Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
Matthæusevangeliet 6,24-34
Hvad er det bedste, du husker fra din barndom? Tænk engang… Måske din mors godnatsang, måske gaverne under træet juleaften, måske familiemiddagene rundt om bordet hjemme i stuen? Når jeg tænker tilbage på min barndom, så er noget af det, der står tydeligst frem i min erindring, det er sidste skoledag før ferien og så – da klokken ringede ud for sidste gang – følelsen af sommerferie.
Følelsen af frihed, følelsen af, at nu kom sommerens liv, lys og lyst, følelsen af, at verden – eller i det mindste ferien – lå åben for mine fødder. Jeg husker markerne i Odsherred – grønne og gullige -, der svajede let i vinden; eller skoven, duftene, insekternes summen og så vandet – gyset, når man hoppede i fra badebroen, smagen af havvand og følelsen af at ligge på stranden med lukkede øjne og kigge op mod solen. Jeg tror, at hvis jeg spurgte mig selv som 10-årig, hvad meningen med livet mon er, så ville svaret lyde: Sommer, sol og strand – frihed, ferie, ubekymrethed.
Sådan ville jeg nok ikke svare i dag. For nu ved jeg, at sommeren og dens følelser ikke er noget i sig selv – sommerens varme og frihed står altid i spænd med vinterens kulde og bundethed, ligesom det optimistiske, spirende forår altid rimer på det melankolske, falmende efterår. Det hele står i spænd, det hele hænger sammen.
Og lige nu – her mellem sensommer og efterår -, der mærker vi balancen mellem polerne, en slags skumring mellem i grunden skabelsen og tilintetgørelsen, mellem det spirende og falmende, for nu svinder dagene ind, lyset slipper sit greb tidligere og tidligere, og fuglene letter så småt fra de falmende trækroner – (der lige nu begynder at skifte fra grøn over gul til rød) – for at søge mod varmere himmelstrøg. Bag os kan vi høre ekkoet fra sommeren, og for an os – i det fjerne - kan vi høre vinterens stemme kalde.
Den melankoli, som efteråret rummer, og som malerne får frem i de mørkere farvenuancer – orange, rød, lilla - eller musikken får frem med moltonerne, den rammes vi alle nok af; og mon ikke det skyldes, at det at betragte efteråret, det falmende, det brunlige, det visnende, det er for os mennesker som at se os selv i spejlet? For er vi ikke underlagt samme falmende proces? Er vi ikke underlagt tiden, der langsomt men sikkert sætter sine spor i os? Ligesom naturen, hvis fortælling begynder i det spirende frø, som dernæst folder sig ud i den blomstrende plante for så at ende som et falmende træ, sådan er vi mennesker også spændt ud mellem vores vugge og grav, døbefont og kiste; vores livs forår, vores livs sommer, for så at ende i vores livs efterår – der hvor kroppen bliver svagere og skrøbeligere, hvor lungerne mister deres kraft og hvor hjertet til sidst mister dets takt. Ja, for hjertet er livet ganske, ganske enkelt: Det slår så længe det kan. Og så, uden vi aner det, så stopper den stampende bevægelse af sig selv, livet ophører og går i sig selv. Til sidst vil også vi falde, som efterårets blade mod jorden, (for af jord er vi kommet og til jord skal vi blive.)
Når vi står der ved livets kant, vores efterår, hvor det hele skal til at gå på hæld, så kan vi mennesker rammes af den tanke, at vores liv er spændt ud i en lige linje fra fødsel til død – begivenheder, indbyrdes forbundne, som perler på en snor; og måske tænker vi – og det sker ikke så sjældent – at vores liv er endt, hvor det er, på grund af os selv. ”Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skulle ende her?” – ikke sandt?
Vi roder rundt for at finde svar i vores egne veje, men det vi måske glemmer eller overser, er, at vi dermed selv tager hele skylden på vores egne skuldre – uagtet om vores liv er tragisk eller lykkeligt. Vi ønsker at finde en sammenhæng mellem fortidens gerninger og nutidens hændelser. Men findes den? Er livet så mekanisk, så skæbnesvangert?
Kristendommen tænker det helt anderledes. Hør blot et udsnit af dagens evangelium: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok sin plage”. Eller sagt kort: Fremtiden råder Gud for. Fremtiden som objekt for alle vores bekymrede tanker er - set gennem kristendommen - afskediget. Fremtiden består som et løfte – Guds løfte – og ikke vores opgave.
Fortiden er dermed også uinteressant. For løftet består ”så længe jorden står” og ikke ”så længe mennesket lever retfærdigt”, det handler med andre ord ikke om os, hvorledes fortiden artede sig og på trods af alle druknede synder. Tilbage er dagen, hver dag, i dag.
Kristendommen er troen på at vi altid kan begynde forfra. Fortiden betyder ikke noget, eller rettere sagt: fortiden er blevet til historie uden tyngende betydning; Og fortid, der er uden tyngende betydning, det kalder vi syndernes forladelse, og fremtiden, hvor Gud kun råder, det kalder vi for Guds nåde. Guds nåde.
Og det er vel kernen i kristendommen: at vi altid kan begynde på ny? Altid kunne begynde på ny. Altid kunne løftes op på ny. Altid kunne få en ny mulighed i livet. Aldrig fordømt helt til bunds. Aldrig tynget helt til jorden af skyld og brøde. At ikke alt er min skyld alene. At min nutid ikke nødvendigvis har den form og udfald som det nu har, fordi jeg har gjort det og det i fortiden.
”Vær ikke bekymrede”, ”se på himlens fugle og markens liljer” – hører vi dag – og netop de ord vækker mine barndomsminder til live – følelsen af sommer og ferie og af ikke at være bekymret, men det som jeg måske forstår bedre i dag, er, at ordene ikke skal høres som et krav, som en ordre, en kommando, vær ikke bekymrende, men som ord, et løfte, der er givet til os i omsorg. Vi skal høre ordene sådan, at Gud råder med sin nåde, og derfor er det muligt at være ubekymret – på trods af bekymringer for dagen og vejen, så findes der underneden en altomfattende ubekymrethed, som er funderet i Guds omsorg og nåde. Fremtiden – din og min – råder Gud for. I Guds tilgivelse af fortidens skyld og synd, og i Guds skabelse af nye muligheder i livet og i samværet med hinanden.
Det er det evangelium Gud maler for vores øjne, når han hver dag lader fugle svæve ubekymret under himlen og markens liljer stå i flor. Se på Guds skaberværk – de røde æbler på træerne, den blå septemberhimmel, de falmende træer, og se hvilken overflod og liv og glæde - ofte på trods. Når Gud i sin almagt råder for alt det, så kan Gud med vished også råde for dig – helt frem til livets kant og mere til! For når efteråret og vinteren er over os i vores liv, og vi daler som efterårets blade mod jorden, så lander vi i Guds gribende og kærlige hånd – derfor lyder ordene: Af jorden skal vi igen opstå.