Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Lukasevangeliet 10,38-42
Ude i verden kæmper folk – med næb og klør og med livets som indsats – for et liv i frihed. Kvinderne i Iran smider deres tørklæder og kaster det på bålet, minutter efter bliver de arresteret og smidt i fængsel, ungdommen i Afghanistan kæmper for at løfte Talibans middelalder-åg fra deres skuldre, demonstrationer og protester spreder sig i Rusland i frygt for, at de skal sendes til fronten under Putin-styrets paroler, i Ukraine kæmper soldater og et helt folk, i skyttegravene, i hjemmene, i folkedybet, for, at de kan bevare deres land mod deres aggressive nabo i Øst.
Verden er fuld af lande og fuld af mennesker, der ikke lever i frihed. Trængt under diktatorer, trængt under grådige pengemænd, trængt under religiøse dogmer, trængt under mandens magt og tyranni.
”Ingen havde lært os at leve i frihed. Vi havde kun lært at dø for friheden”. Det skriver den hvid-russiske forfatter, Svetlana Aleksijeviti, i sin skildring af livet efter Sovjetunionens opløsning og kommunismens fald. Friheden havde man kun kendt i protesten mod det undertrykkende regime, med liv og lidelser som indsats. Kun som befrielse kunne man kende friheden.
Men så – da befrielsen fandt sted og friheden ikke længere var noget man skulle være rede til at dø for – hvordan var det så at leve i den, friheden? De var klar til at kæmpe for deres idealer, men da de styrtede i grus, stod blot tilbage, nøgent og skrøbeligt, livet selv. De havde kun lært at overleve, ikke at leve.
Det kan måske virke som en noget dramatisk indledning til en prædiken over den huslige uoverensstemmelse mellem Martha, Jesus og Maria, en scene, der nærmest har noget hjemligt over sig. Men løfter vi blikket fra det kønspolitiske, Martha i køkkenet, der er utilfreds med Marias indsats i hjemmet, ja ruller vi scenen ud af den husholdningsfilm, som eftertiden har svøbt den i, og ikke hænger os i forskellen mellem hvad der slides med ”ude” i køkkenet, og hvad der tales om ”inde” i stuen, så kunne denne lille historie handle om frihedens drama.
Når vi har gjort os fri af undertrykkelsens bånd, når vi har mad på bordet, tag over hovedet og varme – trods alt – i hjemmene, hvordan er det da at leve i friheden? Frihed er ikke dét, vi gør, efter vi har klaret alle fornødenhederne, frihed er ikke at slappe af, at være turist i sit liv.
Den franske filosof, Jean-Paul Sartre, skriver, at mennesket er dømt til frihed. Vi er bundet til frihedens pæl, som kvinden før i tiden som en anden Martha var bundet til kødgryderne i køkkenet. Sartres pointe er, at mennesket selv må opfinde sin verden, sætte værdierne og bygge fundamentet for vores liv, for der er ingen anden – en Gud – som kan eller gør det for os. Evigheden er punkteret, og Sandheden, Det Absolutte, er uigenkaldeligt tværet ud. Vi er dømt til selv at skabe vores liv.
Og det er det moderne menneskes på én gang velsignelse og forbandelse. Velsignelse fordi, at din historie, din livsbane, ikke er skrevet på forhånd, ingen skal – traditionen tro - ud i køkkenet eller ud i marken, og en forbandelse, fordi det slet og ret er en umulig opgave at skabe sig selv fra grunden. Spørgsmålet, hvem er jeg, er langt dybere og langt mere frugtbart end det tilsvarende: Hvem vil jeg gerne være?
Martha, der pusler i køkkenet, vil gerne være Maria, der er åndeligt fordybet ved Jesu fødder. Kampen for friheden, livet i frihed, spændingen mellem fornødenhederne og det kontemplative, og kender vi ikke alle denne konflikt, for hvor finder vi plads til det åndelige og det dybe i denne materielle og for så vidt overfladiske verden?
Jesus, der sidder der i frihedens rum mellem Martha og Maria siger ikke, at Martha skal lægge syslerne bort og komme ind i stuen, samtidig siger han heller ikke, at Maria skal vende blikket væk fra det himmelske og gå ud i køkkenet. Han taler til begge sider af os - det jordiske og det himmelske.
Men ikke sådan forstået, at dit liv er som en blank tavle, hvorpå du selv kan skrive dit liv, for den grundlæggende tanke i evangelierne er, at før dit liv, efter dit liv, under dit liv, over dit liv, der er Gud. Du er ikke alene, Gud er dig nær.
Et liv i troen på, at Gud er med os, da er vi ikke tvunget til at tjene, men frie til at tjene, for i kristendommen er vi ikke bundet til frihedens pæl, men i stedet sat frie til at række den tilgivelse og den kærlighed videre til vores, som vi selv altid-allerede er svøbt i. Gaven er Guds kærlighed, opgaven er at række kærligheden videre.
Den frihed, som borgerne i Sovjetunionens pludselig mærkede efter murens fald, den frihed, som folk rundt om i verden sætter deres liv i spil for at få, det er i første omgang en abstrakt frihed, der, når man får den, kan føles tom og hul, for friheden finder først sin konkrete form, når den forankres i virkeligheden, i de livssammenhænge, vi er flettet ind i; det er ikke en frihed fra noget, men en frihed til noget – til at tjene det mennesker, der krydser din vej. Kristendom er ikke selvkærlighed, men næstekærlighed. Eller med Paulus’ egne ord: Kærligheden skal være virksom i gerninger.