Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Lukasevangeliet 7,11-17
”Hvis et hvedekorn ikke lægges i jorden og dør, bliver det aldrig til mere end dette ene korn. Men hvis det dør, bliver det til mange hvedekorn”. Sådan står der på Dostojevskijs gravsten, de sidste ord, fra en af de største forfatteren verden endnu har set, ord, som ikke er hentet fra Dostojevskijs egen hånd, hvorfra der jo ellers er strømmet millioner af ord og sætninger, men i stedet et citat fra Bibelen, fra Johannesevangeliet.
”Hvis et hvedekorn ikke lægges i jorden og dør, bliver det aldrig til mere end dette ene korn. Men hvis det dør, bliver det til mange hvedekorn”.
Hvorfor nu disse ord? Vi ved alle, at de sidste ord er både tunge og vigtige, og jeg tror, at hvis vi spurgte hinanden hver især om, hvad dine ord på gravstenen skal være, så har vi alle brug for en længere tænkepause.
Mottoet til Dostojevskijs sidste roman, Brødrene Karamazov, som han skrev ganske kort tid før sin død, der støder vi også citatet på den allerførste side. I romanen møder vi munken Aiosha, som lever trygt i klosteret, et liv i bøn og med faste ritualer, og altid i nærheden af klosterets ældste, Zosima, som kærligt styrer munkene igennem livet. Klosteret er et helle midt i livet, en kapsel, og verden – med alt dets lidelse og lidenskab – er ’der ude’, på afstand, omringet af klosterets tykke mure.
Da Zosima, den ældste, ligger på sit dødsleje og alle munkene har samledes om ham for at læse højt af Bibelen, så tager han fast i Aioshas hånd: ”Forlad klosteret, gå ud i verden, og bring kærlighed ud til folket.”
De ord bliver begyndelsen til munkens liv i verden – ud til jorden, ud til folket, ud til den lidelse, som hører verden til. Og dengang, i 1860’ernes Rusland – og i resten af verden for den sags skyld – der var lidelsen alle vegne: Børn blev misbrugt, kvinderne blev tævet ”som det var mandens ret og pligt”, druk, vold og vanvid var en del af dagligdagen – i hjemmet og på gader og stræder. Det var denne verden, munken skulle bringe kærligheden ud i, ud af klosterets indre og ind i verden, hvor kærligheden virkelig manglede at slå rod i al elendigheden.
”Hvis et hvedekorn ikke lægges i jorden og dør, bliver det aldrig til mere end dette ene korn. Men hvis det dør, bliver det til mange hvedekorn”.
Jeg tror, at mottoet til Brødrene Karamazov og indskriften på Dostojevskijs gravsten netop handler om dette, at kærligheden skal ud i verden, ud blandt folk, hvor den kan virke, hvor den kan slå rødder og kaste frø af sig, så den spredes med vinden ud til alle verdens hjørner.
På samme måde som et hvedekorn, der må i jorden for at virke, det må forlade bondens varme og trygge hånd, for at slå rødder i verden, sådan er det også med kærligheden. Den virker ikke i os, men i blandt os. Som munken må forlade klosteret, som hvedekornet må i jorden, så må vi også søndag efter søndag forlade kirken med den tanke, at vi skal bringe kærligheden ud i verden, hvor den kan slå rod i den jord, som vi mennesker er gjort af.
”Hvis et hvedekorn ikke lægges i jorden og dør, bliver det aldrig til mere end dette ene korn. Men hvis det dør, bliver det til mange hvedekorn”.
Af jord er vi mennesker kommet, og til jord skal vi mennesker blive. På én gang gjort af denne verdens støv og samtidig formet i Guds billede – krop og ånd, tid og evighed, men dog så meget indlejret i naturen, at vi alle ved, at også vores krop en dag vil falde som efteråres blade mod jorden. Naturen er både smuk og barsk, skabelses og tilintetgørelse går hånd i hånd, liv og død hænger uløseligt sammen. Når noget i denne verden dør – og det vil, før eller siden, dø, for alt her under himlen har en tid – så vil noget nyt, noget andet opstå.
Et træ rammes af lynet, stammen knækker og falder til jorden, et rådyr rammes af en bil i nattens mørke, kvæstes og ligger sig til at dø i grøftekanten – langsomt, men sikkert, så forvandles det døde, træstammen og rådyret, til et mylder af liv - ud af døden, kommer livet.
”Hvis et hvedekorn ikke lægges i jorden og dør, bliver det aldrig til mere end dette ene korn. Men hvis det dør, bliver det til mange hvedekorn”.
Naturen er fuld af små opstandelsesbilleder, hvor noget nyt spirer frem, dér hvor noget andet måtte forgå; efteråret står nu for døren, markerne er høstet, kornet er i hus, og mørket æder sig langsomt ind på dagen og solen og varmen slipper langsomt sit greb; det fylder os – på den mest naturlige måde - med en vis melankoli, når naturen falmer og visner, fordi det i dybeste forstand minder os om, at også vi er underlagt de selvsamme kræfter.
Denne efterårets melankoli hører med til det at være menneske, men hverken naturen eller menneskelivet ender i vinterens kulde og mørke; for selvom frosten ligger alt øde hen, selvom marken ligger golde og nøgne hen, selvom træerne står forfrosne tilbage, mens sneen daler og frosten bider, så spirer foråret altid frem. Først sagte, små vintergæk, senere mere farverigt, når påskeblomsterne bryder frem fra den frosne jord.
Og netop påskeblomsterne bringer opstandelsesbudskabet med sig. For som påskeliljerne opstår ud af den døde jord, sådan brød også Kristus gravens mørke påskemorgen; han rejste sig, som et lille frø, der fra jordens mørke brød frem, for at folde sin pragt ud i påskesolens stråler.
Og med Kristi opstandelse, der rejser ham fra dødriget til gudsriget, så kan vi også ”rejse os”, og gå ud i denne verden med kærlighed, i en tro og håb om, at der også for os venter en opstandelse, en evig sommer på os, når vores timeglas en dag udrinder.
”Hvis et hvedekorn ikke lægges i jorden og dør, bliver det aldrig til mere end dette ene korn. Men hvis det dør, bliver det til mange hvedekorn”.