Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge. Matthæusevangeliet 7,22-29
I et forladt hus går han ind, manden, som vi ikke kender; alt står, som det blev efterladt, et vinglas, blomsterne i vasen, kuglepennen på bordet, og dér, midt i stuen, står skrivebordsskuffen åben. Noget fanger hans øjne, papirer i løs mængde, tætskrevne sider med den smukkeste og sirligste håndskrift. Som en natsværmer, der søger mod gadelampen, trækkes manden mod bogstaverne.
Skuffen viser sig at være fuld af dagsbogsnoter fra en vis Johannes, og midt mellem notaterne ligger der breve, kærestebreve, underskrevet ”Din Cordelia”. Og første brev begynder sådan her:
”Johannes! Ikke kalder jeg Dig: min, det indseer jeg vel, at Du aldrig har været, og jeg er haardt nok straffet for, at denne Tanke engang forlystede min Sjæl; og dog kalder jeg Dig: min; min Forfører, min Bedrager, min Fiende, min Morder, min Ulykkes Ophav, min Glædes Grav, min Usaligheds Afgrund. Jeg kalder dig: min, og kalder mig: Din, og som det engang smigrede Dit Øre, der stolt bøiede sig til min Tilbedelse, saa skal det nu lyde som en Forbandelse over Dig, en Forbandelse i al Evighed.”
Og brevet afsluttes, lidt længere ned, med ordene: Din er jeg, Din, Din, Din Forbandelse, Din Cordelia.
Sådan begynder – med dette afsluttende brev fra Cordelia - Søren Kierkegaards lille skrift Forførerens Dagbog. En bog, en samling af Johannes’ dagbogsnotater, der alle kredser om dette ene tema: At forføre den yndige og uskyldige kvinde Cordelia.
Johannes, forføreren, lever et liv på overfladen. Livet har for ham ingen dyb mening, intet absolut holdepunkt, en klippegrund, hvorpå et meningsfyldt liv kan bygges. Livet er snarere en strøm, som man som en anden fisk i vandet flyder med, og så må man selv, dér, hvor man nu er, finde sig sin egen mening.
For Johannes bliver meningen da det sensuelle, det erotiske, forførelsen, som giver ham et rush, et fix, der for en stund opfylder ham. Den samme livsanskuelse, om man vil, finder vi hos Don Juan. Denne karakter fra litteraturen, den legendariske kvindebedårer, hvis eneste formål i tilværelsen er at forføre kvinder – med list, med bedrag, med erotik.
Fælles for dem begge, når alt kommer til alt, er, at de lever på et usikkert fundament, et sandet underlag, som før eller siden vil skride, når livets skybrud melder sig og huset styrter i grus. Lidt ligesom smutstenen, for de hopper begge glædeligt fra kvinde til kvinde, sådan som stenen frejdigt smutter over det bølgende hav, men for begge tilfælde gælder det, både stenen og for Don Juan og Johannes Forføreren, at neden under den polerede overflade, der lurer bunden, havets bund og livets bund, som de udsigeligt sikkert vil synke ned til, når deres færd over livets overflade før eller siden får en ende.
For hvad sker der, når forførelsen er ovre? Når forelskelsen er forduftet, når følelsernes vold finder sin hvile i hverdagens trummerum? Hvad sker der, når bølgen stilner af, og livet – også med dets smerte, lidelse og anstrengelse – melder sig? Dét, der melder sig, når fundamentet eroderer, det er kort og godt tomheden. Meningsløsheden.
Det lyder nok fjernt fra os, for har vi ikke mening i vores liv, men måske, hvis vi skænker det en tanke, så lever vi – i vores tid – ikke langt fra Don Juan og Johannes Forføreren. Du er din egen lykkes smed, lyder det i liberalismens motto, du skal vælge dit liv, siger vi til os selv og hinanden, intet er umuligt, hvis bare du vil det nok, står der i selvhjælpsbøgerne.
I dag hersker den tanke, at mennesket har fødder, ikke rødder, at vi skal være i bevægelse, udvikle os, opnå nye kompetencer, effektivisere, selvrealisere, hvor tids profetisk tale om, hvor det sande liv ligger begravet, og det værste, vi kan gøre, det er at stoppe op, dvæle ved øjeblikket og finde det stabile og sikre fundament, den klippegrund, der står fast, selv dér, hvor bølgerne bruser og stormene raser.
Både Johannes Forføreren og Don Juan har da også gennem litteraturhistorien netop tjent som et modbillede på det liv, der ikke blot strækker sig horisontalt fra vugge til grav, men som også holdes oppe af en vertikal linje, en linje fra himmel til jord, fra Gud til mennesket, hvor meningen ikke skal bæres af vores egne – i grunden svage - skuldre, men i stedet gives til os fra et sted uden for verden, fra Gud.
Men med denne vertikale linje sættes der også et ”du skal” til os mennesker. Et ansvar om at tage del i virkeligheden, i dit eget liv, i det, der omringer dig. Når stormen raser, når sygdomme rammer os, når andres lidelse kræver noget af os, pligtens tydelige sprog, så må vi ikke følge flugtens stemme og vende os bort med ordene ”Hvem har egentligt sagt, at der findes en Gud, der kræver noget af mig? Hvem har egentligt sagt, at jeg skulle tage del i kampen? Er det her ikke mit liv? Er jeg forpligtet på min næste?
Vender vi blikket væk fra virkeligheden, væk fra vores medmennesker, som Johannes Forføreren forlod sin erobring, Cordelia, ulykkelig i grøftekanten, så flygter vi fra vores ansvar. Et flugt fra virkeligheden og dens etiske forpligtelse og ind i æstetikkens polerede overflade, og det er sådan, at den, der gifter sig med den flygtige tidsånd, som æstetikken hænger sammen med, bliver hurtig enke i evigheden. Eller med Cordelias afsluttende ord i sit brev: Jeg bliver din forbandelse!
At bygge sit liv på en klippegrund betyder med andre ord dette: at vedkende sig, at der en magt i livet, som er større end mig, en magt, der allerede viser sig i det forhold, at ingen spørger os, om vi vil ind i denne verden eller spørger os, om vi vil ud igen, en magt, der ikke er ligeglad med verden og har efterladt den i en tom meningsløshed, men i stedet er forbundet med verden - gennem Kristus -, og som fortæller os, at han, Gud, er kærlighed, og mere end det, at han er med os.
Og med dette absolutte i vores liv, at Gud er kærlighed og Gud er med os, så kan vi leve vores liv, hver især og sammen, vi kan smutte videre på livets bølger, både på tinderne og i bølgedalene, som en smutsten, ikke med tomheden under os som tilværelsens bund, men med Guds gribende hånd, der omfavner os med tilgivelse, med nåde, med håb, med kærlighed, og hvis ord, som lød til os i dåben, sådan som det også om lidt vil lyde til Sagas dåb: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende…”