Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Lukasevangeliet 7,11-17
Hvad er meningen? Er der en mening? Hvor finder jeg dén? Sådan lyder spørgsmålene, som måske snarere har form af et skrig, fra Jobs mund fra Det Gamle Testamente. Hvad er meningen? Hvorfor smuldrer mit liv, hvorfor dør mine dyr og medarbejdere, hvorfor braser mit hus sammen, så min familie bliver slået ihjel, hvorfor rammes jeg er sygdom, så mit liv er smerte og lidelse – ja, hvorfor døde jeg ikke ved fødslen, hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvad har jeg gjort, lyder Jobs anklage mod himlen!? Job står der i midten af meningsløsheden, i midten af livets smerte, og rundt om ham står ”vennerne” med deres gode råd og velfriserede teologi. De fastholder den i antikken gængse forestilling, at der er en sammenhæng mellem skyld og straf, mellem synd og Guds manglende velsignelse. Den i grunden ubarmhjertige tanke, at når du rammes af sygdom, så må det skyldes, at du har syndet mod Gud. Så når uheldet er ude for Job, så har det sin grund i – mener vennerne -, at Job ikke lever et liv efter Guds vilje.
Hvem der egentlig har ret, Job, vennerne eller Gud selv, der til slut tager til orde, det lader vi i dag hænge i luften, for det er for os ikke det væsentlige: Det væsentlige er, at Job – midt i meningsløsheden – retter sit blik mod Gud og anklager ham! Job hyler, klager, raser, skriger og skælder Gud hæder og ære fra – og da får han til slut af vide af Gud selv, at han har talt sandt og at han gør ret i sin anklage!
Med andre ord: Livet er lidelsesfuldt og lidelsen rammer – sommetider – uretfærdigt. Som det jordskælv og oversvømmelse, der i disse dage har ramt Marokko og Libyen, hvor tusinder af mennesker er døde, på flugt, i hungersnød eller på anden måde berørte. Uskyldige mennesker, som rammes af lidelse.
Og den lidelse, hvor den end rammer i vores liv, og mon ikke, vi alle kender til den, den kan vi enten acceptere, sådan er livet bare, eller vi kan gøre opstand imod den: Anklage Gud, at rette sin følelse af meningsløshed og desperation et sted hen – mod Gud! For hvor ellers?
Vi må vende os med opstand mod livet lidelse. Det er også, hvad vi i dag hører fra Lukasevangeliet at Jesus gør i den lille by Nain. En ung mand er død, al, al for tidligt, og et begravelsesfølge er på vej – grædende og jamrende - ud af byen, hvor de møder Jesus og hans disciple. Nærmest som to hære støder de sammen ude i det åbne land, begravelsesfølget og Jesu skare, dødens hær og livets hær, og dér, hvor vi havde trådt til side, når vi ser rustvognen komme kørende, med sænket hovedet i vores forsøg på at vise kondolence og respekt, der går Jesus direkte i opstand mod dødens magt. Han oprøres, står der i teksten; der gives intet for naturens og dødens uafvendelige orden, ingen forsoning, ingen træden-til-siden for døden den mægtige, som vi ellers alle er vant til.
Nej, Jesus oprøres og siger da til moren, der selvfølgelig græder sine øjne ud der i midten af meningsløsheden: ”Græd ikke!” og så ordene ”Unge mand, jeg siger dig: rejs dig op!”. Han beordrer ham tilbage til livet – kalder ham tilbage fra den død, som ingen ellers kommer tilbage fra.
At tage fra døden og give tilbage til livet, det er på enhver måde unaturligt, på enhver måde imod alt, hvad vi ellers erfarer, på enhver måde uforsonligt over for dødens magt, der ellers altid kaster sine skygger ind i vores liv. Den døde var ikke længere i den grav, hvor den døde skal være. Her finder vi – som et spejl af påskedag – en opstand mod dødens orden og en opstandelse til livet. Dødens, naturens, forfaldets magt er brudt og tilbage – midt i det, der før var meningsløsheden – blomstrer glæden, kærligheden, lyset.
Vi får med fortællingen om enkens søn i Nain et indblik i den omvæltning, som opstandelsen og kristendommen har sat i verden. Vi får en anelse af, som Paulus skriver det i dagens epistel, længden, dybden og højden af den kærlighed, der er givet os med Kristus. Det betyder ikke, at døden ikke findes, for det gør den, men det betyder, at der er noget, der er større, noget, der går på tværs af døden, og det er kærligheden, Guds kærlighed. Med den som fortegn, så kan vi mennesker leve håbefuldt i vores liv, og hvorfor ikke leve håbefuldt? Hvorfor ikke leve efter opstandelsens lys end efter gravens mørke? Det håb samles vi om i kirken, det levende håb, som vi døbes til og begraves på, og som kaster sit lys ind i vores ellers dødsmærkede liv. Som de ord, der i dag bliver sagt: ”Græd ikke” og ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” skal lyde som et ekko i det liv, vi lever her og nu.
Og selv der, hvor vi rammes af meningsløsheden, selv der, hvor døden virkelig har magt over os og sorgens tårer triller ned ad vores kind, selv der, hvor vi som en anden Job skriger i desperation, ja, der findes der en trøst i at vende os mod Gud – i anklage, i bøn, i håb.
Lad mig slutte et andet sted, vitterligt i meningsløshedens midte, nemlig i en barak i en koncentrationslejr i 1944 under anden verdenskrig. Det var aften, og tre højtstående rabbiner sammenkaldte alle medfangerne til en retssag mod Gud på dette forfærdelige sted, hvor alt lys synes opslugt i et tomt, sort hul. Der blev udpeget både forsvarer og anklagere, og retssagen trak ud over flere aftenen, og der blev ført vidner og gennemgået argumenter – alt sammen med sænkede hovedet og hviskende stemmeføring – og til sidst traf den teologiske dommerstand sin afgørelse, og en udmattet polsk fange skulle læse op: Skyldig. Gud er skyldig!
Og så brød stilheden ud. En stilhed, der føltes som om den omfattede hele lejren og hele verden. Gud er skyldig. Derefter løftede en af de jødiske fanger blikket og sagde: ”Og lad os nu bede vor aftenbøn” og alle fangerne istemte håbefuldt bønnen.
Selv der, midt i meningsløsheden, midt i dødens barak – der tændtes et lys, et håb, som oplyste dem midt i mørket.