Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«
Lukasevangeliet 14,16-24_________________________________________________________________
”Det hændte paa et Teater, at der gik Ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tro, at det er en Vits.”
Sådan gør Søren Kierkegaard sig lystig over verden og mennesket i den tilbage i 1843. De er i verden, som var det et skuespil, et underholdningsshow, som de fra tilskuerrækkerne kan nyde på sikker afstand, som var de tilskuere til deres eget liv.
Men bajadsen – eller Kierkegaard – træder ind på scenen, kulissen falder sammen, og råber: Det er alvorligt! Folk klapper. I skal selv forme jeres liv! Folk klapper. I skal selv leve! Folk klapper. Og I skal selv dø! Folk klapper. Alvoren, at det faktisk er dem selv, der sidder i en brændende teatersal, det er deres liv, går ikke op for dem – måske ikke før det er for sent.
Det er ikke bare komisk, det er også tragisk, at være tilskuer til sit eget liv. Kierkegaard leverer en kritik af den måde at leve på, som han kalder spidsborgeren. Det menneske, i grunden os alle sammen – i hvert fald fra tid til anden -, der bare følger med strømmen uden at sætte spørgsmålstegn ved sit liv. Som lader sig selv forme af samfundets normer, uden at have sig selv med, og ikke blot lever for sig selv, men snarere i spejlbillede af andre: for anerkendelse, for status, for prestige, for penge. Og kender vi det ikke alle sammen – bare en smule?
Måske har Kierkegaard fundet frem til sin kritik ved at læse i Bibelen. For her møder vi også – f.eks. i dag i Lukasevangeliet - en kritik af det menneske, som er al for bundet af sit eget, sit jordiske gods, og slet ikke dukker op, når der holdes fest i livet. Deres fokus er forstyrret, det har mistet blikket for det væsentlige, som en natsværmer, der er forledt ud af sit kredsløb, og nu tror, at gadelampen er det sande lys i dets liv.
Arbejdet har taget over, jagten på penge og prestige, er blevet deres sande lys i livet, men er dette da ikke et falsk lys? Et lys, som i grunden ikke kan brænde af sig selv? Kierkegaard leverer et svar: Det menneske, der arbejder for at leve, har mistet blikket for det egentlige i livet; thi det at arbejde for at leve, kan jo ikke være livets grund og betydning, det er en modsigelse at tænke, at det at bringe betingelserne for livet frem – arbejde, penge, velstand – skulle være svaret på livets betydning.
Eller sagt med ord fra Lukasevangeliet: Livet er en fest, som vi alle er inviteret til, men mange af os er i gang med så meget andet, som – tænker vi - skulle lægge grunden til det liv, vi helt har mistet blikket for. Vi arbejder for at leve, men har glemt den sidste og væsentlige del: At leve!
Denne trang til at leve for betingelserne, for formen, for rammerne, men hvor man i sin iver glemmer indholdet, det væsentlige, livet – kort sagt -, den måtte Jesus og senere forfatteren til Lukasevangeliet også have haft kendskab til. For farisæerne, den ledende jødiske gruppering, de var på Jesu tid så forhippede på formerne, de hellige love og regler, der skulle følges til punkt at prikke – forskrifter for renhed, love for hvad man måtte spise og ikke spise, regler for omskæring, om man var inde eller ude -, og trådte man en smule uden for, så var helvede løs og den enkelte henvist til en fortabt skæbne, men hvorfor egentligt? Regler for reglens skyld? Men mister man da ikke reglens betydning, som jo gerne skulle sikre et bedre indhold, et bedre liv – forpligtet på sin næste og kærlighedens gerninger?
Jesus’gerninger og forkyndelse – hvordan de end har udspillet sig for 2000 år siden – har måske netop rettet sig mod denne misforståelse, reglerne for deres egen skyld, at reglerne var trådt så meget i forgrunden, at man helt havde glemt det egentlige motiv, at være til i livet i kærlighed. På samme måde som den græske filosof, Diogenes, der var så fordybet i sine store tanker, at han helt glemte blikket for dét, der var lige for an ham, livet og sit medmenneske, at han faldt i et stort, sort hul og aldrig kom op igen. Sådan kan man forestille sig farisæerne, som Jesus vendte sig mod; kun med blikket vendt op ad, mod Guds love og regler, hvormed de helt glemte at vende blikket ud mod det liv, der skal leves.
Det har nok ikke været en letkøbt kritik, som først Jesus og senere evangelisterne fremførte – og Jesus endte som bekendt også sine dage på korset -, for den fraskriver den religiøse elite den store magt, der ligger i at definere reglerne, deres tyngde og betydning, og derfor har ingen af dem nok været interesseret i at møde op til festen, som evangeliet indbyder til. For det var ikke deres fest – med deres regler og forskrifter – men derimod Guds fest, hvor alle – høj som lav, rig som fattig – var inviteret med, uagtet hvordan deres liv nu end havde formet sig.
Og samtidig så er det jo også hele pointen! At det ikke kun er de få, der er indbudt, men derimod alle – også dem, som befandt og befinder sig i periferien, i rendestenen, i udkanten af samfundet, dem som før var forladt og fortabte, de er nu løftet op til højtidsbordet – eller som det lyder profetisk fra Det Gamle Testamente, et festmåltid for alle folkene med fede retter og lagret vin.
Og de ord, tanken om, at vi ikke blot må fæstne vores blik op ad, mod det himmelske, de rammer også os – for ligesom på Jesu tid, så gælder det også for vores tid, at vi nok skal vende blikket mod Gud, men ikke for at lade blikket stivne dér i det vertikale, i steder skal det vendes tilbage mod livet – mod det jordiske, mod det horisontale, mod vores medmenneske -, for det egentlige indhold i livet, det er at være til i kærlighedens gerninger.
At gå i kirke, at gå til gudstjeneste, det er ikke som at tage i teateret, hvor man fra tilskuerpladserne på afstand kan betragte forestillingen på scenen, nej, kirkebænken – hvor du nu sidder -, det er scenen, og du er ikke tilskuer, men derimod hovedrollen, her og nu, det er dit og mit liv, som skal leves i kærlighed – fra Gud til os og videre til vores næste. Eller som epistlen i dag siger det så præcist: ”Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og i sandhed”.