Den sagtmodige konge

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Ligene får lov at lægge så længe, at blodet størkner på brostenene, mens spyfluerne mæsker sig i de døde kroppe. Kejserens soldater holder vagt ved hvert et lig, klar til at pågribe enhver, der giver sig til at sørge over de døde – en handling, der gør de sørgende medskyldige i det komplot mod kejseren, som forårsagede blodbadet. 

”Frygten havde lammet al menneskelig medfølelse”, skriver den romerske historiker Tacitus om den uhyggelige sommer, hvor blodet strømmede i gaderne. 

Ordren fra alle blodsudgydelserne kommer fra solskinsøen, Capri, hvor kejseren residerer på sit palæ, omringet af sit hof, tjenestefolk og slaver. Palmeblade, der svajer i den lette middelhavsvind, blide bølger, der skyller på de hvide sandstrande, tjenestefolk med vin i kanderne og overdådigt mad på fadene. 

Omtrent samtidig – et andet sted, helt ude østpå i Romerriget – i de fattige egne, der finder dagens evangelietekst, indtoget i Jerusalem, sted. Vi er i periferien af Romerriget, langt fra centrum, langt fra magtens tinder, vi er dér, hvor snavset og støvet hører til, men selvom vi er langt fra herskerens palæ på Capri, så er ”scenen” nærmest en parodi på magten, for vi er vidner til et ”indtog”. 

Et indtog, sådan som konger og kejsere jo fra tid til anden gør, som Triumfbuen i Paris er rejst til ære for Napoleons bedrifter på slagmarken, så han kunne lade sig hylde, når han vendte tilbage til sin hjemby, Paris; men altid vil kongen ride på hest, høj og rank, iført statslige klæder, klar til at blive beundret og lovprist af sine undersåtter.

En konge til fods er jo et latterligt syn, tænk engang, og en konge på et æsel bliver nok hurtig dømt ude som en nar og en klovn, som ingen vil gå i skyttegraven for. I kan se det for jer! Men det er netop som en ydmyg konge på et æsel, at Jesus red igennem den store skare af mennesker, der takkede ham og hyldede ham, fordi han ønskede at ære deres konge ved at være deres tjener. Hvilke konger i denne verden – fra Tiberius til Napoleon – har vandret som Jesus, sagtmodigt ridende på et æsel med bøjet hoved, og gjort vel mod enhver, som krydsede hans vej? Det står lysende klart som en stjerne på en vinterhimmel, at der med Jesus skete noget fuldstændigt nyt i verden.

For mens blodet flød i Roms gader, mens den benhårde kejsermagt fik hovederne til at rulle, så foldede folkeskarerne palmeblade ud for an Jesus og råbte: Hosianna i det højeste! Det er to verdener, der mødes og støder sammen, to værdisystemer, der kolliderer, to forestilling om, hvad det højeste er, der ramler ind i hinanden – den gamle og den nye verden. En verden styret af rå kraft og magt, en verden styret af ydmyghed og kærlighed. 

Den konge, som folkene hilste på og ærede med palmegrene, var en ny slags konge, som verden ikke før havde set mage til, og hans kongerige er af en anden slags, end det kejserdømme, som Tiberius herskede over. Ikke med frygt, men med håb, ikke med magt, men med kærlighed, ikke med sværdet, men med ordet, ikke med loven, men med evangeliet. 

Den sagtmodige konge, Jesus Kristus, indvarsler en ny forståelse af Gud, en Gud, som ikke er fjern, men nær, som ikke er et sted i den høje himmel, men i det skrøbelige barn i krybben, en Gud, hvis inderste væsen ikke er retfærdighed, men kærlighed og barmhjertighed.

For Gud var – før Jesus Kristus – blevet til et uopnåeligt princip, et utrængeligt kammer i det inderste af det hellige tempel, en idé om, at Guds vilje var manifesteret i Loven, som skulle følges til punkt og prikke, for at mennesket kunne være i nåden, men som vi jo ved, så kan mennesket ikke gå fejlfrit og uden at falde på lovens smalle sti, vi falder, vi fejler, vi fortvivler, og derfor – når mennesket ikke kunne komme til Gud -, så måtte Gud komme til mennesket, Jesus Kristus, Guds søn, lagt i krybben hos menneskene.   

Og det er lige præcis dét adventstiden handler om, at Gud langsomt men sikkert, sagtmodigt ridende, kommer til jorden, til os mennesker, og at Guds rige – som netop det modsatte af Kejserriget – langsomt og stædigt som et æsel bryder frem på jorden til fred og velsignelse for enhver. 

Hosianna i det højeste, svarer verden i lovsang, for selvom kejserens rå magt får hovederne til at rulle i Roms gader, selvom folk nu rundt om i verden – i dette øjeblik - mærker missiler regne ned over sig fra Guds blå himmel, et udtryk fra magtens brutalitet, så kan denne magt, selv ikke med kampsoldater, Kalasjnikovs og krydsermissiler, knække kærligheden – for stærkest af alt er kærligheden.

For det lille barn, Jesus Kristus, Guds søn, som af Gud selv blev lagt i krybben hos os mennesker, det kæreste man kan give, blev jo slået op på korset – forladt og forslået – af denne verdens rå magt, han blev lagt i den mørke grav af soldaterne, først som en triumfbue over, at mennesket havde besejret kærligheden, men da så påskemorgen brød frem, i skæret fra solens morgenrøde, så brød han ud af dødens kammer, sprang de dødens lænker, som vi havde spændt ham i, som et evigt håb om, at kærligheden besejrer alt – altid. Dengang, nu og frem til verdens ende.