Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Lukasevangeliet 14,1-11
Forestil jer en verden, hvor alle de fattige, dem, som af den ene eller anden grund ikke kunne forsørge sig selv, de lå på hvert et gadehjørne med fremstrakte hænder og tikkede om småpenge, så de ikke døde af sult.
Forestil jer en verden, hvor op mod halvdelen af befolkningen var slaver, ja, og disse slaver blev end ikke betragtet som mennesker, men blot som en ting, som herrens ejendel på lige fod med æslet eller ploven. Overfaldt man en slave, så blev man ikke dømt for at slå en slave, men for at slå på slaveejerens ejendele. Offeret var ejeren, ikke slaven.
Forestil jer en verden, hvor alle mænd var højere rangeret end kvinder. Kvinderne var udelukket fra samfundet, de skulle tie i offentlige forsamlinger og deres mening betød absolut ingen ting – ja, deres eneste rolle var sådan set at være hustruer for mændene og mødre for børnene.
Forestil jer en verden, hvor dem, som blev ramt af sygdom, de blev afskåret fra at være sammen med andre, de blev betragtet som ’urene’, som nogle, der selv var skyld i deres dårligdomme, og derfor hørte de til i udkanten af samfundet – så langt væk fra andre som muligt.
Forestil jer en verden, hvor der kun var meget få, som havde penge og magt, og alle andre måtte leve på sultegrænsen, måtte arbejde i sit ansigts sved fra morgen til aften, ja de måtte kæmpe sig igennem livet.
Forestil jer en verden, hvor magthaverne – de få procent, der sad i toppen af samfundet – styrede alt, det var kun deres stemme, der galt, det var kun deres stemme, der kunne høres, og hvis de ville, så kunne de til enhver tid slå ethvert oprør ned.
Forestil jer en verden, hvor magtens centrum fra templet – økonomisk, administrativt, religiøst – og hver en detalje af livet var reguleret af de religiøse forskrifter. Hvad du måtte spise, hvornår du måtte arbejde, hvad der var rent og urent.
Sådan – i korte træk – så verden ud på den tid, Jesus levede. Det var en fundamentalt anden verden end den verden, vi nu sidder i. Ja, der er intet mindre end en verden til forskel fra i dag, fra os, der ånder luften af det 21. århundreder, til dengang, for 2000 år siden, da Markusevangeliet, som vi hørte før fra alteret, blev skrevet.
Det kan, for os, være svært at sætte sig ind i, fordi mange af de goder, vi er omringet af, er blevet en selvfølge for os, vi ligger ikke mærke til, at her er der ingen der dør på gaden, at her er der ingen mennesker, der lever som slaver i vores hjem, at her er mænd og kvinder lige, her har alle i samfundet en stemme.
Dengang, for godt og vel 2000 år siden – der var verden indrettet helt anderledes. Dengang havde de svage ikke en stemme. Ser man på den litteratur, som både grækerne og romerne forfattede i århundrederne omkring år 0, så interesserede de sig aldrig for de svage. Synsvinklen var altid oppe fra og ned, det var de stærkes blik, man fulgte, det var de lærdes pen, der blev ført, og al litteratur handlede dybest set ikke om virkeligheden, men om stil og retorik.
Fra Sokrates’ store forsvarstale til Senecas afhandlinger om etik – litteratur var for og til de lærde, og de havde ikke blik for ’det lave’, for tilværelsens dunkelheder, for de svage, der hørte til i vejkanten eller de syge, hvis kroppe var fyldt med bylder, betændelse og dårligdomme.
Men netop kristendommen, evangelierne, bryder med denne måde at skrive litteratur på. For Det Nye Testamente er ikke skrevet fra de riges synsvinkel, fra dem, som sad på toppen af samfundet, den er ikke skrevet af de magtfulde til de magtfulde, tværtimod, det er en fortælling, som handler om dem, der er udstødte, om de syge og svage, om dem, som de andre ikke vil lege med.
I dag hører vi om Jesus, der – på hviledagen, sabbatten -, var på besøg hos de ledende farisærer; pludselig træder en syg mand, hvis krop er fyldt med vand, frem for an Jesus. Jesus lægger hånden på ham og helbreder ham. Dette til stor forargelse hos farisæerne, de religiøse ledere, for manden burde udstødes, ikke helbredes, og så endda på hviledagen, hvor kun Gud burde være i fokus.
Jesus gør det modsatte af, hvad tiden forventede. I stedet for at skubbe den syge mand væk, tager Jesus ham til sig, i stedet for at sparke nedad, løfter han op, i stedet for at straffe folk, så tilgiver han.
Fortællingen om manden med vand i kroppen er blot én blandt mange historie fra Det Nye Testamente, hvor samfundets bund, de fattige og syge, de udstødte og forladte, de får en stemme og kommer til orde.
Sådanne historie, historier fra periferien af samfundet, de var utænkelige i antikken. Romerne, der skrev store latinske digte, eller grækerne, der skrev filosofiske afhandlinger, de kunne aldrig finde på at skrive historier, som handlede om de mennesker, der hører til i støvet.
Men kristendommen, med Kristus, den fornedrede konge i centrum, ændrer fundamentalt perspektivet. Nu ses alt ikke var magtens tinder, fra elitens blik, men i stedet fra dem, der roder rundt på bunden, fra synderne og krøblingerne. Kristendommen vender det hele på hovedet: De største skal blive de mindste, og de første skal blive de sidste; For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes
Selv vores frelser, Kristus, hører støvet til. Han blev født i en beskidt krybbe i usle laser, han voksede op i fattige klæder, uden pomp og pragt, og red ind i Jerusalem palmesøndag, ikke som en konge, men på et usselt æsel, og da han – efter romerne havde arresteret ham – hængte på korset langfredag, så hang i al menneskelig smerte og lidelse med ordene ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Det et netop den mørke baggrund, som påskemorgen skinner fra – for Jesus blev korsfæstet, døde på korset, men det er kun for at han – påskemorgen – kan opstå fra den mørke grav, fra dødens kammer. Kristendommen rummer på denne måde det kraftigste lys, fordi det netop skinner på baggrund af det stærkeste mørke.
Dét er en fortælling, som rejser sig fra støvet, ikke en fortælling, der daler ned fra himlen, det er en fortælling, der har blik for den udsatte, syge og svage, fra livets smerte, – og for så vidt – så var det kristendommen, der gav stemme til dem, der var slaver, til dem, der måtte tigge på gadehjørnerne, til kvinderne, der var underlagt manden, til de syge, som var blevet udstødt fra samfundet, for, som Paulus siger, i kristendommen, ”der kommer det ikke an på om man er jøde eller græker, på om man er træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for vi hører alle Kristus til”