Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Lukasevangeliet 2,1-14
Dengang jeg var et barn, måske 9-10 år gammel, så er noget af dét, jeg husker tydeligst, julegudstjenesten med skolen, den sidste skoledag inden juleferien. Jeg kan huske, hvordan stemningen sitrede på skolen, jeg kan huske, hvordan alle os børn var spændte til bristepunktet, jeg kan huske, hvordan vi - hånd i hånd – stillede os op på række, de mindste klasser forrest, de ældste bagerst, og så gik vi alle, hele skolen, i en lang slange op til landsbyens kirke, som lå på toppen af bakkedraget i den lille landsby.
Jeg husker, når vi nåede kirkegården, den lille plads, som vi skulle skråne ind over for at komme til kirkedøren, på en gang tiltrækkende og frastødende, jeg husker, hvordan sneen havde lagt sig over landskabet som en hvid dyne, jeg husker, hvordan kirkerummet åbnede sig – med varme og lys –, da vi gik ind ad kirkedøren til den lille middelalderkirke.
Men dét, jeg husker allermest, det var, at vi sang ”et barn er født i Betlehem” – halleluja, halleluja, som vi sang med vores klare børnestemmer af vores lungers fulde kraft. Selvom denne gamle, latinske krybbesalme, ”Julesang for Christne Børn”, som Grundtvig kalde den, vel egentlig er julefortællingen set fra barnet øje, så trænger vi alle – voksne som børn – til at synge halleluja – hver med vores brudte stemme.
For halleluja er skabt til sang, til hjertets jubel – men også til at blive hvisket, mumlet eller fremstammet, når sangen føles som et lidt for muntert udtryk. Halleluja er hebraisk og betyder: ”Lovsyng Herren”. I halleluja rummes det man finder ord for, men også alt det, som ikke kan eller bør formuleres. Et ord, der kan rumme alt det modstridende, som menneskelivet er.
”Halleluja er en måde at udtrykke det allerdybeste i mig på og det vigtigste”, skriver den norske præst og forfatter Thomas Sjödin. Med fem års mellemrum har han mistet to børn af en sjælden sygdom. Intet er mere som før. Og for evigt forandret er den sang, der synger i hans sjæl – et smerteligt skift i tonearten. ”Jeg synger mit halleluja med samme hjerte som dengang jeg var barn, før jeg mistede” skriver han - ”men jeg kan selv høre, at det ikke mere lyder på samme måde”. Det er ikke i stykker eller blevet mindre. Men det er brudt i den betydning, at det har åbnet sig. Det er mere stumt, mørkere, forsigtigere og mere tøvende.
”Hvorfor så bruge et så gammelt og sært et ord som halleluja, når der findes så mange forståelige og relevante udtryk tilgænge?” Spørger han og svarer: ”Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at det kommer tilbage i min tilbedelse hele tiden. Når de dagligdags ord når sin grænse, hvisker jeg mit halleluja. Jeg gør det i glæde over Guds nærvær og over de mennesker jeg fik lov at dele mit liv med. Jeg gør det som en måde at håndtere mit liv tab på. Jeg siger ikke tak for tabene, men jeg knytter heller ikke mine hænder i et hvorfor. Jeg hvisker halleluja. Et brudt halleluja. ”
Og lyt nu godt efter, når vi om lidt synger halleluja. Børnenes halleluja – som jeg sang det i min barndom - lyder mere hele og klare end det halleluja, vi voksne kan fremstamme gennem alt det, der sidder i halsen af os. Måske særligt her ved juletid. For livet lærer os, hvad vi ikke vidste som børn. For som børn taler og tænker vi som børn, men da vi blev voksne, aflagde vi os det barnlige – det umiddelbare, der lyder i børnenes halleluja. For i vores inderste indre ligger et spejl i hjertet. Et tonespejl. Det er ikke klart, men sløret, plettet og dunkelt, fordi det afspejler alle de erfaringer, hjertet har gjort sig om livet. I det dunkle spejl reflekteres og brydes tonerne og får hver sin klang. Måske et fortvivlet halleluja. Måske et ensomt, taknemligt eller tavst. Et brudt halleluja.
Men at være brudt betyder ikke at være i stykker eller ødelagt. Man kan ikke være hel og i stykker samtidig – men man kan være hel og brudt, fordi det brudte er vores livsvilkår. For der skete et brud dengang i Edens Have. De første mennesker brød den aftale, de havde med Gud – og uskylden blev brudt – vi gik ikke i stykker, men bærer det brudte ind i alle livets dage: Freden i verden er brudt og i prismen af hver dag nyhedsstrøm brydes illusionen om, at mennesket grundlæggende er godt. Livet er brudt af døden, troen er brudt af troen på os selv, kærligheden af hadet og håbet af håbløsheden.
Det mørke, forsigtige og det tøvende halleluja vi voksne trænger til at synge, eller hviske for os selv, er en måde at udtrykke livet på. Og alt det brudte i vores liv er ikke mindre tydeligt ved juletid, måske endda tværtimod. De brudte familierelationer, de brudte bånd, de brudte løfter, alle dem, som vi har mistet og som vi savner. Og selvom det nogle gange kan føles sådan, så går livet ikke i stykker af alle bruddene. Det går videre, men for evigt forandret er sangen i vores sjæl, vores halleluja.
Halleluja – genklangen af englenes lovsang julenat.
Den nat, hvor Gud brød ind i verden – ikke for at ødelægge den eller slå den i stykker – men for at lade den fylde med sin evighed – for at rumme alt det, vi ikke kan rumme ved hinanden eller ved os selv. For i den nat, hvor vi glider rundt i andefedtet, skrøbeligheden ligger lige under huden og alt det brudte ligger lige under træet med røde sløjfer – ja, i denne julenat bryder Gud mørket og sender fredens, tilgivelsens og kærlighedens lys ud i alle revnerne af det liv, vi går og klinker sammen.
Derfor synger vi med Grundtvig om lidt ”forvunden er nu al vor nød” – ikke forsvunden, som jeg i mange år troede – for lidelsen forsvandt ikke fra verden den julenat, heller ikke i år - hjerterne bærer det brudte med sig. For ”hvis der er noget livet har lært mig, ” skriver Thomas Sjødin i sorgen over sine børns død, ”så er det, at det tit er det tilsyneladende meningsløse, som gemmer de mest kostbare skatte.” Og det kan han kun skrive, fordi nøden og meningsløsheden er forvunden, besejret og overvundet, når Gud oplyser vores mørke med sit nærvær. Med sit milde ansigt, som vi skal se – når han lyser velsignelsen over vores lille brudte liv og lægger sin fred ind imellem alle sprækkerne. Han vender aldrig ansigtet bort fra os – uanset hvad han ser. For livet er ikke kun smukt, ikke kun slidsomt, ikke kun sørgeligt. Det er det hele, på samme tid. Og et eller andet sted i midten snirkler livets melodi sig frem.
Derfor: Med hver vores stemme skal vi synge vores far i himlen tak, for alt det som livet er: Halleluja, halleluja. En altid forskellig betoning, der stemmer med hjertets ulige takt. Og hør den lille stilhed, der opstår imellem de to halleluja’er. Ikke en vejrtrækning, men et hjerteslag. Det er troens hjertelyd, der står og vibrerer – slået an af englenes sang julenat