Det søgende menneske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.«

For snart 30 år siden gjorde tre grotteforskere en fascinerende opdagelse. Det var i december 1994, i det sydlige Frankrig, hvor de tre grotteforskere hejste sig ned gennem et meterbredt hul i en stejl kalkstensklippe i Ardeche. I første omgang troede de ikke, at grotten ville indeholde noget specielt interessant, men da de kom længere ned i grotten, fandt de noget, der skulle give genlyd i hele verden. I bunden af grotten – i skæret af flimrende pandelamper – opdagede de en 240 meters dyb tunnel med malerier af enestående kvalitet. Den magiske tidskapsel, fra omkring cirka 32.000 år tilbage i tiden, indeholdt mere end 1.000 hulemalerier af hulebjørne, mammutter, huleløver, heste og rensdyr. De havde opdaget de ældste malerier i menneskehedens historie.

Forskere er i dag enige om, at malerierne havde en eller anden religiøs betydning. Et sted man ofrede, måske, for god jagt og frugtbarhed i livet. Måske var det shamanens hule, hvor menneskene, jægere og samlere, kunne træde ind for at give deres liv og færden i istidens Europa mening og betydning. 

Fundet er i sig selv enestående, men for så vidt ikke overraskende. For lige så langt vi kan kigge tilbage i menneskehedens historie, de første malerier, de første smykker, de første gravkamre, så har religiøse forestillinger, forestillinger om noget ude for verden, der har betydning inden for denne verden, været en indgroet del af menneskets verdensbillede. 

Det har gennem tiden haft forskellige udtryk, fra hulemaleriernes naturtro over vikingernes menneskeofringer og frem til moderne kristendom. Religion eller troen på noget større end en selv har været en rød tråd gennem menneskets historie, måske endda så markant, at vi ikke blot må tale om homo sapiens, men derimod om homo religiosus eller homo spiritualis – det religiøse menneske. 

Det kan måske klinge lidt mærkeligt i vores ører, os, der står på den anden side af det moderne, hvor naturvidenskaben med dets måleapparater og laboratorier har sat sig på fortolkningen af vores tilværelse. Det poetiske må vige for det nøgterne, sådan at ”i begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” afløses af Big Bang-teoriens modeller og udregninger, ”mennesket, skabt i Guds billede” opløses af evolutionslærens naturlige selektion og alt derimellem, det mystiske, det overnaturlige, det uforklarlige, det blev skrottet og fragtet ud på modernitetens mødding af ’irrationalitet og overtro’, som kun voksede og voksede op gennem 60’erne og 70’erne.

Derfor rodfæstede der sig en teori hos sociologerne om, at i takt med vores voksende rigdom og materialisme, maverne var mætte, underholdningen var sikret, så ville religion langsomt uddø og tanken om, at noget ude for verden har indflydelse på vores verden, ville langsomt ebbe ud som et levn fra fortiden. ”Sekulariseringstesen”, blev det kaldt, og teorien var, i al sin korthed, at de rationelle og videnskabelige forklaringer om verden langsomt ville få religionernes fortryllende og fantastiske blik på verden til at visne.

Teorien holdt dog ikke stik, og siden hed har de fleste sociologer forladt tesen, fordi det har vist sig, at verden og det enkelte menneske ikke bliver mindre og mindre religiøs i takt med, at velstanden stiger og behovene dækkes. Også selvom mobiltelefonerne, blinkende reklameskilte, fristelser i alle retninger, byder sig til, og forsøger at fange vores opmærksomhed, så er mennesket åndeligt søgende. Vi, mennesket, søger mod mening, mod betydning, vi søger svar på de spørgsmål, som ikke kan besvares af vores fornuft. Og siden tidernes morgen, sådan som de tidligste hulemalerier vidner om, så har mennesket kredset om grænserne for vores tilværelse, det, vi kalder vores liv og vores verden. 

Derfor tror jeg, at vi på mange måder kan identificere os med Nikodemus, som vi hører om i dag fra Johannesevangeliet, der i ly af natten banker på Jesus’ dør og spørger ham ud om tilværelsens gådefuldhed. 

For Nikodemus er et billede på det søgende menneske, han er jøde, og som sådan tilhører han et andet trossystem, men der er et eller andet ved Jesus, som tiltrækker ham – som gadelampen, der får nattens insekter til at sværme. 

Men hvis Nikodemus opsøgte Jesus for at få svar og blive klogere, så må han gå skuffet derfra. For når Nikodemus spørger i øst, så svarer Jesus i vest. Og måske er det i grunden meget karakteristisk: vi mennesker vil have svar, beviser og nagelfaste retningslinjer. Vi er jo formet af det moderne. Giv mig 10 bud, så jeg følger dem, giv mig Guds befalinger skrevet sort på hvidt i en bog, og jeg efterlever dem, giv mig, Gud, opskriften på livet. 

Når det moderne menneske opsøger ’det spirituelle’, sådan som opblomstringen af østlig inspireret livsfilosofi – alt fra meditation til mindfulness – vidner om, så er det ofte med tanke på mig selv. Det er et selvrealiseringsprojekt med vores eget ego i centrum. Bevægelsen er indadvendt, ind til mig selv, ind til min kerne. Tænk blot på yogaen, der vender sig væk fra verden for at søge sandheden i mig – og man kunne kritisk spørge: hvor er menigheden, hvor er fællesskabet, hvor er næsten i det?. 

Bevægelsen i kristendommen er modsat – selvom det måske ikke huer os: Gå ikke ind i dig selv, men gå ud i verden, spørg ikke, hvad du kan få, men spørg, hvad du kan give, peg ikke på dig selv, men ræk din hånd ud mod din næste. 

Kristendommen er ikke skruet sammen som en opskrift på det rette liv, selvom vi – ligesom Nikodemus – ofte ville ønske det: Jesus taler ofte forbi os mennesker, og i stedet peger han hen mod korset og opstandelsen, som det egentlige, som det, vi skal fæste vores blik på.

Det er nemlig i lyset af påskebegivenhederne, korset og opstandelsen, at Guds ubetingede kærlighed til mennesket viser sig, for ikke nok med, at Gud kommer os i møde med Kristus, så sættes der også et lys, et opstandelseslys midt i gravens mørke, et lys, hvis skær også oplyser vores liv – her og nu. 

Og med opstandelseslyset i ryggen – med visheden om, at Gud altid-allerede elsker os – så skal vi gå ud i verden, ikke ind i os selv, ud i hverdagen, som trinitatis-tiden også kaldes, ud i samfundet, ud i fællesskabet, ud blandt vores næste. 

Når vi i dag hører fra Johannesevangeliet, at mennesket skal ’fødes på ny’, så står vi måske – ligesom Nikodemus – noget uforstående tilbage, men tanken er, at vi mennesker ikke blot er gjort af kød og blod, af begær og behov, der skal dækkes, som mad, som anerkendelse, som ”likes” på vores smartphones, men vi er også formet af ånden, af Guds ånd, som tro, som håb, som kærlighed.

Dette forhold, at vi er Guds børn – som det siges til os i dåben – formet af Guds kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed, det skal vi tage med ud i denne verden, blandt venner og fjender, nærmest vende tilbage til livet på-ny, genfødt, som en ny fødsel, nu ikke af kød og begær, men af ånd og kærlighed.

Sådan som istidens mennesker måtte have forladt jagtmarken og de øde enge for at træde ind i kalkstensklippe i Ardeche, denne mystiske grotte, med malerier i alskens farver, gul, rød, grøn og blå, for at få deres liv oplyst, for at få deres liv sat i perspektiv og i mening, for at de ikke bare skulle vandre meningsløst fra deres vugge til deres grav, så går vi også ind i kirken – vor tids grotte med fantastiske fortællinger – for at vende tilbage til livet med mening, med betydning og med et håb om, at også vi, som Jesus sagde til Nikodemus, ”skal have evigt liv i ham”.