Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matthæusevangeliet 18,21-35
I det øjeblik et barn kommer til verden, så går tiden for en stund i stå. Øjeblikket er så intenst, så kraftfuldt, at alt andet lukkes ude, her er kun mor, spædbarn og far, her findes ingen andre tanker end de, der hører øjeblikke til, og det er i grunden ikke så lidt:
En fødsel indeholder nemlig livets mening i kondenseret form. Her handler det om liv og død, glæde og bekymring, mening og betydning. Barnet har nu i 9 måneder ligget trygt under moderens hjerte, men når veerne begynder, trækkes barnet ud mod verden, væk fra mørket mod lyset, – og i det øjeblik barnet ser verdens skarpe lys første gang, hører denne verdens lyde, dufter sin mor og far første gang, så er barnet nu i verden, for så vidt alene, for evigt adskilt – i det øjeblik navlestregen klippes - fra sit ophav, nu sin egen krop i en verden blandt andre mennesker. Barnets gråd, den gråd, som ethvert spædbarn skal igennem for at få aktiveret lungefunktionerne, vidner også om adskillelsen, for det er dybest set også en gråd over, at barnet blev tvunget til at forlade sin trygge plads under moderens hjerte.
Det er på en gang barskt og smukt. Barskt, fordi alt står på spil, smukt, fordi et nyt liv begynder. Og selvom barnet nu er alene i verden, så falder det – helt uden frygt – ganske hurtigt og trygt i søvn i moderens eller faderens favn. Fra det første øjeblik viser barnet verden tillid, ubetinget tillid, tænk sig… at falde i søvn få minutter efter, du er ankommet til en helt ny verden.
Når barnet har vokset sig lidt til, så sker der et interessant skifte. I den første tid, når spædbarnet vågner om natten, græder det. Det er en gråd, der kalder på nogen, den rummer et form for ubegrundet håb om, at nogen vil se eller høre barnet – men så senere i livet, så vågner barnet og ikke blot kalder retningsløst ud i natten, men i stedet kalder på mor eller far. Far, mor, lyder det fra børneværelset.
Dette skifte, fra en kalden ud i det blå, til en kalden på mor eller far, det vidner om, at barnet har fundet sig til rette i livet. Den, for så vidt grundløse tillid, som barnet fødes med, slår nu over i en egentlige relation, en samhørighed med livet, sådan at barnet nu er hjemme i livet.
Den tillid til verden, som vi alle fødes med, som en iboende kraft, et urinstinkt, den bunder dybest set i, at vi mennesker umiddelbart forstår verden som god. Vi har tillid til den, vi ser livet som en gave, vi har fået skænket, som noget godt, vi skal holde fast i og få det bedste ud af. Livet som gave og opgave.
Denne erfaring af tillid til verden, som vi alle kender, den afspejles også på de allerførste sider af Bibelen. Skabelsens morgen, når Gud i fortællingen skaber verden, som vi kender den, ud af den rungende tomhed, så afslutter Gud hver skabelsesdag med ordene ”Gud så, at det var godt.”. Verden er altså ikke indifferent, en tilfældighed uden betydning, men i stedet ”god” – fuld af mening, ja, livet er – det tror jeg, de fleste af os kan skrive under på - slet og ret værd at leve.
Den tillid, den dybe og grundlæggende tillid til verden og andre menneske, den bærer vi alle med os ind i livet og videre med i livet. Men vi kender jo alle livet godt nok til, at tilværelsen ikke blot er en dans på roser fra vuggen til graven. Eller, som bekendt, roser har hidsige torne bag de pragtfulde blomster, og tænder vi et øjeblik for fjernsynet, så ser vi da også straks, at verden er fuld af krig, konflikter og katastrofer.
Relationer mellem mennesker går konstant i stykker, i det små, når søskende skændes og kontakten mistes, gamle venskaber går i opløsning, og i det store, når lande går i krig, kulturer støder sammen, kampen om magt, penge og prestige er ubarmhjertig, og efter sig slæber denne kamp en hale mistede menneskeliv.
Nok fødes vi i tillid til verden, men verden – menneskene i den – svigter denne tillid, så den slår over i mistillid, skepsis og egoisme.
Tænk på den historie, vi i dag hører Jesus fortæller sin discipel Peter: En tjener fra kongens hof får – af nåde og barmhjertighed – eftergivet sin gæld til kongen, men straks derefter, går han ud med vold og magt og forlanger sine egne penge, fra dem, der står under ham, tilbage. Tjeneren får selv tilgivelse, eftergivenhed, men han lader ikke denne smitte af, for selv handler han egoistisk og grådigt.
Kristendommens budskab er den præcis modsatte af, hvad denne tjener gør. For selvom verden er god fra skabelsens morgen, selvom Gud siger, at det skabte er godt, så ødelægger vi mennesker overalt det, vi har fået givet, og sluttede kristendommen her, så ville det være en undergangsfortælling, en tragisk historie om, hvordan mennesket bryder verden ned; men kristendom er mere en blot skabelsestro, for midt i verden, midt i historien, midt i menneskets liv, der træder Guds søn, Jesus Kristus, ind – og med Kristus bringes Guds tilgivelse, selv af det utilgivelige, til mennesket – og denne Guds tilgivelse skal vi give videre, vi må ikke lade den strande hos os selv, som kongens tjener gør, men lade den vandre videre til min næste. Vi har fået tilgivelsen i gave, og nu er det vores opgave at række den videre.
Gud giver – med Kristus – sig selv til kende for os mennesker, ikke blot som en diffus fornemmelse vi kan få ved at ’mærke verden’, men som en manifestation, en åbenbaring, hvortil vi kan knytte en direkte relation, et egentligt Gudsforhold.
På samme måde som barnet, der går fra at råbe retningsløst ud i natten til i stedet at kalde på mor eller far, sådan ændrer Kristus vores relation til Gud og til verden. Nu er Gud ikke et fjernt, transcendent princip, deroppe i det høje, men i stedet et helt konkret menneske, Jesus Kristus fra Nazareth.
Når vi om lidt samles rundt om døbefonten for at døbe Mejse, så går Mejse også fra at være Guds skabning, sådan som vi alle fødes, til at være Guds barn. Og ligesom forholdet mellem barn og forældre er præget af ubetinget kærlighed, sådan er Gud også, som han viste os med Kristus, en kærlig far for os, med tilgivelse, kærlighed og barmhjertighed.