Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« Markusevangeliet 7,31-37
Der er et spørgsmål, som megen tænkning i det 19. og 20. århundreder har kredset om: Skrider historien frem ad, mod civilisationens tinder, altid et skridt for an i går, mod sandheden, mod bedre tider, mod det perfekte samfund? Eller er det snarere det modsatte, der er tilfældet: Degenererer historien, er den i forfald, væk fra fred og fordragelighed og mod krig, katastrofer og kollaps?
Når vi i denne uge har været vidne til Afghanistans kollaps, hvor de vestlige tropper i al hast har stoppet parolerne om demokrati, frihed og rettighed ned i rygsækken, og uden at kigge sig tilbage, efterlader landet til sin egen skæbne, så er det historieskrivning i levende billeder.
Det er ikke blot en militær kapitulation, men også en kapitulation af tanken om, at vores oplysningsidealer om demokrati og frihed kan slå rødder i selv de mest fremmede egne på jorden. Vores idealer – deres kvaliteter usagt - er ikke dumpet ned fra himlen som eviggyldige sandheder for hele menneskeheden, men i stedet er de spiret frem på et bestemt sted, et bestemt tidspunkt, i en bestemt kontekst.
Den optimisme, der voksede frem efter Den Kolde Krig, er derfor nu slået over i en pessimisme: Historien bevæger sig ikke med nødvendig mod mere demokrati, mere frihed, flere rettigheder, ja historiens gang er måske slet ikke en gang, nok snarere en stampen på stedet, to skridt frem, tre tilbage, et til højre, to til venstre.
Historien er fuld af krige og katastrofer – om magt, territorium, penge. Dér, hvor katastrofen bliver total som et sort hul af meningsløshed, det er, når det andet menneske – fjenden - mister sin grundlæggende værdighed. Når man ikke længere kan se det glimt af Gud-billedligheden i vores næstes øjne, når det umistelige og enestående er hvisket bort, så ser man kun fjenden, ikke et menneske, men et dyr, der skal tilintetgøres.
Faldet mod dette lavpunkt, det sker, når mennesket lyver sig selv større end det er. Når mennesket glemmer Gud og gør sig selv guddommelig – til herre over liv og død, over mening og betydning, over sandhed og retfærdighed.
Sætter mennesket sig selv på den øverste, guddommelige piedestal, så falder det hele sammen, ydmyghed slår over i hovmod, næstekærligheden snor sig og bliver til selv-kærlighed, og sandheden bliver ikke en man søger, men en man besidder.
Gør vi os selv, vores idéer og idealer, til guddommelige, så bygger vi et blændværk skabt af vores egne hænder, en guldkalv af det pureste guld, som nok skinner så flot, men det er i grunden kun vores eget spejlbillede, vi kan skimte deri.
De store religionskritikere fra 1800-tallet, Feuerbach, Nietzsche, Marx og Freud pegede alle på – på hver deres måde – at megen religion var et resultat af menneskets egne forestillinger, ønsker og behov. Det var ikke mennesket skabt i Guds billede, men derimod Gud, der blev skabt i menneskets billede.
Derfor findes der også kun én bevægelse i kristendommen: Fra Gud til menneske. Kristus går på tværs af kulturen, på tværs af historien og menneskers værk, som et lynnedslag, der skærer sig ned gennem atmosfæren fra himmel til jord.
Og når vi spørger: Hvor er Gud? Så kan vi kun pege på Kristus. Dér er han, dér i krybben julenat, dér på korset langfredag. Gud er ikke et fjern princip eller en lovbog med døde bogstaver, vi kan slå op i – Gud er Kristus, og Kristus er åbenbaringen af Gud.
Når vi i dag hører om Jesus, der drager rundt i hedningeområder rundt om Galilæa Sø, så er det i grunden historien om Gud, der kommer ud i de fjerneste egne, til periferien af samfundet, hvor han – helt bogstaveligt – stikker fingre i ørene og i munden på en døvstum mand.
Det er – i sin radikale form – Gud, der kommer til mennesket. Det er måske en banal konstatering, men det er kristendommens kerne: Gud vil os, Gud viser sig for os, Gud tilgiver os, Gud er med os.
Forstår vi vores liv i lyset af dette, at Gud er med os, uagtet vores bedrifter eller fortjenester, så åbner det – i overført forstand – vores øre, øjne og mund. Vi ser verden anderledes: Vores næste, der krydser vores vej, uagtet hvor sølle dette liv kan tage sig ud, er også indhyllet i Guds nåde, fjenden, hvem dette så end måtte være, er også Guds barn – med et umisteligt og guddommeligt glimt i øjet, som det ikke står i menneskets magt at være herre over.
Bevarer vi denne på en gang ydmyghed og værdighed, holder vi fast ved tanken om, at der ingen vej findes fra mennesket til Gud, men kun omvendt, fra Gud til os, så mister menneskets aldrig den totale orientering i tilværelsen, som har ført til folkemord og forfærdeligheder. I stedet kan vi lade Gudsriget blomstre midt i blandt os, ikke når historien engang går på hæld, men nu, midt i blandt os, så den kærlighed Gud viste verden med Kristus, sættes i bevægelse mellem mennesker, så den tilgivelse, Kristus bragte med sig, også bringes ud i verden mellem venner og fjender, så den barmhjertighed, Kristus talte ud fra, også slår rødder i denne verden, hvor dér – også nu - er brug for den.
Når vi i disse dage og timer ser Afghanistan kollapse, en tragedie i levende billeder, så er det også med håbet om, at mørkemændene fra Taliban, der med henvisning til det døde bogstav i Koranen, pisker deres landsmænd med en stivnet og forstenet Sandhed, at også deres øjne vil åbnes, så de ikke overser det guddommelige glimt i deres næstes øjne.