Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Lukasevangeliet 18,9-14
Farisæeren og tolderen? Den gode og den onde? Den ophøjede og den ydmygede? Den selvretfærdige og den retfærdiggjorte? Synderen og den lovlydige? Det er historien om Farisæeren og Tolderen…
Man kunne jo fristes til at spørge, hvem er du, hvem er jeg, af de to? Ham, der står i forgrunden, tættest på alteret i templet, med fremskudt bryst og blikket rettet mod himlen, og hvis bøn til Gud er: Jeg takker dig, Gud, for jeg ikke er som de andre? Eller ham i baggrunden, nedslået blik, forkrampet og alene, og hvis ord lyder til Gud – et sted mellem et skrig og en hvisken: ”Gud, vær mig synder nådig”? Er du farisæeren eller tolderen?
Det burde jo være let, for farisæeren er jo hykleren, der bedrager sig selv og vil bedrage Gud, og hvem vil sige dét om sig selv? og tolderen er den oprigtige, den ydmyge, ham, som Gud retfærdiggør. Men afsløres ikke her en anden form for hykleri, som ingen af os nok kan sige os helt fri af, nemlig dette, at vi alle har tolderen som forbillede, men det er farisæeren, når alt kommer til alt, der bor i os; os, som spejler farisæerens tak om, at han ikke er som tolderen, med vores tak om, at vi ikke er som farisæeren. Eller mere lakonisk: Kristendommen kom ind i verden og lærte, at vi skal være ydmyge og barmhjertige, at vi ikke stolt og forfængeligt skal søge den øverste plads ved festmåltidet, men sætte os nederst, men nu viser det sig, at hr. Stolthed og Fru. Forfængelighed sidder nederst ved bordet og skåler og råber op om, hvor gode de egentligt er – dernede på de ydmyge pladser. Hykleriet forsvandt ikke, hykleriet forandrede maske.
Derfor ville det være for let blot at pege fingre ad farisæeren og projicere alle hans dårligdomme ind over vores samfund – konkurrencesamfund, sundhedsbølger, præstationskultur, eksamensræs – som vore tids farisæisme. Gjorde vi det, så ville vi stille os præcis på den position, vi kritiserer – som når vi takker for, at vi ikke er som farisæeren! Vi ville glemme at tage os selv med i kritikken. En kritik, der da vil ende som overfladisk og ualvorlig.
For måske er farisæeren tættere på os, end vi tror? Tænk engang, han står der alene, med hovedet vendt mod himlen og beder for sig selv, men det viser sig, at han netop ikke står alene, thi hans tanker er ikke fyldt af Gud men af ”de andre”, hør blot hans bøn: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, som ham tolderen dér”. Déri ligger farisæerens stolthed, som ikke kan andet end at visne over for Gud, at han bruger andre mennesker til at måle sin egen afstand til Gud; se mig, Gud, jeg er bedre end de andre – vær mig nådig.
Og farisæeren har jo – på sin egen måde - ret! Vi kan ikke træde ud af forholdet til ”de andre” og vende blikket stift mod himlen, for vi er jo altid-allerede indlejret i et rangsystem, et hierarki, til andre mennesker – måske ikke farisæerens renhed og lovoverholdelse, men så alligevel: penge, social kapital, uddannelse, job, udseende, kulturelle koder, der alle – på hver deres subtile måde – sætter os over og under andre. Vi skeler – som farisæeren gjorde – konstant til de andre.
At stå der – alene uden at se til siden – som tolderen, det synes umuligt for os; at stå ansigt til ansigt i sit gudsforhold uden rum for vores forfængelige bevidsthed om andres vurdering – kun en bøn om nåde. Som tolderen stod der, alene, i baggrunden, og ville end ikke løfte øjnene mod himlen; han kiggede ind, direkte ind mod sin egen bevidsthed om synd og skyld, og det var dér, at retfærdiggørelsens mulighed opstod. Ikke ved at de andre anklagede ham, ikke ved at samfundet anklagede ham, men ved sin egen selvanklage, ved at erklære sig som en synder for Gud – derfra strømmer Guds nåde.
Vi kan meget vel genkende os selv i både Farisæeren og Tolderen; usikkerheden hos tolderen, den nagende tvivl om eget værd, og det modsatte, glæden hos farisæeren over at være forskellige fra andre; lysten til at fremhæve, hvad jeg har gjort og gør for at være et godt menneske; mellem disse to skær, ligesom søuhyrerne Skylla og Charybtis i Homers store digt om helten Odysseus, sejler vi vores sejlads gennem livet. Både selvudslettelsen og selvhævdelsen udgør en stadig risiko for os. Og vi kommer næsten dagligt dem begge alt for nær.
Nok findes både Farisæeren og Tolderen i vores liv, men slutningen er jo tydelig, det er tolderen, der går retfærdiggjort derfra. Hvorfor det? Hvorfor ham – og ikke farisæeren, der bruger hele sit liv på at opfylde Guds lov? Fordi… ganske simpelt… tolderen beder om nåde og peger dermed på det fundamentale forhold i vores liv, at vi ikke blot er hvad vi gør og viser – som farisæeren og mange aspekter af det moderne samfund -, men dybere, at vi er noget på grund af den relation, det forhold, vi står i til livet selv og til den magt og kraft, der giver og bærer livet. Til Gud.
Det fundamentale, som Tolderen erkendte og som Farisæeren ikke indså, er, at vi lever af nåde. Det er bunden i vores liv. Og nåden er uopnåelig, hvis vi giver os til at arbejde på at få den; eller som Kierkegaard formulerer det i sin tale over lignelsen ”at opløftes til Gud er kun muligt ved at stige ned; saalidet som vandet forandrer sin natur og løber op ad bjergene, så lidet kan det lykkes et menneske at opløfte sig til Gud”.
At bede - som tolderen om Guds nåde - er ikke at udslette sig selv, men at erkende sin forbindelse og nødvendige relation til den, der har skabt os og den, der kan skænke os mening og håbet om et evigt liv hos Gud.