Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannesevangeliet 1,1-14
_____________________________________________________________________________________
Der er en sprække i alting. Det er sådan, lyset kommet ind.
Om morgenen, før solen har brudt horisonten, mens mørket stadig ligger som en dyne over by og land, der begynder fuglene at synge. De synger solen op og dagen i gang. Skønt ingen lytter, skønt ingen ser dem, så synger de – for os, for dem selv, for ingen.
Fuglene under himlen lever ubekymret. ”Det, som vederfarer fuglen, bekymrer den ikke”, som Søren Kierkegaard et sted skriver. Fuglene er til i deres blotte umiddelbarhed. Hvilende i sig selv og med ingen tanke på den tabte fortid eller på den ukendte fremtid, der kommer. Blot til. Til i øjeblikket.
Selvom vinden blæser, selvom frosten bider, selvom regnen siler ned, selvom natten er mørk, lang og ensom, ja så synger fuglene frejdigt, når morgenen gryer og dagen åbner sig.
Der er en sprække i alting. Det er sådan, lyset kommet ind.
Ser vi ud på naturen, på planterne og træerne, der nu står nøgne og forfrosne i vinterkulden, så kan vi rammes af den tanke, at alt falmer og visner om ørerne på os. Insekterne er gået i skjul, dyrene i vinterhi, træernes blade er dalet mod jorden. Det kan føles sådan, at vinteren ligger alt øde hen - kommer sommeren mon igen? Kommer varmen og de lyse nætter tilbage?
Lyskæder i haverne og julelysene i vinduerne, der lyser i stuerne, den gode mad sammen med vores kære, som hører julen til, varmer os i denne kolde tid og minder os om, at alt ikke er øde, koldt og mørkt; for på den anden side af vinteren, så spirer påskeliljerne frem af den frosne jord, træernes skyder igen i vejret og dyrene pibler frem fra deres vinterskjul. Giv tid, giv tid, og livet vil igen blomstre.
Der er en sprække i alting. Det er sådan, lyset kommet ind.
Verden er brutal og barsk. Oppe fra magtens tinder kan det være svært at se det enkelte menneske ikke blot som led i en statistik, men se det enkelte menneske i øjnene. Rundt om raser krige, mennesker mod mennesker, naboer mod naboer, krudt og kugler i luften, mens familier, mødre med deres børn på armene, må drage mod sikkerhed.
Nogle steder er der hungernød, andre steder spiser folk sig ihjel. Stadig raser en pandemi over alt, hvor vi bevæger os, mundbind og håndsprit er blevet en del af vores liv, og den luft, som er en grundform for os at indånde, er pludselig blevet farlig for os.
Men midt i verdens brændpunkter, så ser vi alligevel håb. Det lysner, rundt om forbrødres folk og nationer, håndsrækte hænder mødes, den nødslidte fra grøftekanten hjælpes op. Sultne maver mættes og folk på flugt får tag over hovedet.
Der er en sprække i alting. Det er sådan, lyset kommer ind.
Også i vores eget liv kan der opstå brændpunkter. Vores relationer kan gå i stykker – venskaber kan brydes og familier gå i opløsning. Ja, har vi alle ikke én i vores liv, som vi på en eller anden måde har set os sure på, som vi ikke taler med mere? – måske kan vi end ikke huske præcis, hvad grunden er. Vi ’nagres’, sommetider holdes vores blik fast på de dystre sider, vi kan have en tendens til at se alt i skyggens fortegn, og så glemmer vi, at der et sted gemmer sig en åbning.
For tilgivelsens mulighed byder sig altid. Ikke som en moderne ’pyt-knap’, hvor man slår en streg hen over det for at komme videre, men som en udstrakt hånd i et venskab, hvor man bevæger sig videre sammen – med det, man nu har med sig i bagagen. Og dér, hvor vores tilgivelse ikke rækker, dér, hvor den ikke er mulig for os, ja dér findes Guds tilgivelse; for i sidste ende er det kun det utilgivelige, som skal tilgives. Ikke af os, men af Gud.
Der er en sprække i alting. Det er sådan, lyset kommet ind.
I begyndelsen var alt mørkt, tomt og øde. Men ud af mørket lød Guds røst: ”Lad der blive lys”, og med ét blev alt til. En skaberkraft så ufattelig og dyb, at alt blev til ved denne. Jordens, verdens, universets skaber og opretholder. Ikke som en kemisk tilfældighed – med ligegyldighed og uden betydning – men med mening, retning og kærlighed.
Skabelsens grund er Guds kærlighed. Ud af kærlighed skabte Gud verden, for Gud er kærlighed, som der står i 1. Johannesbrev. Guds kærlighed er fundamentet for alt, der er omkring os og i os. Når vi, os forstandige mennesker, spørger: hvorfor er der i grunden noget, og ikke blot intet, så kan svaret kun være: Fordi Gud – af sin kærlighed – ville det sådan. Guds kærlighed er universets grundstof, og af netop dette materiale, kærligheden, kom Kristus til verden.
Det skete i de dage”, hører vi. En nat som så mange andre for 2000 år siden. En højgravid kvinde, en bekymret mand. Midt i nattens mulm og mørke tager veerne til, og familien må søge ly i den nærmeste stald.
Og her – midt i den kolde og klamme stald – der kommer det skrøbelige drengebarn til verden. Omsvøbt i fattige klæder, lagt i dyrenes krybbe. En historie, der på en gang er så lille, og samtidig så stor, at den overstråler alt andet, vi har hørt.
Det er historien om Guds fødsel. Guds fødsel her på jorden, ikke som en himmelsk hersker, der stiger ned fra tronen, men som et skrøbeligt drengebarn, der spirer frem fra en moders skød. Det er den lille historie om de store spørgsmål: Om kærlighed, om trøst, om håb, om tilgivelse, om forsoning. Historien om Gud, der er uden for verden, men som kommer ind i verden. Et evighedens nedslag midt i historien. Et lys, der trænger dødens mørke bort.
Der er en sprække i alting. Det var sådan lyset kom ind og det er sådan, at lyser bliver ved med at komme ind.