Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matthæusevangeliet 28,16-20
I dag står vi på én og samme tid over for en slutning og en begyndelse. En slutning, fordi dagens tekst, som vi lige har hørt, netop lukker og slukker Matthæusevangeliet. Vi har hørt om Jesu fødsel, hans dåb og fristelsen i ørkenen, vi har hørt om de dramatiske påskebegivenheder, korsfæstelsen og opstandelsen, og nu er vi altså nået til vejs ende, her på stien fra Jerusalem til Galilæa, hvor disciplene vandrer i vildrede mod deres hjermstavn: Var han virkelig Guds søn? Opstod han virkelig, som ordet går, fra de døde? Tror vi det?
Det er på denne sti af fortvivlelse, Jesus har at dem i stævne. Her møder han dem en sidste gang og med Matthæusevangeliets afsluttende ord siger han: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”. Vi har altså med en slutning at gøre, det sidste punktum er sat og bogen lukkes.
Samtidig møder vi også en begyndelse, en begyndelse, der bunder i, at evangeliet ikke lukker sig om sig selv. Evangeliet åbner sig, det peger håbefuldt ud i verden og ud mod fremtiden, ja, den peger direkte på os. ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”.
Vi har nu ikke blot med en tekst at gøre, en række døde bogstaver på hvidt papir; nej, teksten er blevet levende og virkelig, den er brudt ind i virkeligheden, ind i livet, som et lyn, der skærer sig fra himlen mod jorden.
Det er med ordene ”Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple” at kristendommen begynder. Det er her, den bliver sat i verdenen, som et storslået skib på værftet, der efter tid på land er klar til at blive søsat, klar til at lægge fra havn med skuden rettet mod alverdens kyster med en mission om, at alle mennesket skal høre det glædelige budskab: at Gud – ved at lade sin søn føde på denne jord, ved at lade sig korsfæste og på tredjedagen opstå fra de døde – er blevet et frelsende lys for alle folkeslagene helt ud til verdens ende.
Vi møder altså både en slutning og en begyndelse i dag. Bogen lukkes og en bevægelse er begyndt.
Bevægelsen spredte sig hurtigt som ringe i vandet rundt om i Middelhavsområdet. Først til de græske byer, der aldrig havde hørt mage; ”Gud, død på korset, men opstået igen?! Umuligt! Ifølge al logik, kan Gud ikke træde ned i tiden, ned i historien!” Og dog slog ordet om, at Gud havde ladet sig føde, rod i folks hjerter, ikke kun hos grækerne, men også hos romerne; rundt om, i små private og fattige hjem, i ly for myndighedernes åg, lod folk sig døbe efter samme ordlyd, som lyder søndag efter søndag i kirkerne: ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.
Men hvorfor slog kristendommen rod? Hvad var dét, der gjorde, at kristendommen – blot 300 år efter Jesu død – blev statsreligion i Romerriget? Kirkefaderen Augustin skriver i sit enorme værk, Om Guds Stad, fra begyndelsen af det 5. århundrede, at de hedenske guder, de græske og romerske, kan man bede om alle mulige ting: mad, klæder, fornødenheder. Alt det, vi har brug for her i livet. Kun én ting kan man ikke spørge de hedenske guder om: Det evige liv. Og så tilføjer Augustin ”det er for det evige livs skyld og kun derfor, at vi er kristne”.
Det evige liv. Altså ikke det, der har at gøre med menneskets naturlige fornødenheder og bekymringer, men dét, der angår mennesket som menneske, dets yderste spørgsmål, det eskatologiske spørgsmål. Det evige liv som ikke vedrører alt det, vi gør for at holde os i live, men som vedrører det for hvis skyld vi lever: meningen med det hele.
Det evige liv ikke blot som en fremtidig begivenhed, der skal redde mennesket væk fra denne verden, og som stilles os i udsigt, en udsigt, der jo, når alt kommer til alt, kan vise sig som et fatamorgana, men det evige liv som en nutidig begivenhed, her og nu, lige her, i vores liv. Bevægelsen er ikke væk fra livet, men ind i livet, et blik for at det evige livs velsignelse allerede breder sin mildhed ud over alle ting.
”Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende”, lyder Kristi ord til os. Det er ord, der er sagt et sted uden for verden, uden for os, men til os. Det er ordene om, at livet ikke blot er spændt ud i en lige linje fra fødsel til død, men at der findes en anden linje i vores liv, en linje, der går fra himmel til jord. Som skærer sig ned i tiden. Som evighed, som kærlighed, som tilgivelse, som fuldendelse. Det er evighedens nedslag – midt i tiden.
De ord kan man leve og dø på. De rummer et håb om, at døden ikke har det sidste ord i livet, at også vi, når vi falder som efteråres blade mod jorden, gribes af Guds hænder.
Og med de ord, det håb, den trøst, kan vi gå ud i verden, ud af kirkedøren, som disciplene vandrede ud i verden, ikke for at vente på det evige liv, men for at lade det udfolde sig – i kærlighedens gerninger til glæde og gavn for vor næste.