Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« Lukasevangeliet 17,5-10
”Hver gang jeg går til messe, tror jeg faktisk, jeg tror oprigtigt og fuldstændigt. Jeg får en åbenbaring hver gang, men så snart jeg går ud, falder det til jorden igen. Det er lidt ligesom med stoffer, der er altid en nedtur, og jeg er nået frem til, at det bare er sådan, jeg er, og at jeg ikke kan gøre noget ved det, så jeg bliver ved med fra tid til anden, at få en slags kuldegysninger af tro, men jeg ved, at det ikke vil vare ved.”
Sådan skriver den franske forfatter Michel Houellebeqc om sit eget forhold til troen, gudstjenesten og kirken. Han rammes momentvis af troen, det fantastiske, det fortryllende, når han går til gudstjeneste i den katolske kirke. Røgelsen, korsangen, kirkerummet, forfører ham, og leder ham væk fra den materielle verden, med al dets virvar, alt dets trummerum, og så for stund kan han vende blikket væk fra sig selv, og rette det mod det, der er større end ham – Gud.
Men kun momentvis. For ligeså snart han træder tilbage i verden igen, så falder hans tro sammen. Den punkterer, luften siver ud, og tilbage står for ham kun en spinkel erfaring, et lille lysglimt ind ad en sprække, af, at Gud er med os; en dyb erfaring, der dog hurtigt opløser sig og trænges i baggrunden af den mere prægnante erfaring, nemlig denne, at verden er brutal, barsk og ubarmhjertig.
Houellebeqc har senere fortalt i et interview, at løsningen for ham må være, at han går i kloster. Et kloster, hvor der er 6 gudstjenester om dagen, så han ikke mærker faldet, nedturen, når han træder tilbage i verden. På den måde kan han bevare sit ”troens fix”, en konstant beruselse af troen, som derfor ikke siver bort, forurenes af denne verdens forfærdeligheder.
Som munkene i vores kloster her, der gik med ydmyget, bøjet nakke rundt i fratergangene, studerede i den hellige skrift i klosterets Laxmandssal, og som mødte til gudstjeneste, tidebønner, adskillige gange om dagen i kirken, hvor de foldede hænderne, sang og reciterede fra Bibelen.
Munkene viede deres liv til Gud, opfyldt af troen dag og nat, og på en måde var de af verden, formet af det samme som os, blodet, der pumper, knoglerne der knaser, men samtidig var de ikke i verden; de havde deres blik vendt op ad, væk fra denne verden, fyldt med katastrofer og kærlighed.
Der er en afgørende scene i Dostojevskijs Brødrene Karamazov, som netop handler om dette. Vi møder munken Aiosha, som lever trygt i klosteret, et liv i bøn og med faste ritualer, og altid i nærheden af klosterets ældste, Zosima, der kærligt styrer munkene igennem livet. Klosteret er et helle midt i livet, en kapsel, og verden – med alt dets lidelse og lidenskab – er ’der ude’, på afstand, omringet af klosterets tykke mure.
Da Zosima, den ældste, ligger på sit dødsleje, og alle munkene har samledes om ham for at læse højt af Bibelen, så tager han fast i Aioshas hånd: ”Forlad klosteret, gå ud i verden, og bring kærlighed ud til folket.”
Og dér, med de ord, ender Aishas beskyttede munkeliv i klosteret: ”Gå ud i verden, bring kærlighed til folket”. Tanken er, at troen, kærligheden, ikke må lukkes inde i munkenes celler, den skal tværtimod ud i verden, derude hvor livet er, som det nu engang leves – på livets tinder og i livets bølgedale.
Eller som det siges i Lukasevangeliet i dag: I skal være tjenere. Bærere af kærligheden. Troen skal, med Paulus ord fra Galaterbrevet, være virksom i kærlighed.
Houellebeqc er da heller ikke gået i kloster. Han lever i verden - med sit skarpe blik og sin spidse pen. Men ikke desto mindre rejser han det vigtige spørgsmål: Hvilken plads har troen i den moderne verden?
Det moderne menneske siger, nærmest som et ekko af apostlene i dag: ”Giv os en større tro!”. Eller som man hører fra tid til anden: ”Jeg vil gerne tro, men jeg kan simpelthen ikke”.
Men troen er ikke noget, man kan besidde, som en slags center i hjernen, der for de troende er aktiveret, men for de ikke-troende er slukket; troen er ikke en kognitiv størrelse, som fornuften er det, troen er derimod en bestemt måde at forholde sig til sig liv på. En bestemt måde at fortolke det liv, man lever, og den verden, der nu engang omringer os. Et liv levet i lyset af Guds kærlighed og tilgivelse i en skabt verden, der bæres af Guds barmhjertige hånd.
Og på den måde hænger troen sammen med tillid, som det også siges i dag i Hebræerbrevet: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”. Troen, som tillid til det opstandelseshåb, Kristus lod bryde frem påskemorgen – og som den fremmede mand ved Jesu grav, indrammer med ordene, ord, der også giver genlyd ved vores grav: ”Frygt ikke, han er opstået.”
Selvom vi, os moderne mennesker, lever i en verden fuld af virvar og trummerum, så er det dog et liv i kød og blod, som huleboerens liv eller middelaldermenneskets liv, og det ender – ligegyldigt hvordan vi end vender og drejer det eller ønsker det anderledes - før eller siden, når vores hjerte en dag slår sit sidste slag.
Kristendommens ord, troen og håbet om opstandelse, passer derfor altid til tiden, også den moderne tid, for det handler ikke om fortiden eller fremtiden, men om nutiden, livet nu og her. Dit liv, mit liv, vores liv sammen.
Derfor skal troen være virksom i kærlighed, den skal bringes i spil mellem mennesker, rækkes ud til vores næste, for troen er ikke blot et vertikalt forhold mellem mig og Gud, men ligeså vigtigt, et horisontalt forhold mellem mennesker – der skal leve sammen med tilgivelse, barmhjertighed og kærlighed.
Som Houellebeqc et sted skriver: ”Verden kan være som den vil, det er dens egen sag, men det giver os ingen undskyldning for at opgive at forbedre den.” De ord, som munken Aiosha blev sendt ud af klosteret og tilbage til verden med, kan derfor måske for os lyde i dag: ”Forlad kirken, gå ud i verden, og bring kærlighed ud til folket.”