Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Johannesevangeliet 14,1-11
Det er nok svært at tænke sig noget, vi ved mere om end ansigter. Vores omverden, alt det, der er uden om mig og dig, er fyldt med ansigter. Dit, dit og dit. Sådan er det også for jer: Vi er alle omringet af ansigter, så meget, så markant, at vi sjældent skænker det en tanke.
Mange ting som omringer os kræver en eller anden form for kompetence at afkode, for det ”at se” kræver ikke blot, at vi registrerer det, men også at vi differentiere det: et æbletræ, ikke et pæretræ, en lastbil, ikke en bus, et barn, ikke en voksen.
Sådan er det ikke med ansigter. I det øjeblik, vi ser et ansigt, ved vi, om vi har set det før. Vi ved, om det udtrykker glæde, sorg, vemodighed eller iver. Vi kan nogenlunde se, hvor gammelt eller ungt det er, og selvom det kan ske, at vi forveksler et ansigt, så sker det sjældent.
Dét, at vi alle kan afkode et ansigt, fortæller os noget om, at mennesket først og fremmest ikke lever i landskabet, blandt tingene, men i det menneskelige, i lyset af andres ansigter.
Ethvert ansigt er unikt, og det er egentligt underligt, for alle ansigter indeholder de samme komponenter, som i grunden slet ikke er mange: Pande, øjenbryn, øjne med vipper, næse, kinder, mund med læber, tænder og hage.
Kombinationerne af disse få komponenter danner noget af det mest intime, og samtidigt mest åbne, vi har, nemlig vores ansigter. Og det er i ansigtet, at vores menneskelighed viser sig, ikke i armene, benene eller fingrene, men i ansigtet, som udtrykker det menneskelige, hvem vi er, hvem jeg er.
I dag – i historien fra Anden Mosebog – hører vi om Moses, der nærmer sig Gud, nærmer sig Guds ansigt. Men idet Moses træder tættere, tættere på det helligste af det hellige, så råber Gud fra den brændende tornebusk: ”Du må ikke komme nærmere!”.
Få skridt fra den dybeste indsigt, man kan forestille sig, altings begyndelse og ende, den inderste kerne, dér må mennesket standse op, for Guds ansigt, Guds sande væsen, må forblive et mysterium, som det ikke er i menneskets magt at stå ”ansigt til ansigt med”. Det kan menneskets ikke tåle, det kan Gud ikke tåle – begge vil, kan man sige, tabe ansigt. Som Michelangelos berømte maleri af Gud og Adam, der, til trods for at de begge rækker deres arme mod hinanden, ikke kan nå hinanden, Gud og mennesket, for der et hul, et tomrum, der på én og samme tid er uendelig lille og samtidig uendelig stort.
”Jeg Er, den jeg Er”, siger Gud, אֶהְיֶה אֲשֶׁר אֶהְיֶה, som det lyder på hebraisk, et udsagn, Guds eget udsagn om, hvem han er. Men ordene ”Jeg er, den jeg er”, peger ikke i nogen retning, det hviler i sig selv, indelukket uden åbninger, som vi mennesker kan trænge igennem.
Det er en forståelse af Gud, som vi møder mange steder i det Gamle Testamente, at Gud ikke viser sit sande ansigt, sit inderste – der er altid et slør, som ikke må rives bort. Denne tanke om den tilslørede Gud, som religionshistorisk betragtet er et ganske karakteristikum for forestillingen om Gud på tværs af kulturer, hænger på den ene side sammen med en forståelse af Gud som mystisk, uopnåelig, evig, transcendent, hævet, og på den anden side en forståelse af mennesket som begrænset, forgængelig, historisk, jordbundet. Og disse to størrelser, himlen og jorden, Gud og mennesket, kan ikke – teologisk eller filosofisk - forenes.
Dog er dette netop kristendommens kerne: Gud viser sig i Jesus Kristus. Giver sig helt og holdent til kende, himlen falder ned på jorden, eller jorden løftes op i himlen, sløret rives bort, som tempelforhænget foran det helligste kammer i templet, der flængedes, da Jesus udånder på korset.
Som det lyder i dag fra Johannesevangeliet, så står disciplene ikke bare over for et andet menneskes ansigt, vi jo hele tiden gør, de står slet og ret over for Guds ansigt, Jesus Kristus. ”Den, der har set mig, har set Faderen”, som Jesus siger.
For disciplene – og nok også for os i dag – forstår vi ikke dette radikale, religionshistoriske nybrud, at vi slet og ret står ansigt til ansigt med Guds søn i Jesus Kristus. Når vi spørger, som mennesket altid har gjort og altid vil gøre, hvor er Gud, så er svaret, dér – Jesus Kristus -, når vi spørger, hvem er Gud, så er svaret, se dér – Jesus Kristus -, når vi spørger, hvad vil Gud, at jeg skal gøre, så er svaret, se ham, Jesus Kristus, hør ordene, følg ham.
Man siger, at øjnene er sjælens vindue, for øjne modtager ikke bare lys, som da – når de glider gennem øjets fine mekanik, omdannes til billeder i hjernens mørke, de udsender også lys, det indre lys, det som skinner i alle øjne, vi ser.
Når et par øjne vendes mod dig, øjeblikket, når du bliver mødt af disse livets små lygter, så ser du dette menneske; det er ikke pupillerne, du ser, ikke iris, ikke det hvide i øjnene, men derimod sjælen, du ser, det dybeste af mennesket, vi har adgang til. Overhovedet.
Jesus Kristus er Guds øjne vendt mod os. Det gammeltestamentlige slør, som Moses på bjerget står over for, er revet bort, for Kristus åbenbarer dét, som før var det store mysterium, nemlig Guds sande væsen. Og det vi ser i Guds øjne, det er ren kærlighed, ren nåde, ren tilgivelse, ren barmhjertighed. Thi Gud er kærlighed. Ren og skær kærlighed.