.”