Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Markusevangeliet 16,14-20
Salmer: 257 – 0 – 252 – 261 – 281.
__________________________________________________________________________________________________________________
Tilbage i 1911 på kunstmuseet Louvre i Paris, der hang Mona Lisa, som Da Vinci havde malet små 400 år før; hun hang ganske uforstyrret og fredsommeligt i en mindre sal på museet, hvor fra hun kiggede ud på de få publikummer, der kom forbi hendes blik.
Men så en dag, så blev maleriet stjålet. Og pludselig gik en verdensomspændende jagt ind på maleriet – hvor var Mona Lisa? Der, hvor hun havde hængt år ud og år ind, der var nu blot en hvid plet – et tomrum, kan man sige.
Og hvad skete der så? Ja, ikke nok med, at Mona Lisa blev den mest eftersøgte kvinde i verden, så stimlede folk fra nær og fjern til for at se den plet, hvor maleriet tidligere havde hængt. Folk stod simpelthen i kø for at kigge på – ja, ingenting. Et tomrum.
Mona Lisa blev simpelthen kendt, fordi hun var væk – hun blev nærværende, i det hun var fraværende.
Fravær og nærhed. Under disse to poler, under disse to begreber, kan dagens gudstjeneste også sammenfattes. For i dag, der fejrer vi, at Jesus Kristus stiger til himmels. Kristi Himmelfart. Det er på én gang et fravær, han fjerner sig fra jorden, og samtidig så rummer det et nærvær, for ved at fjerne sig fra et bestemt punkt i tiden, fra et bestemt punkt i historien, så er Kristus blevet nærværende for alle.
På en nærmest paradoksal måde, så må Kristus forsvinde for at være til stede. Han må forlade, stige til himmels, fra oldtidens Palæstina for at vi – om vi bor i Helsingør eller Hong Kong – kan føle os forbundet med Kristus.
Fraværet, Kristi fravær, er altså forudsætningen for, at Kristus er til stede, er nærværende. Når vi i dag fejrer, at Kristus steg til himmels, så fejrer vi, at han er i blandt os, at han er tæt på os.
Sagt på en anden måde, så kommer ting først rigtig tæt på os, når vi ikke har det ved os mere. Vi opdager, at det vi har været vant til, det tager vi hurtigt for givet. Det gik op for mange af os, da corona-pandemien og nedlukningerne ramte os. Pludselig blev vi afskåret fra omverden, livet blev trukket væk fra gader og stræder, og vi kunne vanskeligt ses med dem, som stod vores hjerte nært. Der opdagede vi mange af os, hvor meget fællesskabet, både det, der udspiller sig i det offentlige, og også det fællesskab, som vi har i vores hjem – med familie, venner og bekendte.
Vi er, slet og ret, ikke noget ’for os selv’, hvis ikke også, vi er en del af fællesskabet.
Fraværet og nærværet er også på spil, når et elsket menneske dør. For så opstår der et tomrum, et hul i livet: Man opdager, at en samtale nu pludselig er afbrudt, et bånd er klippet over – det, som før var hverdag, en del af ens liv, det er nu væk. Det kommer tæt på, fordi det nu er væk.
I denne uge døde Johannes Møllehave, og med ét var det som om, at Møllehave var tilbage: Med saft, kraft og humor. Han blev pludselig nærværende, idet han blev fraværende.
Når vi lever vores liv, som vi jo gør på hver vores måde, så gør vi det også i lyset af fraværet – livet er jo til stede, det er nærværende, men fraværet, det, at vi en dag ikke er her mere, det lyser også – eller måske skygger – ind over livet. Det er fraværet, døden, der sætter vores liv i perspektiv.
Fraværet skaber en spænding, som gør, at hvert øjeblik tæller – hvert sekund – vi skal nyde, at vi ånder, at vi kan trække vejret ned i lungerne, at vores krop er levende, at solen står op og solen går ned. Dét skal vi nyde, det bliver vi nødt til at nyde, for en dag – det ved vi alle – så kan vi ikke fyldes af disse øjeblikke mere.
Og ser vi ud på naturen, så ser vi samme spænding mellem nærvær og fravær, mellem skabelse og tilintetgørelse – ud af døden, opstår livet. Når noget her i tilværelsen forgår, så blomstrer der noget andet op. Når et dyr dør – og ligger i skovbunden – så myldrer det frem med liv fra dyret. Når en plante går i sig selv, så vækkes noget andet til live.
Når kornet på marken dør i jorden, så opstår den igen som fyldte aks, når vi knuser druer i persen, så modnes den til gylden vin; når vi om lidt går til nadver sammen, når brødet brydes og vinen skænkes, så fejrer vi, at Kristus er nærværende – et nærvær, der bryder frem af fraværet.
Dette er livets spænding. Sorg og glæde går hånd i hånd, tro og tvivl danser sammen, og frygt og håb danner par.
Kristendommen peger på dette som menneskets vilkår, det er vores spændetrøje, men kristendommen minder os om, at selvom lyset og mørket er bundet sammen, selvom døden og livet spejler hinanden, så er lyset og livet altid stærkere. For når Kristus dør på korset, så opstår han igen – ud af sorgen, der opstår håbet, ud af døden, der kommer livet.
Når vi påskemorgen skuer ind i den tomme grav, når vi fra gravkammerets bagvæg hører et ekko af vores ”er der nogen”, så bryder Gud frem af Intetheden: For den tomme grav, både vores egen og den påskemorgen, rummer på én gang den totale tomhed, men samtidig netop i dette mørke rum, den rungende intethed, der er opstandelsen. Lige der, hvor grotten er mest tom og mørkest, dér er Gud. Der ser troens øje opstandelsen. I tomheden, dér er Guds nærvær, i mørket, dér er Guds lys.