Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. Johannesevangeliet 20,1-18
En lettere forhutlet ung mand stod en hel dag i regnen uden for John Lennons hus. Han inviterede ham ind til en kop te ved køkkenbordet. ”Hvorfor står du derude? Hvad vil du?” ”Jeg føler, at dine sange er skrevet til mig”, sagde den unge mand, hvortil Lennon svarer: ”It’s just words” – det er bare ord.
Jeg ved ikke, om den unge mand blev skuffet, som han sad der og varmede hænderne på tekoppen, men ordene og musikken fra Strawberry Fields, Revolution, Imagine, Help! har nok stadig lydt og spillet for hans indre ører.
Ord er nemlig ikke bare ord. Der er ord, vi bærer med os, og ord, der bærer os. Evangeliets ord er sagt og skrevet til os. Det er alene derfor, de siges: For at vi skal tro. For at ordene skal smelte sammen med vores liv og vores virkelighed.
I dag står vi over for det ord i kristendommen, som alle de andre ord samles i, opstandelsesordet, han er opstået, uden dette, så ville kristendommen reduceres til en filosofi, læresætninger, vi kunne terpe uden ad, ord, der måske er kloge og vigtige, ord, der måske vil gøre dig godt, men ikke ord, du i dybeste forstand kan leve og dø på.
Ordet om opstandelsen, som vi i dag hører fra Johannesevangeliet, er kristendommens pulserende hjerte, kærlighedens maskinrum, hvor det største udvirkes. Og dette inderste kammer er så et gravkammer, kristendommens forargelse og paradoks, det største i det mindste, Guds egen søn i den fattige tjeners skikkelse og den største glæde har sæde i en grav.
Men det er herfra alle andre ord får deres betydning, næstekærligheden, tilgivelsen, barmhjertigheden. Alt dette finder sin plads i den på den ene side lille, og på den anden side så ufattelig store, fortælling om kvinderne ved den tomme grav. De står dér ved gravens mørke åbning, sorgen og smerte over det liv, som gik bort, som livet jo hele tiden går bort, og så forvirringen og frygten, der spreder sig, når det, der møder dem, ikke er et stinkende lig, men en tom grav og et par ligklæder, og så den glæde, der spredes – helt frem til os i dag -, da kvinder vender tilbage til livet med ordene: Han er opstået!
Det er sådan med glæden, at den må deles. Ikke som sladderen, rygtet i hønsegården, der hurtigt ebber ud og finder sin stopklods. Glæden kan ikke blive hos sig selv. Den må straks deles med de andre, den må deles med de sørgende, som kvinderne gør. Det er næsten umuligt at holde glæden for sig selv, for den vokser, når den deles, når den bringes videre.
Derfor slutter evangelierne heller ikke med, at kvinderne stirrer ind i graven, en lukket slutning, bevægelsen er modsat, de vender om, går tilbage til livet – nu ikke i sorg, men i glæde -, deler de ordet. Evangeliet slutter ikke dér hvor det sidste punktum er sat, det begynder, det åbner, det peges mod os med det afgørende spørgsmål: Tror du det? Var graven tom som ordet går?
Dengang som i dag er opstandelsen ubegribelig! Men tænker vi over det, så er døden, som vi alle har tæt ind på livet, ligeså ubegribelig! Vugge til grav, og så ikke mere? Alt dette skabte, alt dette fortryllende, al denne fylde, for så at ende dér – i gravens mørke?
Når vi ser et dødt menneske, så rammes vi af forfærdelse. Liget, dette voksfarvede, kolde legeme, er en uting af en ting. Så hurtigt begynder det at stinke, at det næsten er en hån mod menneskets stolthed! Vi bliver, når døden først indtræder, på ét sekund til et kadaver, et subjekt bliver til et objekt, og nok har man brugt hele sit liv på at være, men i det øjeblik døden indtræffer, så er du ikke mere.
Derfor peger evangeliet tilbage på verden, tilbage på den, der hører ordet, for det er ikke blot Jesu grav, kvinderne står foran, det er menneskets grav, din og min. Og hvad ser vi, hvad hører vi, derinde fra vores dunkle grav? Mørke, kulde, intethed? Lys, varme, fylde?
Med vores fornuft og vores forstand så søger vi efter det kausale, der må gemme sig en logik et sted, et gravtyveri, en misforståelse, sådan som også kvinderne først tænker, for dødens magt er jo den stærkeste, men med troens øje ser vi noget ganske andet: Midt i tomheden, midt i intetheden, midt i fraværet stråler opstandelsen fra gravkammerets bagvæg med Guds nærvær, Guds fylde, Guds kærlighed.
Det ene er ikke nødvendigvis mere rigtigt end det andet, men det ene har en anden betydning end det andet, for med opstandelsesordet, han er opstået, så vendes sorgen til glæde, tårerne bliver til smil, og vi kan vende tilbage til livet i frimodighed og i tillid til, at vi både i livet og i døden er omsluttet af Guds kærlighed.
Han er opstået, og måske ville John Lennon svare, som han gjorde til den unge mand: ”It’s just words”. Og det er næsten rigtigt, men ikke helt, for det er ikke ”bare” ord, det er Guds ord. Sagt til kvinderne, og sagt til os. Han er opstået.