Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«
Markusevangeliet 7,31-37
Sidste søndag var menighedsrådet og ansatte ved Sct. Mariæ Kirke på udflugt. Vi besøgte Davids Samling i København – dette smukke og stemningsfulde museum med udsigt ud over Kongens Have.
Davids Samling har en af verdens største samlinger af islamisk kunst – fra tidlige koranudgaver over gamle mønter fra den arabiske verden til nyere malerier af profeten Muhammed. Den ene genstand prægtigere end den anden, men det, som fangede min opmærksomhed, var de mange udgaver af koraner, de havde.
Små kunstværker, nærmest, den fineste og sirligste kalligrafi, de arabiske bogstaver, der smyger sig afsted, som små figurer – ornamenteret og dekoreret, men dog altid uden billeder – for Skriften skal stå alene – uforstyrret som Guds egne, åbenbarede ord. Et billede er en distraktion, en vildledning, en afgud, der fjerner opmærksomheden væk fra det væsentligste: Bogstavet, Loven, Allahs vilje.
Det står i skarp kontrast til den kristne tradition, som vi jo er formet af og lever i. I vores kultur myldrer det med billeder fra Bibelen, dels fordi, Bibelen – i modsætning til Koranen - rummer historier og fortællinger, der er farverige, fantastiske, fantasifulde – historier, som simpelthen kalder på at blive malet og fortolket – kig blot op og rundt i kirken; og dels fordi, at kristendommen ikke sætter Skriften, Bibelen som bog, højest, det er ikke det væsentligste, men derimod budskabet, indholdet, og så er bogen for så vidt ikke mere værd end det stykke papir, det er skrevet på. (Af samme grund – parentes bemærket - kan vi nok stå undrende tilbage, når muslimer rundt om i verden går ud af deres gode skind, når nogle tosser skænder og brænder deres hellige skrift, Koranen, af.) For os rummer Bibelen – selve bogen – slet ikke samme hellighed, som Koranen gør for muslimerne.
Men denne forskel – forskellen mellem Koranen og Bibelen – det er ikke blot et spørgsmål om form, det er også og måske endda i væsentlig grad et spørgsmål om teologi, om vores forståelse af Gud; for når Koranen er hellig som bog, så er det fordi, at den betragtes af muslimer som Guds åbenbarede ord; en slags diktat, som profeten Muhammed skrev ned til punkt og prikke. Intet er lagt til, intet er trukket fra, og som sådan er Koranen opskriften på – altså set med en muslims øjne -, hvordan mennesket skal leve livet i lyset af Allahs vilje.
Allah bliver da en Gud, der er hævet over livet, et himmelsk væsen fjern fra jorden, som fra sit høje sted åbenbarer sin vilje til mennesket; mennesket skal da overtage ordene som var det en opskrift, der skal følges ned til mindste brøkdel.
Helt anderledes står det til i kristendommen. Her er Gud ikke hævet i det himmelske, men derimod trådt ind i det jordiske, her er Gud ikke ophøjet over livet, men derimod født i krybben og naglet til korset, her er Gud ikke en diktator, du skal adlyde til punkt og prikke, men derimod en ydmyg tjener, der sagtmodigt og med bøjet hoved sætter folk fri i troen.
Når vi i dag hører om Jesus, der drager rundt i hedningeområder rundt om Galilæa Sø, så er det i grunden historien om Gud, der kommer ud i de fjerneste egne, til periferien af samfundet, hvor han – helt bogstaveligt – stikker fingre i ørene og i munden på en døvstum mand. Scenen er, kan vi vist roligt sige, med snot, savl og ørevoks langt fra den himmelske trone, hvor Allah residerer og dikterer. Vi er ikke i det guddommelige centrum, men i periferien af det menneskelige, dér, hvor livet gør ondt, der, hvor livet er ødelagt, der, hvor livet synes fortabt, helt derude, hvor de svage hører til – dem som (helt bogstaveligt i dagens fortælling) ingen stemme har og som ingen spor vil sætte, dømt til at ende deres skæbne på ”de ukendtes” store gravplads.
Men her træder Gud ind – ind i det jævne, det jordbundne, det fedtede og beskidte, det plettede og byldede, det bloddryppende og det bakteriefyldte, det svedige og svulstige, det kødfulde og krampagtige, det lave og lidelsesfulde, det forvrængede og det fortrængte. Det er ikke formskrift og kunstnerisk kalligrafi – poetiske arabiske bogstaver – det er derimod en guddommelig historie – i sin radikale og for os fremmede form – om Gud, der kommer til mennesket. Det betyder, og det er vel kristendommens kerne, at vi mennesker intet kan gøre for at gå Gud i møde, vi bevægelsen er kun i én retning: Fra Gud mod os!
Som vi hører i dag fra Paulus, så er det ikke os, mennesket, som har udtænkt Gud, men derimod Gud, der har udtænkt os, og ethvert forsøg vi gør på at ’fange’ Gud, fastholde og fastfryse Gud i vores egne begreber, ender altid i en projektion, menneskets eget billede af, hvem vi ønsker, Gud er.
De store religionskritikere fra 1800-tallet, Feuerbach, Nietzsche, Marx og Freud pegede alle på – på hver deres måde – at megen religion var et resultat af menneskets egne forestillinger, ønsker og behov. Det var ikke mennesket skabt i Guds billede, men derimod Gud, der blev skabt i menneskets billede.
Og gør vi os selv, vores idéer og idealer, til guddommelige, så bygger vi et blændværk skabt af vores egne hænder, en guldkalv af det pureste guld, som nok skinner så flot, men det er i grunden kun vores eget spejlbillede, vi kan skimte deri. Og sætter mennesket sig selv på den øverste, guddommelige piedestal, så falder det hele sammen, ydmyghed slår over i hovmod, næstekærligheden snor sig og bliver til selv-kærlighed, og sandheden bliver ikke en man søger, men en man besidder.
Derfor findes der også kun én bevægelse i kristendommen: Fra Gud til menneske. Og når vi spørger: Hvor er Gud? Så kan vi kun pege på Kristus. Dér er han, dér i krybben julenat, dér på korset langfredag. Gud er ikke et fjernt princip eller en lovbog med døde bogstaver, vi kan slå op i – Gud er derimod altid helt konkret, lige dér i kød og blod: Kristus.
Forstår vi vores liv i lyset af dette, at Gud kommer til os og er med os, uagtet vores bedrifter eller fortjenester, så åbner det – i overført forstand – vores øre, øjne og mund, som den døvstumme mand, Jesus stod over for. Vi ser verden anderledes: Vores næste, der krydser vores vej, uagtet hvor sølle dette liv kan tage sig ud, er også indhyllet i Guds nåde, fjenden, hvem dette så end måtte være, er også Guds barn – med et umisteligt og guddommeligt glimt i øjet, som det ikke står i menneskets magt at være herre over.
Selv dér, hvor vi mister vores stemme, hvor vores eksistens er truet, hvor ingen ser os, hører os, kærer sig for os, når vi befinder os i periferien af livet, forladt af samfundet, så er der kun én stemme tilbage der lyder, og det er Guds.
Kristus er Guds Ord til os, på én gang Guds stemme og Guds vilje, uadskilleligt, ikke som når vi taler, hvor stemmen skal bringe tanken frem, for Kristus kommer ikke med et budskab, men som en begivenhed. Kristus er så at sige budskabet. Ikke noget, der skal overtages og læres udenad, som Koranerne på Davids Samling vidner om, men som noget der sker, for dig og for mig, dine synder er dig forladt, du er, hvem du end er, omsluttet af Guds kærlighed.