Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«
Matthæusevangeliet 5,20-26
En tørvejrsdag i slutningen af november, ved ni-tiden om morgenen, nærmede Warszawatoget sig Skt. Petersborg for fuld damp. Det var så fugtigt og diset, at daggryet havde svært ved at trænge igennem; fra kupévinduerne var det vanskeligt at skelne noget i mere end ti skridts afstand til højre og venstre for jernbanen.
Blandt passagerne var der flere, der var på vej hjem fra udlandet, men især tredje klasses-kupéerne var fulde, hovedsageligt med småkårsfolk og handlende, der ikke kom langvejsfra. Alle var trætte, som sædvanlig efter sådan en rejse, og havde svært ved at holde øjnene åbne, alle frøs, alle havde gustengule ansigter, samme farve som tågedisen.
I en af vognene på tredje klasse sad to passagerer over for hinanden ved vinduet, hvor de havde siddet siden daggry – begge unge mennesker, begge stort set uden baggage og ikke specielt velklædte, begge med ansigter, man lagde mærke til, og begge i humør til at indlede en samtale.
Den ene var lille af vækst, omkring syvogtyve, med krøllet, næsten kulsort hår og små, men iltre, grå øjne. Hans næse var bred og flad; de smalle læber fortrak sig uophørligt i et uforskammet, ironisk eller endda ondskabsfuldt smil.
Den anden, også en ung mand på seks-syvogtyve år, lidt over middel højde, med meget lyst, kraftigt hår, indfaldne kinder og et tyndt, næsten helt hvidt fipskæg. Hans øjne var store, blå og gennemtrængende; der var noget blidt og sagtmodigt, men samtidigt tungt i hans blik.
Sådan åbner Dostojevskij romanen Idioten fra 1869. To unge mænd, tilsyneladende samme sted i livet, men dog så vidt forskellige – ja, nærmest som hinandens modsætninger: Hvor den ene, fyrst Mýsjkin, er lys med fine træk, åben og blid, er den anden mørk, Rogozjin, brednæset, uforskammet og lidenskabelig.
Det ydre afspejler her det indre: For romanens hovedperson, fyrst Mýsjkin, er det blideste og mest godtroende væsen, som verden endnu har set, endda i en sådan grad, at omgivelserne ikke kan andet end at stemple ham som en ”idiot” – ugenyttig, oprigtig og altid fuld af tillid til det menneske, hvor ondt det end må tage sig ud, som han står over for.
Mýsjkin ejer ikke et gram af bagtanker eller fordomme, han møder verden med de mest naive og undrende øjne, og netop dette gør, at omgivelserne på en gang tiltrækkes og frastødes af ham. Hvordan kan et menneske tænke så godt om andre, hvordan kan et menneske være så godtroende, når nu alle der krydser hans vej, tydeligvis kun har sig selv nærmest?
Fyrst Mýsjkin, ”idioten”, er for Dostojevskij en moderne Kristus-figur. Et litterært forsøg, nærmest et tankeeksperiment, på, hvordan mon en Kristus-skikkelse ville tage sig ud, og ikke mindst, blive mødt af sine omgivelser, i slutningen af 1860’erne midt i Sankt Petersborgs gader.
Tænk selv efter, hvordan mon Kristus ville tage sig ud, hvis han dukkede op midt i blandt os i dette livets trummerum? Ville vi genkende ham, ville vi tiljuble eller frastøde ham? Ville vi diagnosticere ham, erklære ham for sindssyg og tvangsindlægge ham, eller ophøje ham som en profet i tiden?
Fyrst Mýsjkin ser på mange måder verden som et barn. Naiv, som fra latin betyder ”nyfødt”, og netop som en nyfødt ser han sine omgivelser. Og måske disse barneøjne gør, at der er én ting, han ikke forstår sig på, nemlig ondskab.
Lader man et barn, skriver Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger, anbringe blandt røvere og mordere, så ville barnet være en præcis iagttager af en mængde detaljer: forbrydernes stemmer, deres dybe øjne, skægvæksten, deres tøj og håndbevægelser. Men der er én ting et barn aldrig ville opdage: Ondskaben.
”Den der ikke tager imod Guds rige, som et lille barn, kommer slet ikke ind i det”, står der skrevet i Markusevangeliet, og måske er det netop det, der er på spil: Vi skal kigge på verden, som barnet gør, nysgerrigt, fordomsfrit, tillidsfuldt, undrende.
I dag hører vi Jesu bjergprædiken fra Matthæusevangeliet, og her støder vi på samme tema: Det er ikke, hvad du gør, men hvad du tænker, der betyder noget. Nok er dine hænder rene, dine gerninger, men dit hjerte, dine tanker, er beskidte. Ikke det ydre, men det indre, ikke overfladen, men dybden, ikke dine hænder, men dit hjerte.
Denne radikalisering af de etiske bud, fra gerningerne til samvittigheden, fra lovens bogstaver til lovens ånd, det er på én og samme tid kristendommens opløftelige og samtidig nedbrydelige budskab.
For sagen er, at det er langt lettere at have et rent ydre end et rent indre, det er lettere at have en blank overflade, som det polerede borgerskab fyrst Mýsjkin mødte i Sankts Petersborg, mens deres indre smuldrede i ren egoisme og grådighed.
Det opløftelige består i, at kærlighedens gerninger mod vores næste altid strømmer inde fra og ud, og forudsætningen for den forudsætningsløse kærlighed er, at vi allerede er elsket, allerede er ramt af Guds kærlighed, at vi allerede står på nådens fundament, og ikke selv skal skabe det eller gøre os fortjent til det. Den menneskelige kærlighed hviler på og udspringer af Guds kærlighed til os.
Det nedbrydelige består derimod i, at vi aldrig kan leve op til dette radikale krav. Vi ser ikke verden som et barn, som Kristus eller fyrst Mýsjkin, vi ser verden som voksne med alle vores fejl og mangler – med vores fordomme, skepsis og ofte med et lurende tanke om, hvad kan jeg få ud af dette.
Derfor så falder vi i mødet med Jesu ord i bjergprædiken, vi falder i synd, men i det øjeblik vi falder, så gribes vi også - vi er på én gang faldne og grebne, fordømte og tilgivne, syndere og retfærdige – eller som Paulus siger i Romerbrevet: ”For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.”
Da fyrst Mýsjkin sad i togkupéen fra Warszawa til Sankt Petersborg over for den uforskammede og egennyttige Rogozjin, så så han lige igennem alt det mørke – han så det lyse, det gode, det kærlige. Han så ikke ondskaben, han så godheden, sådan som også Kristus mødte verden og møder os: Med ren og skær kærlighed.