Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.
Johannesevangeliet 6,1-15
Knut Hamsun, den unge og fattige nordmand, som bar rundt på en forfatterdrøm i maven, gik i land i København d. 17. juli 1888. Det første han gjorde, var at pantsatte sin frakke for seks kroner, for så at leje et værelse i Sankt Hans Gade 18 på Nørrebro. Her levede han i den yderste fattigdom, mens han forfattede romanen Sult, som – skulle det vise sig – var en bog, som verden ikke havde set mage.
Hamsun beskrev selv sine boligforhold således: "Jeg kan ikke arbejde, ikke godt, ikke fint. Jeg sidder her paa en Kvist, hvor det blæser gennem Væggene; her er ingen Ovn, næsten intet Lys, blot en eneste liden Rude oppe i Taget. Jeg kan heller ikke godt gaa ud nu, siden det blev koldt, det er for smaat med Klæder."
Men ikke desto mindre så sad han der på sit kvistværelse og skrev i en iver på sin debutroman, Sult. Da den endelig blev udgivet, så stod hele den litterære elite – fra Herman Bang over August Strindberg til Georg Brandes - og måbede: Hvad var de vidne til? Et værk, som brød alle konventioner? En hovedperson uden navn, uden historie, uden fast identitet, som blot driver rundt – med sulten og forfatterambitionen som drivkræft – i Kristianias (det gamle Oslos) gader.
Her er ingen egentlig fortælling, intet plot, intet forløb, blot et hvileløst subjekt, en bevidsthedsstrøm, der lader byens indtryk, en kvinde i et vindue, forårssolens varme, duften fra parkens træer, glide igennem bevidstheden uden nogen fornemmelse for fortid, nutid eller fremtid. Det urbane, byen, er Sults scene, og de faldefærdige huse, de beskidte gader, de usle værelser med aviser som laset tapet er dens kulisser.
Dog har Sult det til fælles med mange andre romaner, at vandringen er dens element, men hvor vandringen hos f.eks. Cervantes eller Goethe åbner for et rum til personlig udvikling og dannelse, så er vandringen for Hamsun klaustrofobisk, en stampen på stedet, rundt i de samme små gader, uden noget egentligt mål, uden nogen egentlig retning.
På den måde står Hamsuns Sult i litteraturhistorien som en vandringsroman, en slags ørkenvandring i moderne forstand, hvor landet med mælk og honning, dét som israelitterne have i sigte og som drev dem afsted, har fortabt sig i en tåge, en sultens desillusion, som gør, at hovedpersonen blot vandrer meningsløst rundt og rundt og rundt, som en natsværmer, der ikke kan slippe fri af gadelampens skær i mørket.
For Knut Hamsun – og hans sultne hovedperson i de fattige klæder – der må fortællingen om bespisningsunderet fra Bibelen, Jesus, der mætter folkeskarens maver med 5 brød og 2 fisk – en fortælling, som han kendte så udmærket, have stået som ren provokation?
Hvis man virkelig har et syn, der flakker, en svimmelhed i kroppen, som får en til at vakle, tankestrømme, der forvirres i et væk, en mave, der snor sig af ren og skær sult, så må tanken om, at en mand, Jesus fra Nazareth, der mætter de sultes maver ud af ingenting virke latterlig? Som et fatamorgana i ørkenen, der lokker med en oase – vand og mad -, men som viser sig blot at være en spejling af ens indre ønsker.
Og måske har fortællingen også samme virkning på os? Som latterlig og provokerende? Ganske vist kender de færreste på vores breddegrader til sult i egentlig forstand, men logik og videnskab, det har vi da forstand på, og 5 brød og 2 fisk kan ikke mætte mange sultne maver. Men måske er det heller ikke fortællingens sigte? Måske er det ikke mad i fysisk forstand, der fortælles om, måske er det mad – åndeligt føde – i en anden forstand, som nok virker fremmed på os, som der her tales om?
Man siger, at mennesket ikke kan leve af brød alene, og det er jo indlysende rigtigt i al sin banalitet, selvom vi i vores moderne virkelighed måske har glemt det, for lod vi blot det materielle være styrende i vores liv, lysten, begæret, sanseligheden, ja, hvad adskiller os da fra dyret? Vi lever nemlig også af ånd, for nok har vi fødderne plantet på jorden som dyrene, men vi har også hovedet vendt op mod himlen. Vi kan drømme og håbe, tænke og tale.
Taber vi vores åndelighed, det, der holder os oprejst, vores holdning så at sige, ja, så synker vi sammen som dyrene, nærmest ned på alle fire, og bliver dyriske – i vores drifters vold – og så taber vi dét, der gør os til mennesker.
Den sult, der drev Knut Hamsun rundt i Københavns gader, den kender vi ikke til, men vi kender nok til den ørkenvandring efter mening, som præger det moderne. Når vi vandrer rundt i den tro, at livet blot er spændt ud mellem en lige linje fra vores vugge til vores grav, når vi er af den opfattelse, at livet er tilfældigt, uden dybere betydning, og at det hele en dag ender i et sort, meningsløst hul. Tænker vi sådan, så mister vi blikket for livets vertikalitet, for den linje, som også findes i vores liv, som går fra himmel mod jorden, fra Gud mod mennesket, som giver os et tilsagn om, at Gud har skænket sin uudtømmelige kærlighed over os. Tilsagnet om, at selv når vi falder som efterårets blade mod gravens dyb, så gribes vi af Guds kærlige hænder.
Evangeliet, Jesus, der står på bjerget, og bespiser de fem tusinde mand, handler netop om dette: Guds kærlighed er grænseløs, den er uendelig, og den kan ikke slippe op som en anden ressource fra denne verden, uagtet hvor meget vi så end grovæder og mæsker os i den.
Det er denne, Guds kærlighed, som gør, at vi kan holde os oprejst i livet, at vi kan bevare håbet, selvom sulten – efter mad, efter mening – måtte trænge sig på hos os og gøre os rundtossede, så ved vi, at der er en linje fra himmel til jord, som skærer sig ned i tiden til os mennesker. Som evighed, som kærlighed, som tilgivelse, som fuldendelse. Evighedens nedslag. Som ordene fra påskemorgen, sagt fra et sted uden for verden, Ord fra Gud, ind i vores verden: ”Frygt ikke, han er opstået”.