Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«
Vi lever i en verden og i en tid, der er fuld af grænser. Grænser mellem lande, hvor der nu på ny bygges murer, hegn sættes op og kontrolposter skyder i vejret; grænser mellem kulturer, Østen og Vesten, de muslimske lande og de sekulariserede lande, ligesådan som der også sættes grænser mellem værdier – demokratier over for diktaturer, menneskerettigheder over for middelaldertænkning.
En ny grænse mellem mennesker ser i denne tid også dagens lys: Identitetsgrænser. Grænser for, hvad man må sige, grænser for, hvad man må mene, grænser for, hvordan man må opføre sig. Grænser mellem etniciteter, religiøse overbevisninger og seksuelle orienteringer, grænser, kort sagt, mellem hvilken identitetsgruppe, du tilhører.
Tanken om det grænseløse samfund, der rejste sig ud af murbrokkerne fra Berlinmurens fald og jerntæppets kollaps, er nu på ny afløst af nye grænser – nationale, politiske, identitære.
De foregående søndage – og denne med – læser vi især fra Lukasevangeliet. Vi har hørt om Jesus, der vandrer i grænselandet – mellem Samaria og Galilæa, mellem det hedenske og det jødiske, mellem det velkendte og det fremmede, og vi har her hørt historierne om Jesus, der helbreder en døvstum, og dermed sender ham tilbage fra periferien og ind i fællesskabet, vi har hørt om den barmhjertige samaritaner, der som den eneste – trods sin baggrund som netop udstødt samaritaner – samler den nødlidte op i vejkanten, og i dag hører vi om Jesus, der helbreder ti spedalske, hvoraf én, igen samaritaneren, kommer tilbage og takker ham.
Fra ét perspektiv handler fortællingerne om tro, næstekærlighed og taknemmelighed, emner, som rammer os eksistentiel – hvert enkelt af os – i vores moderne hjerter. Men fra et andet perspektiv handler fortællingerne også om noget andet, nemlig om grænsen mellem individ og fællesskab, mellem periferi og centrum, mellem antik jødedom og kristendom.
Vi hører i dag om ti spedalske, der står sammen i en gruppe uden for byen, hvor de møder Jesus med ordene: ”Forbarm dig over os”. De er, efter samtidens forskrifter, udstødte af samfundet og fællesskabet. De er erklæret ”urene”, ”smitssomme” og ”farlige”, og derfor sendes de ud i periferien, ud af byen, hvor de fra afstand må kigge ind på livet.
Men med deres møde med Jesus tager deres liv en drejning; han sender dem tilbage, helbredte og rene, til samfundet – væk fra isolation og tilbage til fællesskabet. Jesus får her den rolle, som vi møder mange steder i evangelierne, at han lukker de svage og sørgelige eksistenser ind i fællesskabet igen. Han bryder grænsen ned, linjen mellem ”ren” og ”uren”, sådan at byens port – billedligt talt - nu ikke låses af de hellige og magtens elite, men står på vid gab, så alle – uagtet hvordan deres liv ser ud – kan vade ind i samfundet.
Men fortællingen ender ikke her, for det er kun samaritaneren, denne her ”halv-jøde”, der eksisterer på grænsen mellem jødedom og hedenskab, der kommer tilbage for at sige tak. Igen brydes en grænse ned, for det var ikke de fromme jøder, dem, der var inde i varmen, der fæstnede tro og taknemmelighed til Jesus, men derimod dem, der stod på kanten af samfundet, på kanten af det gode selskab, som faldt på knæ i tro, tillid og tak.
Den mur, der omkransede ’jødedommen’, og som var nærmest umuligt at passere, du kunne hurtigt falde ud, men straks vanskeligere var det at komme ind, den krakelerer i fortællingerne om Jesus, der vandrer rundt i grænselandet mellem det hedenske Samaria og jødiske Galilæa.
Kristendommen, sådan som den udfolder sig i sin tidlige fase, sprænger huller i muren rundt om jødedommen, nedbryder den, slet og ret; for evangeliet rækkes ud til dem, der står uden for, til hedenskabet, som aldrig før var blevet inviteret inden for.
Dét, som med Jesus begyndte i det nære og lokale, en jødiske bevægelse inden for jødedommen, spredte sig – med Paulus og evangelierne – ud mod den store verden som en grænseløs og universel tro, som kan slå rod i alle – jøde som græker, slave som herre, kvinde som mand, thi Kristus kender ingen forskel!
Paulus er den helt centrale figur i denne overgang, for han sløjfer alle de markører, identitetsmarkører, som hørte til det at være jøde – omskærelse, moseloven, templet. Dermed gøres troen på Kristus’ død og opstandelse ikke til (blot) et jødisk anliggende, men til et anliggende for mennesket som sådan. Paulus står som broen, der forbinder den græsk-romerske verden med den jødiske, som en, der ikke gemmer det glædelig budskab i sin egen lomme, men i stedet rækker det ud mod det menneske, han møder på sin vej rundt om i middelhavsområdet.
Der findes en bog af den franske filosof Alain Badiou fra 1997, der hedder ”Paulus – grundlæggelsen af universalismen”, og her fremfører Badiou det synspunkt, at det er Paulus, der dels sprænger jødedommens partikularitet, dels åbner – med troen på Kristus – en universalisme, en tro, som alle mennesker er omsluttet af.
Kristendommen er på denne måde en grænseløs bevægelse, der skærer sig på tværs af nationale grænser, politiske grænser, identitetsgrænser, for selvom vi alle på overfladen tilhører en ’gruppe’ og har en identitet, så findes der et dybere fællesskab, som strækker sig horisontalt gennem historien og landskabet og rejser sig vertikalt fra jord til himmel, nemlig dette, at vi alle – som mennesker - bor under Guds himmel; og denne Guds himmel har med Kristus åbnet sig, Gud har åbenbaret sig, givet sig til kende, så vi med Kristus ved, at vi lever i Guds nåde med den grænseløse kærlighed som fortegn og med Guds tilgivelse i ryggen; det er det dybeste fællesskab, som vi mennesket tilhører. Vi er Guds børn – af tro, håb og kærlighed.