Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Johannesevangeliet 10,22-30
Tilbage i midten af 800-tallet fik vikingerne i Danmark besøg. Det var munken, Ansgar, som trådte ind på dette ukendte land med Bibelen i den ene hånd og en ordre fra paven i den anden om at omvende de vilde krigere til et liv i kristendom.
Dét, der måtte have mødt vikingerne, da de stod over for missionæren fra syd, må have gjort, at de stod måbende tilbage: Tilbeder I Jesus Kristus, en uanseelig mand fra Nazareth, som hænger forpint og forladt på korset?
For en viking, der havde ære, mod, styrke, sejr, som sine dyder i livet, må have tænkt at kristendommen – med dets ydmyghed, tilgivelse og næstekærlighed - var et kæmpe skridt tilbage.
Ikke desto mindre lod vikingerne sig overtale, nok først af pragmatiske og politiske grunde, men langsomt – ad åre – sivede kristendommen ned i den danske muld og slog rødder. Den lidende Kristus på korset, som Ansgar måske bar som kæde rundt om halsen, blev dog tilpasses vikingernes mere krigeriske idealer – sådan som vi møder Kristus på Jellingestenen, her er det ikke Kristus med bøjet nakke, men med fremskudt bryst, ikke den ydmyge, men kæmpende. Den lidende Kristus fra syden blev til den sejrende Kristus i Norden.
Det har nok været vanskeligt for vikingerne at slutte fra Jesu gerninger, som Ansgar må have fortalt dem om, til hans identitet, hvem han er, Guds søn. For bude Guds søn ikke være stærk og sejrende, burde han ikke være en konge, i pomp og pragt, og ikke en fattig tømrer i usle klæder? Burde Guds søn ikke stå med et sværd i hånden på bakkens top og erklære sejr, i stedet for at hænge med bøjet nakke på korset?
Spørgsmålet om forholdet mellem Jesu gerninger, hvad han gjorde, til Jesu identitet, hvem han er, skabte også problemer i Jesu egen samtid og tiden efter hans død. For hvorfor tog jøderne ikke imod ham? Hvorfor tilbad de ham ikke som deres messias?
Særligt i Johannesevangeliet ser vi denne konflikt afspejlet. Der er konstant en spænding mellem Jesus, der optræder som Guds søn, og så de jødiske omgivelser, der ikke tror ham, ikke vil se koblingen mellem Jesus og Gud. Derfor ender Jesus og jøderne ofte i en konfrontation: ”Hvem er du?”, spørger jøderne, og Jesus svarer, ”Jeg og Faderen er ét”, de gerninger, jeg gør, gør jeg i Guds navn.
Nok havde jøderne et spirende håb, rodfæstet i deres gamle skrifter, om, at Gud – i form af Messias – skulle vise sig og gøre en ende på denne verdens lidelser, men håbet havde ingen konkret form, det var sløret, utydeligt, diffust, og da de så stod over for dette håb, der nu havde fået krop, var materialiseret sig i Jesus fra Nazareth, så stod jøderne – og 800 år efter vikingerne – måbende tilbage. Er det ham? Tror vi det? Er det sandt? Er det nu? Kender vi ikke alle, også i vores eget liv, disse skeptiske og tvivlende spørgsmål?
For jøderne på Jesu tid og for vikingerne i Norden langt senere, så brød Jesus Kristus, død på korset langfredag, opstået igen påskemorgen, simpelthen med, hvad de i himlens navn kunne forestille sig. Perspektivet ændres radikalt, nu ikke Det Gamle Testamentes øje-for-øje-tand-for-tand, men i stedet vend den anden kind til, nu ikke vikingernes dyder som ære, mod og kamp, men i stedet ydmyghed, tilgivelse og barmhjertighed.
Verden – den jødiske, den græske, den romerske, den nordiske - havde ikke set mage, for Kristus skar sig ned gennem tiden som en begivenhed, der var fra en anden verden, fra Guds verden, og derfor forstod omgivelserne ikke, hvad de i grunden stod overfor. De forstod ikke, hvilken verdenshistoriske rystelse, som de stod midt i epicentret af, en rystelse, som ikke bare styrtede de gamle hierarkier i grus, men som satte en bevægelse i gang, et kolossalt religiøst og kulturelt bølgeskvulp, som stadig den dag i dag danner kraftige ringe i vandet ind over vores liv – dit og mit.
Når Jesus taler om sig selv som hyrden, så har det – både i samtiden og nok også i vikingetiden – lydt en anelse skævt. For dengang i den antikke verden, der var det ikke ’hyrden’ men ’styrmanden’, rorgængeren, der var idealbilledet på lederen, ham, man skulle følge. Det var en form for totalitær ledelse, hvor kaptajnen har kontrol og bestemmer retningen, og så må samfundet – skibets besætning om man vil – føje sig og følge med.
Sådan tænker Jesus ikke om sig selv. Han er ikke den stærke mand, der som en anden viking kan nedkæmpe al modstand med sværdets magt, tværtimod er hyrden, Jesus, karakteriseret ved, at han er ét med flokken, og leder ved sin omsorg for flokken.
Det er i grunden en helt anden måde at forstå Gud på, for den Gud, vi samler os om i kristendommen, viser ikke sin kærlighed til os menneske ved at dirigere som styrmanden, udstikke en vej, love og regler, som vi alle skal overholde, Gud viser sin kærlighed til os mennesker ved at blive som os – lade sig føde midt i flokken -, og dermed give os et tilsagn om, at han er hos os, også når vi farer vild, når – i overført betydning – ulven kommer og det hele spidser til.
Som hyrden har kærlighed for hvert et får i flokken, sådan strømmer Guds kærlighed også til hver af os. Ikke de udvalgte, ikke de få, men til alle – uanset, hvordan vores liv end tager sig ud.
Jøderne som vikingerne spurgte sig selv: ”Tror vi det? Er han, Jesus fra Nazareth, Guds søn? Er det sandt?” og sådan må vi også spørge os selv. Tror vi det? Er det sandt? Men som Kierkegaard et sted skriver, så er spørgsmålet ikke, er det sandt, skete det virkelig, men i stedet: Hvad betyder det? Hvad betyder det for mig?
Og det betyder, at vi i lyset af Kristus – i krybben, på korset, i opstandelsen – har fået et guddommeligt tilsagn om, at vi altid-allerede er elsket, altid-allerede er tilgivet, altid-allerede er omsluttet af Guds nåde.