Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Johannesevangeliet 14,15-21
Hvad er dét, der binder os mennesker sammen? Hvorfor er vi forbundet i et fællesskab, et forpligtende forhold, hvor det menneske, der krydser min vej, i et eller andet omfang også har noget med mig at gøre? Ræven, forestiller jeg mig, den er ligeglad med andre ræve, bænkebideren, forestiller jeg mig, den er ligeglad med de andre bænkebidere, men sådan er det jo slet ikke med os mennesker. For selvom vi jo på en måde er hver for sig, en krop dér, en krop dér, individer, der ser verden fra netop vores eget ståsted, så er vi alle dét, vi er, i kraft af andre. Mit jeg, dit jeg, dem, vi er, formes i mødet med Det Andet – vi spejler os i hinanden og det er i denne spejling, at vi bliver til. Dér, hvor dyret er instinktiv, ræven i skumringsmørket, dér er mennesket selvbevidst, én i folkemængden midt på Torvet.
Men hvad er det, at vi mennesker i grunden deler med hinanden – ud over det, at vi skabes i hinandens spejlbilleder? Er det et politisk fællesskab, der binder os sammen, som i dag, Grundlovsdag, når vi fejrer vores demokratis fundament – forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed? Eller er limen i fællesskabet formet af det nationale? Er det vores jord, vores territorium, grænsen mod syd og grænsen mod nord, der er fællesskabets fundament? Eller kulturen, historien, sproget, du danske sprog, du er min moders stemme?
Jeg stødte forleden på en lille scene i en roman, som jeg er i gang med at læse. Det er to norske brødre, Syvert på 19 år, og Joar på 12, der sidder sammen og spiser morgenmad. De har mistet deres far for 9 år siden, og nu er deres mors helbred begyndt at vakle. Måske har hun lungekræft. Dér midt i morgenmaden spørger den kvikke lillebror Joar: ”Hvorfor dør vi egentligt?”– Hvorfor”, sagde jeg? Ja, hvorfor dør vi egentlig? – Tænker du på fuglen, som du skød med haglgeværet? Måske, sagde han. Den døde fordi den gik i stykker. Den kan jo ikke fungere, når der er gået en kugle gennem kraniet. Men hvis det ikke var sket, sagde han, så ville den under alle omstændigheder dø før eller siden. Ja, sådan er det jo, sagde jeg, ”men hvorfor?”, spurgte han? – det er der ingen, der ved. Men der må jo være en grund, sagde han. – Alting bliver jo gammelt og slidt, sagde jeg, en bil kan køre så og så mange år før den begynder at skrante, og til sidst er der ikke andet at gøre end at skrotte den.
Men en bil, sagde Joar, kan man jo køre på værkstedet og ordne. Jo, men det er lidt ligesom et hospital. Det virker kun et stykke tid. – Ne-ej, sagde han – man kan skifte bildækkene ud efterhånden som de går i stykker. Det kan man ikke med mennesker og dyr. Det er ikke sikkert, sagde jeg – Måske kan man engang i fremtiden lave kunstige menneskedele. – Tror du så, at døden vil forsvinde? Spurgte han. Ja, tror du ikke? Hvis alt der går i stykker, bliver skiftet ud? For det første sagde han og så ned i bordet mens han med albuen støttet mod bordet holdt madden i hånden – Hvis man skrifter alle delene i din krop ud, vil du ikke længere være dig selv, vil du? Det har du jo ret i, sagde jeg. Han smilede, men bed ligesom smilet i sig igen. ”For det andet. Det svarer ikke på spørgsmålet om hvorfor døden findes, gør det vel? Hvorfor dør livet?
Denne lille samtale mellem de to faderløse brødre, Syvert og Joar, er taget fra Karl Ove Knausgårds netop udgivne roman, Ulvene fra evighedens skov, men jeg tror, at samtalen eller tankerne bag den kunne finde sted også alle mulige andre steder – i børnehaven blandt de nysgerrige børn, til konfirmandundervisningen blandt de undrende teenagere, på arbejdspladsen blandt de tvivlende voksne, på plejehjemmet blandt de troende ældre.
Spørgsmålet om døden og dødens begrundelse er – ud over at være et filosofisk spørgsmål – også, og måske endda i højere grad, et eksistentielt spørgsmål. Det handler om mig og min eksistens. Døden er på én og samme tid det mest individuelle, det er min død, det er mig, der skal dø den, og samtidig det, alle har til fælles, på tværs skel og grænser, vi skal nemlig alle dø.
Eller sagt omvendt og mere positivt: Vi skal alle leve! Og er dette ikke det dybeste fællesskab, som vi mennesker kender til? Et fællesskab, som ikke blot strækker sig horisontalt gennem vores liv, gennem landskabet, gennem historien, gennem kulturen, men også vertikalt rejser sig i vores liv på tværs af slægternes led – nemlig det, at vi alle bor under Guds himmel, og her skal vi leve - sammen.
Det er ikke et liv, vi er efterladt i, vi er ikke kastet – hovedkulds - ind i tilværelsen, som den tyske filosof Heidegger ville sige, snarere er vi båret ind i tilværelsen med det tilsagn om, at vi her i livet ikke er faderløse, men at Guds ånd er med os. For den himmel, vi bor under, den åbner sig med Kristus – Gud lader, poetisk sagt, sine stråler skinne på os -, og netop dette, at vi alle lever i Guds nåde med kærligheden som fortegn og med tilgivelsen i ryggen, det er det dybeste fællesskab, som vi mennesket tilhører. Vi er Guds børn – af tro, håb og kærlighed.
Af denne grund kan vi mennesker, på tværs af sprog, landegrænser og overbevisninger, svare på den nåde, som rammer os, som var det Helligåndens egen stemme, med et Halleluja.