Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.«
Lukasevangeliet 16,1-9
Tag denne gave, kære barn, dit liv, som jeg skænker dig, hold fast i gaven med taknemmelighed, gør den til en opgave, for dit liv skal leves – ikke kun for din egen skyld, men også – og særligt - for din næstes skyld -, og når du falder og fejler, og det gør du, kære barn, så griber jeg dig, og når dine kæres hænder engang må slippe dig og du daler mod gravens mørke, så lander du, barnlille, i min evige hånd – med tilgivelse, barmhjertig og kærlighed.
Sådan kunne slutningen på en prædiken lyde, men i dag skal det lyde som en begyndelse, for det at leve i tro, håb og kærlighed, det er for os menneske ikke blot en baggrund, et stykke underlægningsmusik til vores vandring, en epilog, et efterspil, der fra tid til anden kan støves af og tages frem fra skuffen - måske dér ved gravens kant; nej, det at leve i tro, håb og kærlighed, det er fortegnet for vores liv, en melodi, der altid klinger med, en prisme, en spejling i dåbens vand, som alt ses igennem, og som sætter verden med al dens fylde i et ganske særligt lys – i Guds og kærlighedens lys.
Skulle man skrive en kort historie over et menneskets liv, måske endda ethvert menneskets liv, så ville den lille lignelse, som vi hørte før fra Lukasevangeliet, måske være ganske rammende: Et menneske var sat af sin Herre til at forvalte hans ejendom. Dette er min jord og mit land, havet, solen, stjernerne, planterne, dyrene og menneskene, det giver jeg dig i gave, men nu er det din opgave, kære menneske, at passe på det, forvalte det og ikke ødsle det bort.
Og hvad sker der? Mennesket ødsler det bort! Måske ikke dig, måske ikke mig, men så alligevel: Os alle sammen! Både i det lille liv – vi glemmer os selv, vi glemmer vores næste, vi glemmer Gud og kærligheden. Familier går i opløsning, bånd brydes og hjerter knuses, forfald og armod, skæbner, som havde fortjent så meget mere. Mennesket, der falder. Og også i det store liv: Krige, konflikter og katastrofer hænger som en hale efter os mennesker; på tværs af historiens gang så splintres menneskers liv, og alt det, som er smukt og godt, det bryder sammen i en ruin af meningsløshed. Naturen vånder sig, mens fabriksrøgen stiger mod atmosfæren og granater – hvor end i verden det nu er – skærer sig som lyn ned gennem himlen. Alle steder findes det brudte, det ødelagte, det faldne liv – vi ødsler, som godsforvalteren, det hele bort. Ikke dig, ikke mig, men så alligevel: Os alle sammen.
Og kender vi ikke alle den snerrende og dårlige samvittighed fra dybet af os; fornemmelse af, at vi gør det hele forkert, at vi fejler og falder, at vi ikke slår til, at vi ikke præsterer, at vi ikke er elskede, sådan som vi hører om, at ungdommen og nok mere til, føler sig forkerte i deres liv. Samvittighedens stemme eller skammens sagte hvisken: Du er ikke god nok. Er det dommen, der rammer os? Dommen over os, der ødsler med vores liv? Som den dom, godsforvalteren mødte, da Herren fortalte ham: Du ødsler min ejendom bort!
Og måske ligesom forvalteren finder vi på snarrådige forklaringer og løsninger. Det er ikke mig, det er de andre! Hvem startede krigen – de andre! Hvem forurener her i verden – de andre! Hvem er skyld i, at min familie er gået i opløsning – de andre! Hvem er skyld i, at jeg er endt, som jeg er endt – de andre! Måske ikke for dig, måske ikke for mig, men så alligevel: Os alle sammen!
Det er som om, at det er langt lettere for os mennesker at pege på de andre end os selv, når vi skal finde på grunde og forklaringer på, hvorfor vi falder her i livet. Men nu det overraskende, dét, som gør denne lignelse evangelisk, som fra en anden verden, der lyser ind på vores, det er Herrens – den rige mands – reaktion på forvalteren ødselhed og fiksfakserier.
For hvad gør han? Hvad forventer vi? Straf og retfærdighed, men hvad får vi? Overbærenhed og kærlighed! Den ødselhed, som forvalteren sætter i bevægelse, den bliver modsvaret med tilsvarende ødselhed fra Herren: Det er mit værk, som jeg betroede dig, du forærer rundhåndet, men du handler klogt – giv af den nåde, som jeg giver dig.
Eller som Løgstrup skriver i sin prædiken fra 1937 over samme tekst: ”Lignelsen handler om Kristus som ham, der i stedet for at paralyseres over menneskets meningsløse situation svarer på den med en ødsel rundhåndethed, der må tage sig ud som bedrageri og svindel for det menneskelige blik. Lignelsen viser Gud som en skaber, der på trods af menneskets egoisme bestandig betror livet til sin skabning. I den desperate situation, som mennesket er endt i, er frelsen en ny desperat handling, thi at blive kristen er at følge Kristus efter ved at lade hans historie gælde som min”.
Eller med andre ord: Vi er så meget betroet: En forunderlig, velsignet og udfordrende tilværelse lægges dagligt i vores hænder af en Gud, hvis kærlighed altid er større end vores gæld til livet. Gud lader sig ikke føre bag lyset; Gud er selv lyset: Gud er det afslørende lys, som er dommen, og han er det livgivende lys, som er nåden. Og vores 'regnskab' kommer aldrig i balance, lige så lidt som vore medmenneskers gør. Evangeliets grundfortælling er, at der hinsides al menneskelig fallit er en stemme, der rejser den faldne op med ordene 'alt forladt!', så han og hun får mod til fortsat at tage livet på sig og også lette andre skyldbetyngede medmennesker deres byrde.
Derfor begyndte jeg med slutningen og ikke begyndelsen i dag, fordi Guds rundhåndede nåde og kærlighed kommer før og sidst, som menneskets forgrund og baggrund; uagtet at vi mennesker sommetider ødsler alt det, vi er blevet givet, bort, sådan som godsforvalteren gjorde det, så skinner Guds nåde og kærlighed på os hver eneste morgen. Gud betror os livet på trods, ikke som en fortjeneste, men som en gave – der rækkes til os fra oven og ned.