Det grænseløse

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

________________________________

Verden er fuld af grænser. Grænser mellem lande, grænser mellem kulturer, grænser mellem folkeslag og etniciteter, grænser mellem klasser, de rige og de fattige, grænser mellem seksualiter, grænser mellem kønnene, grænser mellem mennesker.

Sådan har det nok altid været, men grænser er ikke mejslet i sten, de følger ingen guddommelige orden, for grænsedragninger, hvor end de nu findes, skabes af os mennesker – langsomt, ad åre, gennem historien, så dannes og formes de, uden vi knap aner det, men før eller siden så står man enten på den ene side eller den anden side af grænsen. 

Den franske og nulevende forfatter, Eduard Louis, som netop skriver fra vores tid og ind i vores tid, han tematiserer – med baggrund i sin egen historie – disse grænser mellem fattig og rig, mellem det udannede og det dannede, mellem landet og byen, mellem køn og seksualitet. Han skriver om sin barndom i det nordlige Frankrig, det fattige, det udstødte, det alkoholiserede, det marginaliserede, det kollapsede Frankrig – det Frankrig, som eliten, Macron, Hollande, Sarkozy og alle de andre ikke anede stadigt eksisterede. 

Eduard Louis levede sin barndom og opvækst i armod. Bundet af sin egn, af sin families historie, hvor kvinderne går hjemme, forsøger at holde sammen på familien, mens mændene – som deres fædre – arbejder på fabrikken, indtil de enten går til af druk eller af al det hårde arbejde.

Eduards liv er et liv på trods. Han har alle odds imod sig, og på mange måder var han dømt til – ligesom sine brødre – at ende som deres far, syg, alkoholiseret, fortabt. Men Eduard har en trang til at flygte – flygte væk fra det hele -, måske for at springe ud som homoseksuel, men nok lige så meget for at slippe væk fra de tunge og barske kår – den materielle og åndelige armod. 

Eduard flygter, og ender først i gymnasiet hos middelklassen i nabobyen, senere flygter han videre til Paris for at stifte bekendtskab med overklassen – champagne og luksusferier – på Frankrigs mest prestigefyldte universitet.

En fortælling i al dens vælde om at bryde grænser af egen kraft, om at flytte sig fra et skæbnebestemt ståsted til et andet, om at forvandle sig – kropsligt og åndeligt – fra dét, man var født til, dømt til, til noget friere og bedre. 

I dag i evangeliet står vi også over for et spørgsmål om grænser. Jesus vandrer rundt i området ved Tyrus og Sidon, grænselandet mellem det jødiske højland og de hedenske sletter, og her møder han en fortabt, kana’anæisk kvinde, hvis datter plages af en dæmon, som måske eller måske ikke kan tage livet af hende.

Men hun er – i jødisk optik – uren, hun tilhører et ugudeligt folk, og derfor dømt til sin skæbne aldrig at falde ind under Guds nådige blik. For så vidt burde hun blive i periferien, henkastet til verdenshistoriens store bunke af ukendte og fortabte skæbner, men Jesus lader hende træde helt ind på scenen, ind i centrum, hvor hun kaster sig ned for hans fødder med ordene ”forbarm dig over mig, Herre”.

”Din tro er stor, kvinde, det skal ske dig, som du vil” er Jesus’ overraskende svar til hende. Troen, en hjertesag, om man vil, der lader alle de ydre markører falde bort – omskærelsen, moseloven, templet, som var de ydre manifestationer på, at du var inden for grænsen, inden i jødedommens fold.

Med andre ord: Den mur, der omkransede ’jødedommen’, og som var nærmest umuligt at passere, den krakelerer i fortællingerne om Jesus, der vandrer rundt i grænselandet mellem jødedom og hedenskab.

Kristendommen, sådan som den udfolder sig i sin tidlige fase, sprænger huller i muren rundt om jødedommen, nedbryder den, slet og ret; for evangeliet rækkes ud til dem, der står uden for, i periferien, til hedenskabet, som aldrig før var blevet inviteret inden for.

Dét, som med Jesus begyndte i det nære og lokale, en jødiske bevægelse inden for jødedommen, spredte sig – med Paulus og evangelierne – ud mod den store verden som en grænseløs og universel tro, som kan slå rod i alle – jøde som græker, slave som herre, kvinde som mand, thi Kristus kender ingen forskel, som Paulus så smukt formulerer det!

Det kan synes som en fodnote i verdenshistorien, en lille detalje, at jødedommen sprænges og rækkes ud til alle folkeslagene, men sagen er nok den, at netop denne begivenhed, dét at det frelseshistoriske perspektiv foldes ud til alle, det har gjort, at vi mennesker – på kryds og tværs af de grænser, vi mennesker nu engang sætter op for hinanden – alligevel er forbundne på en sådan måde, at alle menneske, når alt kommer til alt, hører sammen. Ikke som folk eller kulturer, ikke som etniciteter eller seksuel orientering, ikke som rige og fattige, men slet og ret som mennesker. Alle som én. Mennesker. 

Derfor kan Eduard Louis – og alle os andre – også bryde igennem de grænser, som eksisterer i vores samfund, netop fordi de kun er ydre grænser, ydre markeringer, der ikke i dybeste forstand har at gøre med, hvem vi er i det inderste. Grænser, som sættes af os mennesker, mod det grænseløse, som én gang for alle er sat af Gud med Jesus Kristus.   

Kristendommen er på denne måde en grænseløs bevægelse, der skærer sig på tværs af nationale grænser, politiske grænser, identitetsgrænser, for selvom vi alle på overfladen tilhører en ’gruppe’ og har en identitet, så findes det dybere fællesskab, som strækker sig horisontalt gennem historien og landskabet og rejser sig vertikalt fra jord til himmel, nemlig dette, at vi alle – som mennesker - bor under Guds himmel; og denne Guds himmel har med Kristus åbnet sig, Gud har åbenbaret sig, givet sig til kende, så vi med Kristus ved, at vi lever i Guds nåde med den grænseløse kærlighed som fortegn og med Guds tilgivelse i ryggen; det er det dybeste fællesskab, som vi mennesket tilhører. Vi er Guds børn – af tro, håb og kærlighed.