Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« Johannesevangeliet 4,5-26
For et par år siden, der var jeg med min lille familie på rejse i Jordan. Vi var fløjet ned til dette ørkenland, der på den vestlige side grænser op til Israel og på den østlige side mod Irak, for at se de mange arkæologiske seværdigheder, som landet rummer.
På disse kanter, der skal man bare stikke en skovl i jorden, og så pibler det frem med potteskår fra de første århundreder af Romerriget. Dengang, for 2000 år siden, der var Danmark, som jo ikke rigtig fandtes endnu, indhyllet i mørke, måske et par huleboer og et par jægere hist og her, men ellers intet nævneværdigt, men hernede – i vores kulturs vugge -, der myldrede det med byer, mennesker og kulturer.
Vi sad i en bil – midt i ørkenen, nogle kilometer fra oldtidsbyen Petra – vores turguide og chauffør sad på forsædet, og Josefine og jeg på bagsædet. Ude i horisonten, i den retning, hvor vi kørte, der samledes sig nogle mørke, nærmest sorte, skyer.
Og pludselig, så åbnede himlen sig over os; regn i store søjler stod ned over ørkenlandskabet. Det var så kraftigt, at det var umuligt at køre videre – vandet samlede sig hurtigt i små floder, der løb ind over vejbanen.
Det var et dramatisk øjeblik, synes jeg, men vores chauffør og guide de var alt andet end bekymrede – de nærmest jublede på forsædet, de var begejstrede og glade. Det var de selvfølgelig, fordi regnen sjældent kommer forbi på disse kanter.
Vandet, som nu strømmede – nærmest som en livgivende kilde – fra himlen ned til den tørre ørkenjord, det var for de lokale ensbetydende med liv og vækst. Vandet betød liv til træer og planter, det betød liv for alle dyrene, både de vilde og de tamme, og det betød vand til alle de mennesker, som bor i området.
Det kan måske være vanskeligt for os at forså, os, der bor her på disse våde breddegrader, hvor vi jo ikke mangler regnvejrsdage, men i et ørkenlandskab, der kan regnen, vandet, være forskel på liv og død. Sådan er det i dag, og sådan var det også dengang Jesus levede.
Måske derfor spiller ’vand’ som symbol en stor betydning i alle religioner. Vand er noget af det meste grundlæggende, der findes. På den ene side, så er vandet livgivende, rensende, opfriskende, forløsende, men på den anden side, så er vandet også klaustrofobisk, kvælende og dræbende. Vandet kan være en velsignelse for himlen, men det kan også være en forbandelse. Regn, der giver vækst og liv, og stormfloder, der river bort og slår ihjel.
Dagens fortælling fra Lukasevangeliet, som vi lige har hørt, udspiller sig som en samtale mellem en samaritansk kvinde og så Jesus. Mellem dem, nærmest som centrum i denne lille scene, der er brønden, fyldt med vand.
Der er tre temaer, hvor vandet strømmer som det gennemgående, der flettes sammen i deres samtale. For det første, så handler det om, at Jesus beder en kvinde, endda en samaritansk kvinde, som jøderne ikke måtte tale med, om hjælp til at få noget vand. Her ser Jesus ikke forskel på folk, her skelner han ikke til etnicitet, religiøsitet eller nationalitet, men han ser blot et menneske for an sig. På samme måde kender vand ikke til skel og grænser; vandet løber, hvor det kan, nedad. Floder strømmer ned gennem lande, ned gennem befolkninger og kulturer. Vand er (med andre ord) grænseoverskridende.
Et andet tema, der knytter sig til det andet, er nemlig grænser. For kvinden tror, at man kun kan tilbede Gud i templet i Jerusalem – det tempel, som kun jøderne havde adgang til -, og hertil svarer Jesus: Gud kender ingen grænser, han findes ikke kun på ét sted, som er forbeholdt nogle få, de rene, fine og fornemme, men Gud er der, hvor folk tror på ham, hvor de samles i hans navn. På en måde så minder det om vand – for hver gang, man forsøger at gribe om vandet, så løber det ud af vores hænder, og på samme måde, så kan Gud ikke fastholdes ét sted, vi kan ikke gribe Gud, og placerer ham på en hylde i et tempel.
Og hermed det tredje tema: Den rette forståelse af Gud. For laver vi vores eget gudebillede, former vi Gud ud fra de forestillinger, der bor i vores bevidsthed, sådan at Gud er lige som vi gerne vil have det, så vil det være en falsk Gud, en Gud, der så at sige aldrig vil kunne stille vores tørst – ligesom vandet fra brønden, der kun stiller vores tørst nu og her.
Men hvad er det egentligt, vi mennesker i dyb forstand tørster efter? Hvad er det for en tørst, Jesus siger, at det levende vand, vil slukke?
I grunden, så tror jeg, at mennesket tørster efter, at døden ikke har det sidste ord her i livet. For er der virkelig ikke mere end, at vi på et tidspunkt lukker øjnene og aldrig åbner dem igen? Det er en vis forstand meningsløst, hvis livet ender sådan – for hvorfor så overhovedet være her – hvorfor overhovedet blive født, når det hele alligevel slutter - relativt set - kort tid efter?
Det er denne tørst, som Jesus taler om skal slukkes. Tørsten efter evigt liv, efter, at vi samles hos Gud, når vores timeglas udrinder.
Når vi døber et barn og når vi tager afsked med et menneske, så lyder ordene: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Kristendommen, troen på Kristus, er grundlæggende en tro på, at døden ikke sætter et endeligt punktum; at der findes noget ’på den anden side’, hvad det så end er, men som traditionen, vores kultur, kan beskrive som evigt liv i Paradis hos Gud.
Det levende vand, som Jesus taler om, det er det vand, vi døber med her i kirken, og som gør, at vi mennesker lever i håbet om, at der også for os – ligesom for Kristus påskemorgen – venter en opstandelse på os.
Den tro, det håb, har samlet kirken igennem 2000 år, det håb, har formet vores kultur, vores måde at tænke på, vores måde at være til på, og den tro, den følger os – lige fra vuggen, når vi bliver døbt i kirken med det levende vand – til den dag, hvor vores grav skal graves og vi skal herfra. Håbet om, at vi der for os alle venter en opstandelse og evigt liv hos Gud.