Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«
Lukasevangeliet 6,36-42
_______________________________
Da jeg var en lille dreng, måske 6-7 år gammel, der holdt vi juleaften i min familie. Hele familien var samlet, og efter vi havde spist den gode julemad og danset om juletræet, så var det endelig – endelig - blevet tid til at pakke gaver op.
Gaverne i deres flotte indpakning lyste nærmest for mine små børneøjne op under juletræet. Og særligt én gave fangede mit blik – den var betydelig større end de andre, den var kvadratisk, sirligt indpakket, og der var næsten ikke plads til den under juletræet, og det bedste af det hele – der stod mit navn på den!
Endelig måtte jeg pakke den ud – og inden i, da jeg fik revet papiret itu og flået papæsken op -, så kom en gigantisk racerbane til syne – sådan en med biler, der kunne køre helt selv, joysticks til at styre farten og en rigtig opløbsstrækning med flag og det hele! Jeg var lykkelig, husker jeg!
Men på en eller anden måde, så var der også noget underligt ved det – for gaven var fra min onkel, onkel Mogens, og ham stod jeg ikke rigtig nær, gaven var ligesom for stor i forhold til vores relation, og ovenikøbet, som ikke gjorde det bedre, så fik mine to store søskende ret beskedne gaver fra ham – en hårbørste og et sæt blyanter. Man kunne have købt tusinde blyanter for de penge, som min racerbane måtte have kostet!
Det tænkte jeg selvfølgelig ikke nøje over dengang, men i dag er situationen et par tanker værd, synes jeg. For hvorfor give en gave, som synes helt ude af proportioner, som er for stor, for overdådig, i forhold til relationen mellem mig og min onkel? Og kender vi alle ikke det – en gave skal være passende, passe til lejligheden, passe til relationen. Det kræver takt og social indsigt, at give en god og passende gave
For når vi giver en gave, så er det ikke blot en gave, det er også en fremstrakt hånd – vi tilbyder et venskab, et stykke af os selv. Gaven fortæller typisk en historie om relationen – tænk på en mand, der giver gaver til to kvinder: den ene får en foodprocessor, den anden silkeundertøj, ja, så kan I selv regne ud, hvem der er hustruen, og hvem der er elskerinden.
En overdådig gave kan risikere at sætte folk i forlegenhed, i et slags skyldnerforhold, hvor gaven ikke står mål med lejligheden. En ægte gave skal, har vi en forestilling om, gives betingelsesløst, uden bagtanker og uden en forventning om gengældelse.
Men spørgsmålet er, om en gave gives helt uden betingelser? Bryder gaven logisk sammen, da der altid gemmer sig en forventning, en bagtanke, i gaveæsken fra giveren?
I den antikke verden, fra Nærorienten til Romerriget, spillede gaver og gavegivning en afgørende rolle i samfundet. Her udvekslede man gaver på kryds og tværs, og på den måde oppebar man en relation og et taknemmelighedsforhold til hinanden.
Der er en historie fra Det Gamle Testamente, hvor Abraham – efter han har mistet sin hustru Sara – skal finde en stykke jord, hvor hans hustru kan begraves. Han henvender sig til hittitterne, folket som ejede jorden, og de fortæller ham, at han kan få jorden som gave. Oplagt, tænker vi, men Abraham afslår gaven. Han vil ikke indlede en relation, et taknemmelighedsforhold til hittitterne, så derfor spørger han i stedet: Hvad er den fulde pris for jorden? Til sidst bøjer den hittitiske leder, Efron, sig, han fortæller jordens pris i kroner og øre, og Abraham afslutter handlen, kvit og frit, uden at skylde dem noget.
Historien viser os, at gaverne aldrig helt gives uden en bagtanke – der forventes altid et eller andet til gengæld. Og det kender vi vist også godt for vores eget liv: Er der noget værre end at give en gave, som ikke modtages med taknemmelighed? En gave siger man tak for – ligegyldigt, hvor ubrugelig den end kan tage sig ud.
Vender vi os mod Det Nye Testamente, så møder vi også en tanke om gaver – måske endda en form for gavens teologi – for her bruges ordet ”gave” eller ”nådegave” (på græsk charis) om Kristus, Guds søn. Tanken er, kortfattet, at Gud sender sin søn, Kristus, ned til os mennesker på jorden, til død og opstandelse og til frelse for alle, som tror, som en gave til mennesket.
Og her må vi spørge: Hvad vil Gud have til gengæld for denne nådegave? Hvad er så at sige Guds bagtanke?
Når Gud så at sige strækker sin hånd ud mod os i Kristus, giver os en nådegave, som det hedder, så indledes en form for relation mellem os og Gud, akkurat som vores menneskelige relationer styrkes, når vi giver hinanden gaver, som da min onkel gav mig verdens største racerbane i julegave. Man kan sige, at Gud indleder et forhold med mennesket – et kærlighedsforhold.
For Gud er kærlighed, og nådens rod er kærlighed, og den gave vi modtager i Kristus er gjort af kærlighed – og den skal vi ikke give tilbage til Gud, men vi skal i stedet give den videre til vores næste, til vores medmenneske. Kærlighedens væsen er nemlig ikke at isolere sig, at trække sig tilbage, at holde på sig selv, kærlighedens væsen er derimod at flyde over, at strømme ud, at bryde grænser, at oversvømme os – fra det ene hjerte til det næste. Kærligheden skal rækkes videre: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig” – ”giv, så skal der gives jer”, som ordene fra Lukasevangeliet i dag lyder.
Guds bagtanke med gaven er, at vi skal bringe den kærlighed videre, som vi selv modtager. Kærligheden skal blomstre mellem os – ikke i mig, ikke i dig – men mellem os. Vi har fået kærligheden skænket i gave af Gud, og det er da vores opgave, ikke at række den tilbage, men række den ud mod det andet menneske.
Eller med andre ord: Den gave, Guds kærlighed, vi modtager ud af det blå i Kristus, den skal vi tage imod med strakte arme mod himlen, ikke blot for selv at pakke den ud og varme os ved den, men for at give den videre – med udfoldede arme mod vores næste – til det menneske, som krydser vores veje.
Sådan bringes nåden i spil mellem os menneske, som en gave, der bliver ved med at give – ”i dag er nådens tid, i dag, i dag, i dag er Gud at vinde.”