Det evige liv

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«

»Det kan ikke være nyt hver gang«, sagde hans kone trøstende, da han trådte ned fra talerstolen, den 14. september 1952.

Stedet var Askov Højskole, og teologiprofessoren P.G. Lindhardt havde holdt foredrag om det evige liv. Foran tusinde tilhørere havde han understreget i sin sædvanlige skarpe stil, at det evige liv var her og nu og ikke noget fremtidigt, og at ethvert forsøg på at sige noget om ”det kommende liv” på den anden side af døden var spekulationer, som måtte stå for folks egen regning.

Og det var i høj grad nyt for de fleste andre end fru Lindhardt. Der blev diskuteret på vej hjem i toget efter foredraget, og da Berlingske Tidende bragte et interview nogle måneder senere med overskriften »Bibelen giver ikke ret til at tro på et liv efter døden«, brød debatten for alvor ud.

P.G. Lindhardt havde afskaffet det evige liv og taget håbet og barnetroen fra folk, lød protesterne fra flere sider, og der blev rejst krav om, at bisper og ministre måtte gribe ind, så Lindhardt kunne blive fradømt både katederet, kjole og krave.

Men hvorfor dette ramaskrig – lægfolk og teologer i rasende diskussioner så spyttet sprøjtede og hårene rejste sig - kan vi måske spørge her 70 år efter? Måske skyldtes det, at den gængse opfattelse dengang – især i befolkningen – nok var, at hvis bare du var god mod hunden og ikke slog konen, så var du garanteret en plads i himlen. Levede du et liv med god moral, så gik det hele nok – så kunne du erhverve dig en plads ved Guds højre hånd, dér på den anden side af livet. Eller som H.C. Andersen skrev: ”Det evige liv – det kan vi da forlange!”. 

Det var, mente P.G. Lindhardt, at forfladige evangeliet og tage gudstroen som gidsel, at gøre det himmelske al for jordisk ved at vikle det ind i klæbrig, borgerlig moral. Og helt i tråd med tiden eksistentialistiske tænkning i årene efter krigen, så mente Lindhardt, at det evige liv var nu og her, nutidstro, ikke fremtidstro, lige så vel som dommedag, hvor fårene skal skilles fra bukkene, ikke er en dag ude i horisonten, men derimod en erfaring, som hører dette liv til, den yderste dag er i dag, denne vort livs hidtil sidste dag; og ordet evig, som lyder i kirkerne landet over, handler ikke om en varigheden, der på den anden side af døden, men derimod om en kvalitet ved og i livet. 

At være i det evige, betyder at få det, som er evigt, Guds kærlighed, Guds tilgivelse, Guds nåde, til at fylde i tiden, i livet, i dit liv, i mit liv. Det ”evige” er med andre ord ikke en paradisdrøm om fremtiden med grønne enge i en have hos Gud, som vi hurtigt skal frem til – for så bliver livet ligegyldigt -, det evige er at gøre livet gyldigt, at være i det både i sorg og i glæde, både i håb og i fortvivlelse, men altid med det fortegn, at Gud ikke slipper sit menneske og sin kærlighed til det hverken i livet eller i døden.

Opstandelsestro, som vi samles om her i kirken, er ikke fremtidstro, men gudstro, og det er ikke et forsøg på at redde sig en tilværelse ud over den, som er os beskåret, men er just vor bekendelse af, at vi ingen anden tilværelse har end den, Gud har undt os. Opstandelsestroen siger om fremtiden kun det, at fremtiden tilhører Gud, Gud som er kærlighed – og deri skal vi hvile og være trygge

Tillad mig at gøre et spring: at rejse nogle år tilbage i tiden og rejse 3000 km sydpå til det jordanske ørkenlandskab. Fordi for en del år siden stod jeg der sammen med min familie. Rundt om mig – fra de røde og støvede klippevægge – tårnede den ene prægtige ruin sig op efter den anden. Jeg stod midt i oldtidsbyen Petra; en pulserende handelsby for 2000 år siden, et samlingspunkt for ”øst” og ”vest”, hvor den ene karavane efter den anden pakket langsomt rullede ind ad de snoede stræder mellem de sandfarvede klipper.

Jeg stod der sammen med andre måbende turister og betragtede det ene prægtige gravkammer efter det andet (paladsgraven, urnegraven, skatkammeret, som de hedder) -, og så sagde min svigerfar så rationel som han er: Tænk engang, at man har brugt så mange kræfter og så mange ressourcer på at bygge grave. På noget, som ikke har med livet at gøre. Hvorfor dette besynderlige fokus på efter-livet, spurgte han?

Og lige siden dengang, da jeg stod under den åbne himmel i den jordanske ørken, så har spørgsmålet vakt genklang i mine tanker: hvorfor bruge så meget krudt – her i livet - på døden? 

Men jeg er kommet frem til, at alt hvad vi siger om døden, alt hvad vi gør ved døden, dens praksisser, dens ritualer, dens religiøse forestillinger, de har slet ikke med døden at gøre, men med livet at gøre! Det er som om, at den måde et samfund, en kultur, en civilisation, ser på døden på, det har meget mere med livet at gøre end selve døden? Ja, døden er et spejl, måske, vi kigger ind i, og dets spejling, dets billede, kaster sine stråler direkte tilbage til livet! Pyramiderne, gravhøjene, moderne mausoleer – tænk engang, er de ikke skabt for de levende? og den måde vi tager afsked med vore medmennesker på, respektfuldt, andægtigt, inderligt, og ikke bare smider dem lemfældigt i grøftekanten eller kører dem på affaldspladsen, det viser os, at vi lever et liv med kærlighed – og derfor også med sorg. Sorgen som kærlighedens pris, som det siges. 

”Af jorden skal du igen opstå” siges det af præsten, hver gang vi har begravelse, og det er ikke ord til den døde, men ord til de levende, til os, der er tilbage i livet; sådan at vi kan gå fra kirken med trøst og håb og mod på livet. Måske var det dét, som P.G. Lindhardt sigtede imod – at kristendommen handler om livet! Løftet om opstandelse, håbet om, at også vi skal opstå fra de døde, det gør sig gældende i vores liv, som en kraftig lyskegle, der i horisonten lyser mod os. I horisonten, ja, foran os, ja, men det er nu og her vi mærker lyset og varmen. Derfor lever vi håbefuldt, rettet mod det, som kommer, og ikke det, der var, for vi lever i livets sted, ikke dødens sted, i lysets sted, ikke mørkets sted, i begyndelsens sted, ikke afslutningens sted, i håbets sted, ikke i fortvivlelsens sted.  

Derfor kendes kirken ikke på sine grave – som Petra, som pyramiderne, som mausoleerne, men på sine tårne, der rækker mod himlen, som det triumferende, trodsige, oprørske håb om, at livet og Gud altid sejrer.