Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Lukasevangeliet 22,24-32
”I begyndelsen skabte Gud himlen og Jorden”. Sådan lyder de allerførste ord i Bibelen. Først var der mørke og tomhed, men så lod Gud sin ånd svæve over urdybet, og ud af dette skabtes først lyset, dernæst planterne og dyrene, for til sidst at ende i – skabelsens højdepunkt – mennesket. Skabt af støv og ånd.
Og mennesket, Adam og Eva, boede i Edens Have. Et frodigt og fredligt Paradis. Men freden opløses, for mennesket fristes af slangen i haven til at spise af det forbudte træ, træet, der giver mennesket evnen til at se forskel på godt og ondt, og da de spiser af træet, bliver Gud vred og sender dem ud af Paradisets have – ud til livet, som vi kender det, og døden, som vi ved venter for enden af livet, et liv, hvor kvinden skal føde i smerte og manden arbejde i sit ansigts sved.
Sådan – i korte træk – lyder den mytologiske begyndelsen på verden, på livet og mennesket opståen på de første sider af Bibelen. Den næste historie, vi møder, er fortællingen om Kain og Abel.
Adam og Eva er just trådt ud af Edens Have, de får børn, først Kain, siden Abel. De to brødre – agerdyrkeren og fårehyrden – ofrer begge til Gud, men Gud tager kun imod Abels offergave. Kain bliver vred, går med sænket hovedet, og da han en dag ude på marken med sin bror, slår han ham ihjel.
Kains drab på sin bror Abel kaldes det allerførste mord. Vi er blot et par sider inde i Bibelen, i det mytologiske stof, og vi møder allerede et mord. Verden er blevet grundlagt, Adam og Eva er skabt, og deres børn ryger i totterne på hinanden, og det ender med et drab.
Måske forekommer myter os som noget, der hører fortiden til, dengang videnskaben ikke havde greb om verden, men sådan forholder det sig ikke, for enhver kultur, enhver civilisation, har deres myter, de er som kulturens underbevidsthed – de romerske, de græske, de bibelske; myterne forsøger at nærmere sig de grundlæggende spørgsmål, spørgsmål, som videnskaben ikke kan indfange, men som myterne – i deres fortællende form – bedre kan nærme sig: Verdens skabelse, menneskets oprindelse, forskellen på godt og ondt, på liv og død, kort sagt, grundvilkårene for det at være menneske.
Og derfor må vi også helt oprigtigt spørge, hvad er det i grunden myten om Kain og Abel, brødredrabet, det allerførste mord, fortæller os? I modsætning til sin romerske pendant, myten om Roms grundlæggelse med brødrene Romulus og Remus, hvor Romulus også dræber sin – ikke uskyldige - bror Remus, så er Abel faktisk helt og aldeles uden skyld.
Et uskyldigt drab, men dog ikke et drab ud af det blå, for sagen er jo den, at det er misundelsen, jalousien, vreden hos Kain, som fører kniven op til Abels hals. Kain er misundelig på sin bror, han vil have dét, som Abel har – Guds velsignelse -, og måske mere end dét: Han vil have Guds velsignelse i stedet for sin bror. For det virkelige foragtelige ved misundelsen er ikke, at jeg mener mig berettiget til at få det samme som den anden, det virkelig foragtelige er dette, at jeg mener, at jeg skulle have haft det i stedet for den anden.
Misundelse er ikke, at jeg ikke under den anden at have fået mere end mig, for så ville misundelse forsvinde, hvis forskellene blev udlignet, og det gør den som bekendt ikke, misundelse er derimod, at jeg skulle have haft mest. At jeg skal være den største, så den anden kan misunde mig.
Misundelsen hemmelige drøm er nemlig at være i en position, hvor man misundes af andre. Der er, og det tror jeg, vi alle kender, hvis vi mærker godt efter, en helt særlig glæde ved at mærke andres misundelse. Misundelsen afslører, at vi gerne vil stå over den anden, og det er på den måde det modsatte af at tjene, for her underordnet man sig den anden. Konflikt opstår nemlig, når vi vil hæve os over den anden, og forsoningen, derimod, finder sted, når mennesker indordner sig under hinanden.
Netop det spørgsmål bringes i dag frem i evangelieteksten om Jesus og apostlene, for her strides apostlene om, hvem der er den største. Og kender vi ikke også selv dét spørgsmål? Måske fra os selv, måske fra den verden, vi i dag lever i – hvem er den største, stærkeste, mægtigste?
Men Jesus vender det på hovedet: Den ældste skal være den yngste, og den største er ham, der tjener, ikke ham, der dikterer. Den etik, der udspringer af disse ord, du skal tjene, det er ikke en tænkt etik, en filosofisk etik, det er derimod er det en etik, som er åbenbaret – som spirer ud af den kristne grundfortælling, nemlig den, at Gud lod sig føde – af kærlighed – på jorden, og ikke bare som et mennesket, men som det ringeste menneske, mennesket som det er i støvet; derfor blev Gud menneske – ikke i en kongeskikkelse i pomp og pragt som den største – men i tjenerens skikkelse, en fattig tømrer, der måtte ende sine dage i lidelse – i virkelig lidelse – med søm naglet gennem hænder og fødder, forladt af alle i dødens øjeblik.
Kristendommens glædelige budskab, som med Det Nye Testamente slog rødder i vores historie, er, at Gud kommer til os – i tjenerens skikkelse. Ikke som i islam, hvor Guds vilje udtrykkes i regler og praksisser, ikke som i jødedommen, hvor man ved overholdelse af lovene og budene kan nærme sig Gud, sådan som Kain og Abel med deres offergaver kæmper om Guds velsignelse; for så ville vi ende i et menneskeligt kapløb, de fromme og frelste, dem, som holder distancen, over for synderne og de fortabte, der bliver ved med at snuble på vejen mod Gud.
I kristendommen er der kun én bevægelse, Gud mod os. Kristus i krybben, Kristus på korset. Og indholdet af denne bevægelse består i, at Gud lader sig føde her på jorden i tjenerens skikkelse, i det nederste sted, for kun herfra kan Gud lade kærligheden virke, og vi kan – i lyset af denne omsluttende kærlighed, som åbenbares i Kristus – gå ud i denne verden og tjene andre – med kærlighed, med barmhjertighed, med tilgivelse.