Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Lukasevangeliet 15,11-32
For efterhånden et par år siden – dengang jeg var præst i Brøndbyvester Kirke – der besøgte jeg fra tid til anden Herstedvester Fængsel; dét, der i gamle dage hed anstalten, og som har rødder helt tilbage til midten af 1800-tallet.
Dengang, da fængslet blev oprettet, der levede fangerne i total isolation. Al tid blev tilbragt i cellen, og skulle man fra sin celle til undervisningslokalet, f.eks., så blev man iført en maske, så man ikke blev set af de andre fanger. Enhver samtale eller kontakt fangerne imellem var forbudt – og når der var undervisning, enten med læreren eller med præsten, så blev de indsatte anbragt i små båse, så de ikke kunne se hinanden, men kun kunne kigge lige frem mod læreren.
Med andre ord så var hele det horisontale liv, så at sige, gemt væk for fangerne. Alt dét, der omringer os til siden – medmennesket ved min højre hånd. Tanken var, at fangerne skulle vende blikket væk fra verden og op ad mod himlen; de skulle angre deres synder og forsøge at forsone sig med Gud. Nok havde forbryderne forbudt sig mod et andet menneske, men vigtigere, så havde de forbrudt sig mod Gud.
Senere, i begyndelsen af 1900-tallet, der begyndte psykiatrien at fylde mere i fængslet. Nu begyndte man at arbejde med fangernes psyke. Blikket var, så at sige, nu vendt væk fra himlen og rettede sig nu ind i hovedet i stedet – ind i hjernen, ind i neuroserne, ind i de forviklede kringelkroge af det menneskelige sind.
I stedet for præstens sjælesorg, der forsøgte at genoprette forbindelsen mellem forbryderen og Gud, så forsøgte psykiateren, i terapeutiske samtale, at nå ind til ubevidsthedens dybder, ind til barndommens gade, ind til den voldelige far eller alkoholiske mor.
Psykiatrien spiller stadig i dag en væsentligt rolle i Herstedvester Fængsel, men nu består fængselsledelsen ikke af præster eller speciallæger, men af jurister. Lovens folk. Et juridisk system, hvor den herskende tanke er, at du er skyldig i det omfang, en dommer har kendt dig skyldig, og du har – set fra samfundets vinkel - betalt prisen for dine handlinger, når du har afsonet din straf.
Forbrydelsen på den ene vægtskål og straffen på den anden – når disse to harmonerer, balancerer som lodder på vægten, så er regnskabet gjort op, og du kan få friheden tilbage. Retfærdighed er med andre ord, når der er ligevægt.
Den romerske gud for retfærdighed, Justitia, afbildedes ofte med denne balancevægt i hånden. Og rundt om hovedet, der har hun bundet et bind for øjnene; det skal symbolisere, at alle er lige for loven, at Justitia, som en anden højesteretsdommer, dømmer i blinde, og derved ikke tager højde for magt, penge, hudfarve, seksualitet eller andet.
Retfærdigheden er på denne måde et værn mod tilfældighed og vilkårlighed – den sikrer, også i vores samfund, der jo bygger på Jyske Lovs ord om, at med lov skal land bygges, at der er lighed for loven, at alle behandles og straffes ens. Retfærdigheden er i det moderne samfund sat i system, en indre logik, sådan at en bestemt overtrædelse sanktioneres med en bestemt straf.
Når vi i dag hører lignelsen om den fortabte søn fra Lukasevangeliet, så møder vi midlertidigt en anden logik, som går på tværs, og måske slet ikke er en logik: For faderen er blevet forrådt af sin søn, han er vandret ud i verden og kastet om sig med sin arv, men da det hele er sluppet op, og ikke engang grisenes mad kan han spise, så vender ham hjem; hjem til sin familie, hjem til sin far, som burde – i retfærdighedens tegn – sanktionere ham. Men i stedet for straffen, i stedet for pisken, så mødes han med åbne arme og tilgivelse.
Faderen er et billede på Gud, ikke den retfærdige Gud med det store regnebræt, for historiens pointe er, at Gud ikke handler retfærdig, men nådefuldt og tilgivende. Det betyder først og fremmest, at det er Gud, der kommer os i møde. Vi kan ikke gøre os fortjente til Gud, vi kan ikke nærme os ham, hverken i gode gerninger eller ved at være særligt fromme – bevægelsen er ikke os mod Gud, men altid Gud mod os – som faderen, der løber ud mod sin fortabte søn med åbne arme
Denne tilgivende Gud går på tværs af det menneskelige, skærer sig fra himmel til jord, for vi mennesker tænker grundlæggende retfærdigt, ikke tilgivende, selvom vi da godt kan tilgive lidt her og der, men når det virkelig spidser til, når vi står over for det utilgivelige, rækker vores tilgivelse så?
Uden Gud som den absolutte tilgivelses kilde så kunne vi mennesker ikke tilgive, for hvad skulle grunden være, hvad skulle tilgivelsens fundament bygges af? Tilgivelens grund er Gud, og det er nok snarere sådan, at vi mennesker ikke tilgiver af os selv, men i stedet rækker den tilgivelse videre, som vi altid-allerede er omsluttet af, ligeså vel som kærlighedens kilde er Gud, som vi så rækker videre i kraft af, at vi altid-allerede er indhyllet kærligheden.
Lad mig slutte dér, hvor jeg begyndte: Med fangerne i Herstedvester Fængsel. Lige i midten af fængslet, omringet af de tykke og høje mure, der ligger en lille kirke. Uanselig af udsende, stor af betydning. Her afholdes der gudstjeneste hver eneste søndag – og her går de indsatte, som har de mest brutale forbrydelser på samvittigheden, i kirke. De synger salmer, læser fra Bibelen, modtager Guds velsignelse og går til nadver – til deres synders forladelse.
Og måske er netop dét billede, den situation, ganske sigende for, at dér hvor vores menneskelige tilgivelse ikke rækker, der tager Guds over. De er dømt ude af samfundet, fanget i deres straf venter de på, at lodderne i retfærdighedens vægskål balanceres, så de atter kan komme tilbage til livet og friheden, men samtidig – midt i alt dette – mødes de af Guds ord i nadveren: ”Dine synder er dig forladt”.