Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Matthæusevangeliet 21,28-44
Der er noget tidløst over nattehimlen. Stjernerne, som de hænger der ubevægelige og svagt lysende på den sorte baggrund, månen, som den skinner så smukt og kaster sit lys ned på jorden, universets dybde, det uendelige og svimlende perspektiv.
Jeg kan huske i min ungdom, at jeg sommetider gik ud om aftenen, fulgte vejen op mod bakkens top, og dér på bakkens spids, der havde jeg min ungdoms bedste udsigt. Til den ene side fjorden, Sidinge Fjord, og gik man ned gennem markerne, der skrånede ned mod fjorden, så stødte man først på en lille samling af træer, og inde i midten, ganske tæt på strandkanten, var en skjult gravhøj fra vikingetiden, intet prangende, men alligevel, store sten samlet i en rundkreds med en kæmpe sten i midten.
Til den anden side, modsat fjorden, så kiggede man ud over det bakkede landskab, og ude i horisonten, for enden af markerne, lå Egebjerg Kirke og tårnede ud over landskabet. Som et åndeligt fyrtårn, der gennem århundreder har mindet folk om at vende blikket mod himlen, og når klokkerne har kimet, så har folket smidt deres skovl og spader i grøftekanten og vandret mod landsbyen.
Når jeg stod dér i min ungdom, på bakkens top, og spejdede ud over landskabet og så måneskinnet i fjordens stille vand, så tænkte jeg tit den tanke, at præcis det samme syn, den samme nattehimmel, de samme bakkedrag, har vikingerne – og vores forfædre før dem - også kigget på. Det var for mig dengang og også i dag en svimlende tanke. Intet på himlen har ændret sig, mens livet på jorden – fra dinosaurerne over vikingerne frem til os i dag – har forandret sig fundamentalt.
Og når man står der på bakkedraget, så kan man med det blotte øje se tidens gang. For vikingehøjen ved strandkanten vidner jo om vores forfædres tro, den norrøne religion, med Thor og Odin og alle de andre som satte kamp, ære, styrke, sejr som deres dyder i livet.
Vender man så blikket væk fra fjorden og ind mod det bakkede landskabet, så hviler øjet på Egebjerg Kirke. Bygget engang i 1200-tallet som så mange andre landsbykirker, og på altertavlen i kirken hænger Kristus – Guds søn - på korset med søm naglet gennem fødder og hænder med ordene skrevet under sig: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”
Både gravhøje og kirker finder vi overalt i landskabet, men hvor gravhøjene ofte er groet til, hengemt som små fortidsminderne rundt om på marker og i skove, så er kirkerne levende. Folk som de er flest vandrer ind og ud for at få deres børn døbt, for at blive gift, for at begrave deres kære eller for at mødes til højmessen om søndagen.
Selvom nattehimlen for vikingerne og for os er præcis den samme, selvom vores fødder som deres fødder var plantet til jorden, og vi deler de mest fundamentale vilkår, vi fødes, vi vandrer gennem livet, vi dør, så har meget ændret sig; måske har himlen endda ændret sig, for der er kommet en ny tro på Gud til.
De tekster, vi i dag læser fra, Esajas Bog, Romerbrevet og Matthæuesevangeliet, har det til fælles, at de handler om, at Gud har ingen grænser – Gud er ikke kun Gud for nogen, men er Gud for alle. Kristendommen er ikke en religion, der sætter skel, mellem folk og nationer, mellem de svage og stærke, mellem dem som er inde i varmen og dem, der befinder sig i kulden.
Det kan virke indlysende, men betragtet religionshistorisk, så er det en fundamental ændring, fordi før – i antikken – så havde hvert folk deres egen Gud, grækernes deres, jøderne deres, romerne deres, men netop det satte et skel så markant, at mennesket ikke først og fremmest tilhørte menneskeheden, men derimod sit gudsforhold – man var jøde, græker eller romer før man var menneske.
Da Harald Blåtand kristnede vikingerne, så betød det – blandt andet – at folk nu var forbundet, gennem deres nye tro på Gud, med andre mennesker på tværs af landegrænser og breddegrader. De blev en del af menneskeheden, slet og ret. Og langsomt ændredes synet på livet: kamp blev til ydmyghed, ære blev til barmhjertighed, sejr blev til næstekærlighed.
Det kan måske virke underligt, at der skal noget ude fra verden, Gud, til at samle mennesker inde i verden, men der findes vel næppe intet mere fællesskabsdannende – på tværs af alle de skel, vi mennesker nu har med hinanden – at vi samles om én Gud, som er Gud for alle.
Det betyder også, ganske befriende, at vi ikke selv skal opfinde meningen med vores liv, for den er sat af Gud, og når vi en dag træder ud af livet, så er det ikke tomheden, intetheden, mørket, der venter på os, men i stedet Guds gribende hånd – med kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.
Selvom nattehimlen er præcis den samme, som den jeg kiggede på i min ungdom på toppen af bakken, og den vikingerne kiggede på i deres tid, så er vores forståelse af os selv, det at være menneske, det at være sat i verden, fuldstændig forskellig.
For når vi stirrer ud i nattehimlens uendelige univers, så er det ikke meningsløsheden, der melder sig, så er det ikke fortabtheden, der viser sig, men netop det modsatte: Vi har fået skænket livet i gave, ikke af mig selv eller af af mine forældre, men af det allerstørste, der findes: Af Gud.
Som når vi døber et barn, lille William lige om lidt, så lyder ordene: ”Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende”.