Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matthæusevangeliet 28,1-8
”Gud er død”, ja mere end det: ”Vi har slået ham ihjel.” Sådan skriver Friedrich Nietzsche i slutningen af 1880’erne. Det slagskraftige slogan, der kunne stå øverst på banneret ved indgangen til det moderne, som en overskrift, der indvarsler og indkapsler begyndelsen af det 20. århundrede.
”Gud er død”. Bag disse ord gemmer sig den forestilling, at værdierne er styrtet i grus, det absolutte fundament, det Sande, det Evige, det, som giver mening og holder tilværelsen oppe, er faldet sammen til et kæmpe stenbrud, hvor 2000 års værdier, moralske indsigter og erkendelser, ligger tilbage hulter til bulter uden at noget står over noget andet. ”Intet er sandt, alt er tilladt”.
Det er så menneskets opgave selv at finde sin mening, samle sten sammen i stenbruddet, bygget noget nyt op, ikke efter en guddommelig vilje, men efter menneskets vilje – bygget af menneskets egne hænder. Der er ingen model, vi kan bygge efter, ingen idealverden bag denne verden, som mennesket kan bruge som skitse, og derfor voksede også de store politiske ideologier frem – nazismens og kommunismen –, som nu står tilbage i historiens klare lys som monumenter over, hvor katastrofalt det kan gå, når mennesket forsøger at bygge Babelstårnet og sætte sig selv på den øverste piedestal.
Nietzsches samtidige, Dostojevskij, som også levede og åndede i nihilismens kolde vinde, udfolder i sine romaner, hvordan mennesket lever, når Gud er død og alt er tilladt. I romanen Forbrydelse og Straf er den unge og fattige student, Raskolnikov, opslugt af tidens strømninger. I en blanding af fortvivlelse, overmod og kedsomhed beslutter han sig for at skaffe penge til dagen og vejen ved at myrde en pantelåner, som ingen alligevel bryder sig om. Når Gud er død, så er alt jo tilladt.
Men spørgsmål er, om han kan slippe afsted med forbrydelsen? Nu har han et bestialsk mord på samvittigheden, men kan samvittigheden bære at have begået et mord? Raskolnikov hjemsøges af samvittighedens stemme, en hvisken fra bevidsthedens dybder, som indhyller hans liv i en skygge, han ikke kan slippe af med.
Raskolnikov, den unge student, kan ikke flygte fra sig selv, og til sidst går han i opløsning. Nok var alt tilladt, Gud var død, men der var noget, dybt forankret i ham, som fortærede ham indefra, en stemme fra dybet, der sagde, at han havde gjort noget absolut forkert, selvom tiden fortalte ham, at alle værdier er relative.
Nok vandrede Raskolnikov rundt i Sankt Petersborgs mørke gader i midten af 1800-tallet, men måske er Raskolnikov ikke så fjern fra os i dag alligevel, for det er også en tanke i vores tid, at verden og livet ikke rummet en indbygget mening. Du er din egen lykkes smed, du skal selv skabe dit liv og finde din mening med dit liv.
Måske er det alt sammen fint, så længe vi har mættede maver, så længe vi har et trygt hjem, så længe vi lever og er lykkelige, men når vi trænges i knæ, når sygdomme rammer os, når det ulykkelige hænder, når katastrofer, konflikter og krige raser, ja så falder ikke bare vores liv sammen, men hele verden sammen i et stort og sort meningsløst hul uden trøst, uden håb, uden retning.
For ikke lang tid siden, så døde en al, al for ung kvinde her i vores sogn. Uretfærdigt revet bort. Moren, som jeg talte med dagene efter begravelsen, spurgte mig så: Kære præst, er min datter hos Gud nu? Et spørgsmål, som sætter det hele på spidsen – fra Nietzsches nihilisme til modernitetens meningsløshed. Og hvad er svaret – hvad ville I svare?
Jeg spurgte vores konfirmander her i kirken om det samme: Er hun hos Gud nu? Hvad kan og hvad skal vi svare? De mente, at det rigtige svar ville være, det ved vi ikke, men så med den betydningsfulde tilføjelse: Det tror og det håber vi, hun er.
Den tro og det håb, der her viser sig her, og som vi alle på den ene eller anden måde næres af, har sin rod i fortællingen om den tomme grav og Jesu opstandelse påskemorgen, som vi i dag samles om. Når kvinderne står ved gravens åbning, skuler ind i grottens mørke, når de mødes af ekkoet fra deres ”er der nogen?”, så står de ikke bare ved Jesu grav, de står ved menneskets, ethvert menneskes grav, din og min, og dét, de bliver mødt af, ordene ”frygt ikke, han er opstået”, lød ikke bare til dem i historisk forstand, de lyder også til os i dag: ”frygt ikke, han er opstået”.
Ord, sagt fra et andet sted uden for verden, ord, der skærer sig ned i vores liv på tværs af vores fornuft og forstand, ord fra Gud, ind i vores verden, som et evighedens nedslag midt i tiden: ”Frygt ikke, han er opstået”. Netop de ord, ordene fra påskemorgen, kan vi mennesker leve og dø på.
Da Nietzsche i 1800-tallet filosoferede med hammeren og forsøgte at bryde kristendommen ned, så var hans hovedanke, at kristendommen satte et ideal, et mål i det hinsides, dér for enden af livet, som slet og ret var en illusion. Et fatamorgana.
Men dét, som Nietzsche måske ikke havde nok greb om, det var, at opstandelsen, håbet om opstandelse, slet ikke er forankret i fremtiden som en begivenhed, der ligger for an os, opstandelsen er et nutidigt fænomen, et håb, et trøst, vi bærer med os lige dér, hvor vi hver især befinder os i vores liv.
Kvinderne, der står ved den tomme grav påskemorgen, de løber derfra både i frygt, for de havde aldrig set mage, men også i glæde, for det, som de troede var en tragisk slutning, at Gud var død med Jesus på korset, det var i grunden en begyndelse, en åbning mod at se og være i livet i lyset af opstandelsen, et liv med Guds kærlighed, Guds tilgivelse, Guds barmhjertighed.
Og på samme måde som kvinderne, der løber bort i glæde, sådan skal vi også gå fra kirken med glæde, for Guds søn var død, korsfæstet på den mørke langfredag, men det blot for, at opstandelseslyset fra den tomme grav kunne skinne desto klarere påskemorgen.
Og når Nietzsche proklamerer Guds død, så må vi svare med ordene, som de lød dengang og som de lyder i dag: ”Frygt ikke, han er opstået”.